Når vi kristne glemmer evangeliets forvandlende kraft
Vi lever i en tid uden fortilfælde i kirkehistorien!
Herren bevæger sig på en stærk og kraftfuld måde i opbygningen af hans kirke og udbredelsen af hans Rige. Der er vækkelser i gang, som har stærk indflydelse på mange byer og nationer.
Her er ikke bare tale om en ny ”trend” eller den sidste nye tjenestestrategi, nej, vi begynder at se synlige beviser på Guds hensigt, om at opfylde Skriftens løfter om genoprettelse og genopbyggelse af de ødelagte byer.
Gud har gennem historien selv fastsat tider med vækkelse, for derigennem at føre sin kirke tilbage til det enkle, kraften og effektiviteten. Det er Guds hensigt, at hans herlighed skal manifesteres ”i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed!” (Ef 3,21).
Skriften lover os, at der er en mægtig udgydelse af Guds herlighed på vej (Joel 3), noget som vil omfatte tegn og undere, en stor indhøstning af sjæle, og at evangeliet bliver forkyndt helt til verdens ende (Matt 24,14).
Vi har, som Guds folk, et ansvar for at råbe på, at hans nærvær må fylde vore samfund i denne sidste tid.
Det er ikke meningen, at kirken bare skal stå som tilskuer på sidelinjen; Gud inviterer os til at deltage som fuldgyldige partnere i dette endetidsdrama.
Er vi forberedt på det, som Gud har i tanke?
Er kirken klar til at udleve realiteten i de løfter, som Gud har givet os i sit Ord? Mange vil nok sige, at kirken slet ikke er klar til at møde udfordringen og de enestående muligheder, den er stillet overfor.
Kirkens nuværende tilstand peger på, at vi har erstattet evangeliets renhed og enkelhed med sofistikerede og underholdende aktiviteter, hvilket har efterladt mennesker, både dem indenfor og udenfor trosfællesskabet, tvivlende overfor virkeligheden af Jesus Kristus og hans livsforvandlende kraft.
En nylig undersøgelse, under ledelse af den anerkendte forsker George Barna, pegede på, at langt den overvejende del af den amerikanske befolkning stiller sig tvivlende overfor, om der findes nogen form for absolut moralsk sandhed.
Den moralske og ideologiske relativisme, der i årtier har præget den vestlige verdens universiteter, er nu fremherskende i alle aspekter af kulturen.
Det mest alarmerende er, at denne relativisme accepteres og antages af store dele af kirken, med det resultat, at der opstår et helt nyt niveau af tolerance og accept af synd, selv når det står i skarp modsætning til det, Guds Ord lærer os.
Efterhånden som troen er blevet udvandet, har kirken også mistet sin indflydelse på og relevans for det omliggende samfund.
Denne adskillelse stammer i sidste ende fra, at kirkens kendskab til Gud blegner; de troendes mangel på et nært forhold til Jesus har ført til et tab af sand identitet, mangel på åndelig autoritet og manglende bevidsthed hos kirken om dens forvandlende formål.
