Grundlæggeren af ADRA er død

Paster emeritus Helge Andersen

Pastor emeritus Helge Andersen, som har været leder i Adventistkirken i Danmark og Nigeria, døde fredag den 13. september i Randers. Han blev 90 år.

Han begyndte som præst i 1950’erne. I 1968 blev han leder for den vestdanske afdeling af Adventistkirken. Gennem årene har han iværksat flere kirkebyggerier, byggeriet af Ungdomsgården i Kikhavn ved Hundested såvel som Plejecentret Solbakken i Randers.

Han var også med til at købe Himmerlandsgården ved Hadsund som ungdoms- og kursuscenter. Fra 1978-84 var han leder for Adventistkirken i Nigeria.

Herefter fik han til opgave at opbygge hjælpeorganisationen ADRA både i Norge og Danmark. Han havde bopæl i Randers, hvorfra han fik sat flere projekter i gang, som både NORAD, SIDA og DANIDA støttede.

Fra 1988 var han generalsekretær for ADRA Danmark og Norge, og fra 1993 fortsatte han som leder af ADRA Danmark frem til 2000. ADRA står for Adventist Development and Relief Agency og yder nødhjælp i kriser som følge af krig, naturkatastrofer og flygtningestrømme.

Helge Andersens fik interesse for nødhjælp under Algier-krigen i 1962, hvor han var med til at bringe hjælp frem på tre lastbiler og et skib. Året efter var han med i et genhusningsprojekt i det tidligere Jugoslavien efter jordskælvet i Skopje.

Efter opløsningen af den socialistiske republik i Albanien i 1991 var han med til at arrangere en transport af 3 biler med anhængere fyldt med hjælp.