Fælles forfader eller fælles designer?

(Læsetid: 3 minutter)
Mikrobiolog professor Siegfried Scherer

Spørgsmål:
Det siges, at mennesket deler 50-60 % DNA med bananen. Det lyder som et rigtig godt argument for, at vi er i familie med bananen og alle mulige andre organismer. Hvad skal man sige til sådan et argument?

Svar:

Den tyske mutationsgenetiker Wolf-Ekkehard Lönnig skriver i artiklen Human Evolution:

”Der er ligheder på alle biologiske niveauer (anatomi, fysiologi og genetik), som er de ubestridelige facts, der ofte ubevidst bliver oversat til makroevolutionære slægtskaber”.

Dr. Lönnig mener, at det egentlig bare er en ubevidst og refleksagtig tanke, at fordi organismer deler egenskaber, er de også beslægtede. Men ser vi på organismer, ligesom vi ser på menneskeskabt teknologi, vil vi tolke similariteter som tegn på en fælles designer.

Det er derfor fuldt ud ligeså videnskabeligt forsvarligt at ræsonnere, at bananen og mennesket deler en fælles designer i stedet for en fælles forfader.

Evidens for evolution?

Når organismer deler den samme genetiske kode, vil evolutionstilhængere hævde, at det er evidens for evolution. Man antager af ubegribelige grunde, at hvis Gud havde designet organismerne, ville deres genetiske information være lagret på forskellige måder.

Jeg ser ikke helt logikken. Ingeniører bruger jo fx også den samme kode (nuller og et-taller) i alle former for computerstyrede maskiner, som er individuelt designede.

Bogen ”Evolution – Ein kritisches Lehrbuch” er skrevet af bl.a. mikrobiolog, professor Siegfried Scherer og palæontolog Günter Bechly.
Ingen tilfældig mutation

En detalje slår i øvrigt skår i evolutionisternes argumentation: Den genetiske kode er ikke 100 % universel. Selvom de samme kombinationer (kodons) af DNA-basepar generelt koder for de samme aminosyrer i alle slags organismer, afslører forskningen flere og flere undtagelser.

I pattedyrs mitokondrielle DNA fungerer koden UGA ikke som et stop-codon, som det gør hos andre organismer; i stedet koder UGA for aminosyren tryptofan. Dette er et stærkt bevis imod evolution og fælles afstamning.

En overgang fra et system, hvor UGA fortæller, hvor gener slutter, til et system, hvor UGA koder for tryptofan, vil være umulig via tilfældig mutation. En så alvorlig forskel i kodning vil føre til misdannelser og død, hvis det skyldes tilfældig mutation. Omprogrammeringen skal være sat op på forhånd for at undgå katastrofale resultater. Ikke kun skal koden ændres konsekvent (i hele DNA-et), men også oversættelsessystemet, som omsætter koden til proteiner, skal forberedes for denne ændring.

Computerprogrammer kan ikke have ændringer indført, uden at en programmør forbereder hele systemet for ændringerne, og derfor er ovenstående eksempel, som er hentet fra bogen

”Evolution – Ein kritisches Lehrbuch”, et enestående bevis for intelligent design.

Omtalte bog er i øvrigt forfattet af bl.a. mikrobiolog, professor Siegfried Scherer, som sammen med palæontolog Günter Bechly leder Zentrum für BioKomplexität und NaturTeleologie i Østrig, det nyligt oprettede videnskabelige institut, som vil varetage at udbrede kendskabet til Intelligent Design i Europa.

Læs også