Hylder Pride-kulturen virkelig mangfoldigheden?

Hylder Copenhagen Pride og Pride-kulturen virkelig mangfoldigheden? Eller er Pride i virkeligheden et slør for en kultur, som ønsker bekæmpelse af enhver holdning, der strider imod dens agenda?

Som årene går, bliver Pride-kulturen mere og mere synlig. Dette ses ikke mindst herhjemme ved den tiltagende opmærksomhed, som Copenhagen Pride får herhjemme. Kendte lige fra skuespillere, musikere og sportsfolk til politikere står på nakken af hinanden for at hylde denne ”mangfoldige” og ”rummelige” kultur. Men er dette virkelig to ord, som i sandhed er forenelige med Pride-kulturen, når de nu fordømmer dem, som ikke hylder kulturen?

Sidste år talte daværende statsminister Lars Løkke den 18. august ved Pride, her sagde han:

”For mig er Copenhagen Pride en manifestation for frihed, frisind og fællesskab….. om at vi her til lands siger fra – som i helt fra – over for kræfter, som ønsker fortidens forstokkede menneskesyn”.

Problemet med denne udtalelse er først og fremmest, at den kom fra den daværende leder af landet, og den er et sørgeligt bevis på, hvilken afvej vores kultur er ved at komme på.

Lars Løkke viser meget godt med denne udtalelse den pointe, jeg ønsker at vise omkring Pride-kulturen.

Lars Løkke hylder Copenhagen Pride for at være en manifestation af frihed og det at kunne have et frit sind i vores land. Problemet er bare, at i samme omgang siger han, at der skal siges fra – som i helt fra – over for fortidens menneskesyn, som han så har frækheden til at kalde forstokket.

Altså han ønsker ikke, at mennesker skal have friheden til at have samme menneskesyn, som man havde i fortiden. Hvordan kan noget være en manifestation for frihed og frisind, hvis ikke man accepterer, at andre kan være uenige?

Fortidens menneskesyn, som har været i dette land i rigtig mange år, har været det bibelske menneskesyn, som Lars Løkke kalder forstokket, og som efter hans mening skal siges fra over for.

Men det er ikke kun herhjemme, at det bibelske menneskesyn er under pres, det ses alle steder, hvor Pride-kulturen vinder frem.

Denne kultur viser desværre meget lidt forståelse, accept og rummelighed, når det kommer til andre med et andet syn på livet end deres, specielt når det kommer til kristendommen.

Hvem er den egentlige fjende?

Man ser nærmest en form for kristenfobisk tilstand, hvor et menneske, som proklamerer sin bibelske kristne tro, bliver set på som en fjende af frihed, demokrati, mangfoldighed og som værende hadsk.

Men er dette sandt? Er de kristne de sande fjender af frihed, demokrati og mangfoldighed, og er de hadske? Eller er det i virkeligheden anklagerne, der er de sande fjender?

For hvis man ikke tolererer, at mennesker er frie til at have et bibelsk livssyn, gør man sig så ikke skyldig i at indsnævre friheden for den enkelte?

Er det nu også så slemt, som jeg gør det til?

Et eksempel er David Lynn, en canadisk prædikant, som blev anholdt og anklaget for at prædike had, blot for at prædike evangeliet. Du kan se hans prædiken her og selv vurdere:

Dette er desværre blot et eksempel, der er hundredvis af eksempler på Pride-kulturens intolerance over for de kristnes rettigheder.

Pride ønsker ikke lige rettigheder

Pride startede med at kæmpe for lige rettigheder, men i dag ønsker Pride ikke lige rettigheder, de ønsker at bekæmpe de kristnes rettigheder til at kunne ytre deres meninger.

Vi ser, at i Canada har man nu indført en lov (bill c16), der gør det strafbart at ytre sig negativt om den transkønnede debat, da det nu betragtes som hadpropaganda.

