Gør undervisning i evolution børn og unge til ateister?
Spørgsmål:
I skolerne skal børn lære om evolution og andre ting, som i mine øjne har til formål at gøre dem til ateister. Troen på Gud er næsten blevet pinlig, og kristendomsundervisningen er temmelig udvandet. Videnskaben påstår at have svar på alt, og de svar, den har, peger på, at der ikke er nogen Gud.
Hvordan kan vi vende udviklingen væk fra en komplet trosforladt undervisning, som i øjeblikket ser ud til at være støttet af de fleste forældre og politikere?
Svar:
Ateister har gradvist fået overtaget i den akademiske verden, og de har naturligvis favoriseret videnskabelige hypoteser, som er baseret på materialistisk filosofi (uagtet, at materialisme også blot er en tro, som ikke kan bevises).
I Danmark er sekulariseringen næsten fuldkommen, men på symposiet i Østrig, som jeg deltog i (se Udfordringen fra den 23. juni), mødte jeg forskere fra steder, hvor forholdene er en anelse bedre.
Min hustru og jeg blev rigtig gode venner med den amerikanske biokemiker Russel Carlson og hans kone Cheryl, som begge er troende kristne. Carlson er professor ved University of Georgia og kan dér, tilsyneladende uden problemer, være helt åben omkring både sin kristne tro og sit engagement i ID.
Både Russel og Cheryl er imidlertid meget bevidste om det angreb på kristen tro, som finder sted i undervisningssystemet. Kampen imellem undervisning baseret på kristen tro og undervisning baseret på et sekulært verdenssyn er en kamp, der raser i USA lige nu.
Kristne friskoler
I Danmark, som vi alle ved, er slaget for længst tabt til sekulariseringen, så vi må starte helt forfra med at prøve at få folk til at ”genopdage” troen på Gud. Jeg vil anbefale, at man sender sine børn i kristne friskoler og så i øvrigt prøver at indhente information fra videnskabsfolk, som ikke sorterer i facts til fordel for et ateistisk verdenssyn.
Vi havde gode samtaler med Russel og Cheryl om bl.a. hjemmeundervisning, som Cheryl, ligesom vi selv (min kone og jeg), har erfaring med, og jeg håber, at flere danske forældre vil benytte sig af hjemmeundervisning for at undgå de trosnedbrydende og åbenlyst fejlagtige ”videnskabelige” teorier.
Tro på Gud – og videnskab
Videnskabsfolk som professor Carlson, der er aktive i ID-bevægelsen (Intelligent Design, red.), gør en stor forskel for at få det materialistiske monopol i akademia brudt, så det igen bliver ”normalt” at basere videnskabelig research på den antagelse, at universet og livet er skabt.
Carlson havde dette lille guldkorn – han sagde: Materialists say they do not believe in God because they believe in science. I believe in science because I believe in God. – Materialister siger, de ikke tror på Gud, fordi de tror på videnskaben. Jeg tror på videnskab, fordi jeg tror på Gud.
Med det mener han, at vi kun kan stole på videnskaben, hvis verden er skabt, for at vi skal kunne forstå den. Materialister tror, mennesket er resultatet af tilfældige fysiske processer, men hvordan kan blinde tilfældige processer producere den menneskelige bevidsthed, som gennem videnskab er i stand til at ”forstå” verden?
Der er god grund til, at fremkomsten af videnskabelig entreprise i middelalderen netop foregik i kristne lande ved kristne universiteter. Man antog, at Gud havde skabt os med evnen til at udforske og forstå hans skaberværk, hvilket netop var motivationen for overhovedet at dyrke videnskab.
I dag er tingene kørt af sporet, fordi videnskaben og den akademiske magt er faldet i hænderne på forskere, som har et ønske om at demonstrere, at der ingen Gud er.
Deres farvede holdning og subjektive sortering i de empiriske data spreder sig så nedad i undervisningssystemet.
Nyt biologi-materiale
Biolog Kristian Østergård arbejder sammen med Foreningen af Kristne Friskoler om på sigt at udarbejde biologimateriale til 8.-9. klasse, som tager udgangspunkt i, at livet er skabt (intelligent designet).
Kristne skoler er naturligvis stadig forpligtede til at undervise i evolution, men det skal vi ikke være kede af. Hvis evolution bliver undervist ærligt, uden at man skjuler ”uheldige” facts, vil det fremgå med stor tydelighed, at evolutionsteorien er en meget svag hypotese, hvis forklaringsmæssige kraft langt overgås af ID.