Enhed gi’r håb for din by
En ovenud stor glæde er det at kunne slå et slag for denne både livs- og tros-opmuntrende bog, der handler om umulighedens mulighed, når kristne står sammen i bøn.
Den specifikke lokation er Aalborg, men den skal imidlertid kun tjene som eksempel. Forfatteren, der har været tilknyttet et lokalt, tværkirkeligt præstenetværk, ser den åndelig opvækkelse brede sig til andre danske byer.
Gud elsker byer! Antiokia, Jerusalem, Nineve, Betlehem, Nazaret og Kapernaum er blot et fåtal af de byer, hvor Gud har sat sine fingeraftryk gennem profeterne og Jesus selv. I vore dage er det som oftest helt almindelige mennesker, der formidler budskabet, og derfor kan alle som udgangspunkt være med til at bære faklen videre. Forfatteren har sin egen, helt klare vision:
”Tænk, hvis svaret på hvad danske byer er kendt for, ville være en fortælling om, hvad Gud har gjort i byen!”
Inspirerende eksempler
Nogle af disse fortællinger om Guds børns enhed møder vi i gribende og inspirerende eksempler på lokalt missionsarbejde i byer som politisk styrede Tallinn, i rumænske Timisoara efter diktaturets fald og i Brasiliens Terosopolis, hvor rodløse unge oplever en anden vej end kriminalitet og stofmisbrug.
Bogens – og beretningens – pointe er to-delt: dels skal den vise, at Gud på en særlig måde ”velsigner, når hans kirke på tværs af traditionelle kirkeskel finder sammen i et hjertefællesskab, der fokuserer på samarbejde og forbøn for byen”, dels om det, der stadig ligger foran.
Gud alene æren
Det er godt at have den latinske indskrift over Aalborg Rådhus i baghovedet. Den har taget karakter af det berømte ”historiens vingesus” og er blevet næsten profetisk i sit udsagn. Gud Alene Æren, lyder indskriften i dansk oversættelse. Om rejsen mod realiseringen af denne vision og overvejelserne bag har John Nielsen skrevet denne prisværdigt læsbare og letlæste (men ikke så hurtigt glemte) bog – tak for det.
Også mange tak for de – sine steder endog meget – fine spørgsmål til refleksion og dialog, der gør, at studiekredse/samtalegrupper omkring bogen kan være en mulighed værd at udforske.
John Nielsen: ”Håb for din by.” 200 sider. 200 kr. ProRex