Denne diskrimination af de kristnes rettigheder ser kun ud til at være tiltagende. Det er kommet til et punkt, hvor Pride-kulturen bliver tvunget ned over de kristne værdier, hvis ikke man ønsker at blive stigmatiseret som værende hadsk.

En kristen skrev et læserbrev i JydskeVestkysten, hvor han skrev om Guds skaberorden ifølge Bibelen. Dette fik så meget opmærksomhed, at Pia Olsen Dyhr tordnede frem på Facebook og kaldte denne mand for en hadprædikant.

Men er det bibelske budskab, når det kommer til homoseksualitet, hadsk? Eller er det blot et stråmand-argument for at kunne indskrænke rettigheder og censurere de kristne?

Bibelen fortæller, at Gud først skabte Adam, og han var alene, men Gud ønskede ikke, at Adam skulle være alene. Bibelen fortæller derfor, at Gud skabte en passende partner til ham, nemlig Eva, som var kvinde.

Disse passende partnere var lavet ligesom to puslespilsbrikker, der passer sammen. Det, der viser, at disse to passer sammen, er, at denne sammensætning kan skabe liv.

Så når man gør tingene efter Guds design, hvor to brikker passer sammen, får man hele billedet.

Men når vi går ud over Guds design, kommer man ikke til at se det store billede.

Mange gør ting, fordi det eneste, de ser, er deres eget billede, den enkelte brik, og det er det, de bekymrer sig om. Men det store billede er det, Gud ser, også selvom han bekymrer sig om hver enkelt brik.

Gud ønsker at blive æret, og at mennesker må forplante sig (1. Mosebog, kap. 1:28). Den eneste måde, dette kan ske på, er igennem et heteroseksuelt forhold.

De homoseksuelle har enhver rettighed til at leve som de ønsker, og være dem, de ønsker at være. Men selvom en mand i sit sind ønsker at have sex med en anden mand, vil hans natur/det indvendige altid lede efter en kvinde. Sæd vil altid lede efter det kvindelige æg, det er sådan, vi er skabt.

Dette fortæller mig, at homoseksualitet ikke er i strid med det fysiske, men med sindet. For når man tænker uden for billedet, fører det til død, men hvis man tænker inden for billedet, fører det til liv.

Vi kan leve på den måde, som behager os, men Gud ønsker at hele billede skal blive lagt. Gud har en mening med dit liv, han elsker dig så meget, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal dø, men have evigt liv.

Dette er ikke had, dette er kærlighed, dette er at få Guds billede rigtigt. Ethvert menneske er vidunderligt skabt, og Gud ønsker, at enhver skal leve ham nær, men dette kan kun ske igennem hans billede, som er Jesus Kristus.

Et menneske kan rumme mange følelser, men blot fordi vi føler noget, er det ikke ens-betydende med, at vi skal gøre det. Jeg kan føle vrede og have lyst til at slå en anden person, men det, at jeg føler det, gør det ikke nødvendigvis rigtigt.

Personligt ser jeg ikke mig selv som en hadsk person, og jeg hader ingen i det homoseksuelle miljø, jeg elsker dem så meget, at jeg tør fortælle dem den sandhed, jeg tror på.

Det, at jeg som en kristen ikke er enig med Pride-kulturens måde at anskue livet på, gør hverken mig til homofob eller hadsk.

Jeg er for frihed, mangfoldighed, ytringsfrihed og religionsfrihed. Folk må leve sådan, som de ønsker, så længe ingen bliver tvunget til at underlægge sig en andens holdning imod sin vilje.

Men desværre er det ikke den samme tilgang, vi ser i de progressive kredse af Pride-kulturen, når det kommer til deres tilgang til dem, som ikke er enige med dem.

Så Lars Løkke & co. – bare kald mig forstokket, men vil I kæmpe for min frihed og rettighed til at være ”forstokket”, nu hvor I vil fejre mangfoldigheden?

Trumfer Prides rettigheder mine rettigheder, eller er der stadig plads til dem begge?