”Undskyld” er det vigtigste ord at lære

En undskyldning kan være en vigtig forudsætning for at genopbygge tilliden i en relation, mener pinsepræsten Michael Riis Kaarby, der også føler trang til at undskylde på sin egen kirkes vegne for dem, der i tidens løb har følt sig fordømt af den snart 100-årige bornholmske frikirke

Michael Kaarby er vokset op i pinsekirken. Han har i 10 år været ansat som præst i pinsekirken på Bornholm, de sidste tre år som ledende præst.

”Sorry is the hardest word to say,” synger den engelske popstjerne Elton John i en af hans sange. Og meget tyder på, at han har ret i sit udsagn.

For vi mennesker føler os svage, når vi siger undskyld, og det er måske også derfor, at nogle ser det som et svaghedstegn at sige undskyld i en kultur, hvor det gælder om at få ret. Og måske er det derfor, at politikere og magtmennesker har svært at sige undskyld, så selv løgne blot ”beklages” som ”upræcisheder”. Men det er i virkeligheden et tegn på styrke, at man tør gøre sig sårbar nok til at erkende sine egne fejl og til at række ud mod en anden ved at sige undskyld, mener Michael Riis Kaarby, der har været ledende præst i Pinsekirken i Rønne de seneste 3,5 år.

Godt i læ for januar-regnen står han tålmodigt ved nespressomaskinen, der befinder sig i hjørnet af hans kontor på Sagavej i Rønne og fylder to kopper med sort kaffe, før han deler ud af sine refleksioner omkring emnet ’undskyldninger’.

– Det er altid specielt at skulle sige undskyld. For man håber jo altid på at få tilgivelsen tilbage, og den er man jo ikke garanteret, men uanset hvad er det vigtigt at turde stille sig det usikre og sårbare sted ved at sige undskyld. Og selvom man ikke får tilgivelsen, så har man gjort, hvad man kunne for at gå modparten i møde for at genetablere den relation ved at prøve at genopbygge tilliden.

Selv har Michael Riis Kaarby mange gange haft svært ved at sige undskyld, men der er særligt én undskyldning, som han mindes som særlig svær at overlevere.

– Jeg kan specielt huske en situation, hvor jeg i min ungdom behandlede et andet menneske meget uhensigtsmæssigt. Først ti år efter fik jeg taget mig sammen til at sige undskyld. Jeg skrev til ham, og vi aftalte at mødes, hvor jeg gav ham en uforbeholden undskyldning, og jeg tror, at det gjorde noget ved os begge. For en undskyldning kan i bedste fald afslutte en konflikt, siger han, inden han fortsætter:

– Sådan har jeg også selv sat pris på det, når folk havde modet til at bede mig om tilgivelse for noget. For at undskylde for noget er, at man erkender sin del af fejlen. Det kan godt være, at hele skylden ikke ligger hos en, for det er sjældent, at en konflikt kun har en side, men man kan tage brodden ud af en konflikt, hvis man undskylder for sin egen del.

Hvorfor gik der ti år?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg tror, at det tog mig ti år at erkende, hvor dumt jeg havde handlet. Det var svært at erkende, at det var min fejl, og nogle gange kan den slags tage tid at erkende. Men jeg tror måske, at det bliver nemmere med årene, fordi man med livserfaring også må sande, at man ikke er så fejlfri, som man gerne ville være, fortæller han og tilføjer:

– Vores manglende fejlfrihed minder mig om en episode i Bibelen, hvor der er nogen, der vil stene en utro kvinde, men hvor Jesus siger: ”Den af jer, der er uden synd, kan kaste den første sten”. Og så står der, at “alle gik væk, de ældste først”. På samme måde tror jeg, at vi med alderen må erkende, at vi ikke er perfekte.

Det gælder også for selve kirken, der hurtigt kan komme til at virke fordømmende og selvgod, hvis man ikke passer på, advarer Michael Riis Kaarby. Til næste år er der 100 års jubilæum for pinsekirken på Bornholm, og i øjeblikket sidder han og læser gamle dokumenter for at lave en jubilæumsbog. Men allerede nu kan han se, at man ikke kan sige hurra for alt, hvad der er sket i kirkens historie.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– I tidens løb er rigtig mange mennesker blevet udvist af menigheden. Og generelt har den kristne kirke lavet rigtig mange dumme ting, som jeg tror, at vi har brug for at sige undskyld for.

