Kristen sang fik morder til at bekende forbrydelser i retten

– Jeg er 30 år og jeg har kæmpet for bander. Men denne gang ved jeg, at Herren kalder mig til at kæmpe for ham, sagde den mordtiltalte, før han erklærede sig skyldig i mord og røveri.

Danny Dashay Holmes chokerede retten i Tennessee, da han fortalte, hvorfor han valgte at gå til bekendelse. Helligånden havde nemlig vækket hans samvittighed, da han lyttede til sangen ”Redeemed” af gruppen Big Daddy Weave.

”Jeg ved, at Herren har rørt ved min ånd,” sagde Danny Holmes til dommeren ifølge Daily News Journal.

Det gør indtryk på Big Daddy Weaves forsanger.

– Vi har hørt mange historier om, at Gud har brugt denne sang. Dens budskab ligger Guds hjerte nær, siger Mike Weaver.

Teksten lyder i dansk oversættelse:

“Hele mit liv er jeg blevet kaldt uværdig/ af min egen skam og skyld/ Men når du hvisker ”Barn, løft dit hoved”/ husker jeg, oh Gud, at du ikke er færdig med mig endnu/ Jeg er løskøbt, du sætter mig fri/ Så jeg vil ryste disse tunge lænker af og fjerne hver plet, / jeg er ikke den, jeg plejede at være / Jeg er løskøbt”.

Danny Holmes fik en livstidsdom og indrømmede, at han havde fortjent den. Samtidig lovede han at tjene Jesus resten af livet og bede for de pårørende til den mand, han havde dræbt.