En lille bog om store forventninger

Ordet & Israel har udgivet den tredje bog i en serie om kristnes DNA. Den handler om de sidste tider og Jesu genkomst.

Nogle emner har det med at skabe usikkerhed eller ligefrem ubehag. Når talen falder på ”de sidste tider”, fremkaldes scenarier fra eskatologien af skræmmende karakter.

Undergangstemaer, som giver selv de voldsomste science-fiction-film baghjul, manes frem i Bibelens sidste bog (og selvfølgelig også andre steder). Det er måske en af grundene til, at der tales mindre om de sidste tider, endetiden og dommedag i dag end for nogle årtier siden.

Men i bogen Forventning til JESU GENKOMST slår forfatterne en helt anden tone an. For vel handler Johannes’ Åbenbaring, Ezekiels bog, Mattæus-Evangeliets kapitel 24 og flere andre bibelske skrifter om en tid, der kan skabe frygt og bekymring, men det er først og fremmest forløsning og genoprettelse, der er skriftens egentlige budskab.

Som centrum og omdrejningspunkt for de eskatologiske tekster er nemlig Jesus selv. Ligesom med evangelierne, der beskriver hans første komme som et historisk vendepunkt, således bliver hans genkomst det definitivt afgørende punkt og punktum i menneskehedens historie og i Guds frelsesplan. Vi skal derfor rette blikket på det fantastiske håb om forløsning og genoprettelse, der er knyttet til Jesu genkomst. Det bedste har vi endnu til gode!

Bogens 49 sider præsenterer en klassisk forståelse af tidsforløbet, som skildres i de ovennævnte tekster.

Det er Ordet & Israel, som står bag udgivelsen, og ikke overraskende har Israel, Guds udvalgte folk, en central rolle i historien om de sidste tider. Men samtidig er budskabet møntet på hele Guds folk, at vi skal have store og positive forventninger til det, der kommer til at ske, med ordene fra Åbenbaringsbogens kapitel 21: ”Se, jeg gør alting nyt!”

Morten Vartdal, Ole Andersen: Forventning til Jesu GENKOMST
49 sider. 45 kr. Ordet & Israel
Forhandler: ordetogisrael.dk