Det kan jeg selvfølgelig ikke sige undskyld for som ene mand. Men på vegne af vores egen kirke kan jeg godt sige undskyld til dem, der har følt sig trådt på eller følt sig fordømt eller dårligt behandlet i vores sammenhænge. Jeg tror, at det er vigtigt, at kristne også kan se, når de er gået fejl. Og det tager vi selvfølgelig til efterretning og beder om undskyld for, siger Michael Kaarby, der mener, at man aldrig må glemme sin egen menneskelighed i forsøget på at virke from.

– Jesus siger også, at man skal vende om og forsone sig med sin broder, hvis man har noget mod ham, når man ellers er på vej til templet for at ofre. For barmhjertighed er det offer, som Jesus helst vil have.

Men skal man også sige undskyld for noget, man ikke fortryder?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Nej, men man må gerne genoverveje sine relationer, fordi man ofte er blind for sin egen rolle i dem. Og når der står, at vi skal bekende vores synder for at blive tilgivet, er det også en måde at sige på, at vi skal huske at sige undskyld, fordi undskyldningen også er en måde at få ting frem i lyset og komme videre, så vi kan komme nærmere Guds intention med vores liv, siger han og foreslår, at man blandt andet lytter til sin egen samvittighed, hvis man er i tvivl om, hvad Guds intension er i forskellige situationer.

– Vores samvittighed tror jeg er gudgiven. Og jeg tror, at Gud har skabt en samvittighed som et kompas til os, fordi han ønsker det bedste for os. Men i Bibelen kan vi også læse rigtig meget om, hvordan Gud ønsker, at vi skal leve. Det dobbelte kærlighedsbud om at elske både Gud og sin næste går man i hvert fald ikke galt i byen med. For alt det, der sårer vores næste og Gud, er sådan set forkert.

– Sommetider møder man mennesker, der siger, at de intet har fortrudt, og jeg forstår godt, hvad de mener, fordi alting har formet mig til at være den, jeg er. Men jeg tror også på, at der findes rigtigt og forkert. Men absolutterne forsvinder lidt i vores samfund i dag, hvor det meste er relativt, og det er sjældent, man taler om sandhed. Men i den kristne tro tror man på, at der er noget, der er rigtigt og forkert. Og hvis der er det, må man også anerkende, når man begår fejl, fortryde dem og bede om tilgivelse hos både mennesker og Gud.

Her taler handlinger sommetider stærkere end ord, mener Michael Kaarby, der også er far til fem børn.

– Ligesom det er vigtigt at kunne tilgive sin ægtefælle, er det vigtigt at vise børnene, at man også selv kan sige undskyld. Efter jeg er blevet far, kan jeg virkelig se, hvor mange fejl, jeg har. Jeg begår masser af fejl som far, men jeg synes, at jeg er god til at sige undskyld. Den voksne burde jo være den modne, der havde overblikket og reageret hensigtsmæssigt i alle situationer. Men sådan er det bare ikke altid. Jeg kan overreagere, hidse mig op uden grund og fejlbedømme situationer, og så er det vigtigt at sige undskyld. For alle børn, det er i hvert fald min erfaring, har enormt svært ved at sige undskyld, og hvis man ikke selv kan finde ud af at sige undskyld, hvordan skulle de så lære det?

Hvad hvis man som den anden part har svært ved at tilgive?

– Jeg har selv været forskånet for grusomheder, men jeg kan sagtens sætte mig ind i mennesker, der kan have svært ved at tilgive. Jeg tror dog det kan hjælpe, hvis man husker på, at tilgivelse ikke er en følelse, men en beslutning. Og hvis man ikke tilgiver, lænker man lige så meget sig selv. Og lige så snart man slipper den lænke, man har i den anden, bliver man også selv fri. Ikke at tilgive handler tit om lysten til hævn, men der er en frihed i at fralægge sig retten til hævn, siger han og smiler:

– ”Undskyld” er et svært ord at få sagt, men måske også er det vigtigste ord at lære, fordi det genopretter relationen til både mennesker og Gud, og fordi det kan være vejen til tilgivelse.

Udenfor kontoret på Sagavej skærer biler sig målebevist igennem den silende regn. Måske på vej for at overbringe en undskyldning?

Blå bog

Michael Riis Kaarby.

Født i 1979.

Uddannet lærer og har læst teologi i London.

Han har været ansat i pinsekirken i Rønne i ti år, de sidste tre år som ledende præst.

Han er gift med Louise Kaarby.

Sammen har de fem børn