Det skæbnesvangre spørgsmål

Den dag, der her i søndagsteksten tales om, var én af de vigtigste i Jerusalems tusindårige historie. På denne dag blev de åndelige ledere i Den Hellige Stad stillet over for et spørgsmål, som fordrede præcis det ene svar, der ville afgøre byens og nationens skæbne.

Det fører med sig, at denne søndagstekst er én af de vigtigste i hele kirkeåret. I den stilles det samme præcise spørgsmål, hvis svar i lige så høj grad afgør kirkens og nationens skæbne.

Da Jesus på denne skæbnesvangre dag hørte Israels svar, brast Han i gråd og udbrød: ”Du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt!

Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer i Herrens navn (Matt.23:37-39).

Hvad siger Jesus i dag efter denne (årets vigtigste) søndagsprædiken i mere end 2000 kirker over det ganske land? Han stiller jo på denne oktobersøndag det samme spørgsmål som foran Templet for to tusinde år siden…

Øjeblikkets storhed

Skæbnedagens begivenheder startede med, at farisæernes parti i Jerusalem ’godtede sig’; de havde (ifølge Ny Testamente) hørt, at (citat): ’Jesus havde lukket munden på saddukæerne’ (v.34). Idet de tilsyneladende var totalt blanke med henblik på forståelsen af øjeblikkets storhed, blev de enige om, at ’de nok skulle få sat Jesus på plads’.

De satte en ekspert på sagen (’en lovkyndig’), som forberedte ’den fælde’ (v.35), der med sikkerhed ville ’klappe i’, når Jesus skulle svare på (citat): ’Hvilket bud i loven er det største’? (v.36)

Det viste sig nu, at den religiøse elite havde forregnet sig; fælden klappede ikke! Jesus erklærede, at der ikke er kun ét bud – men der er to bud, ’som er lige store’, og det andet af disse to bud siger, at ’du skal elske din næste som dig selv’ (v.39).

Spørgeren, (loveksperten) var tydeligt hårdt ramt ved Jesu svar (som nu også lukkede munden på ham) – og i dette tavshedens øjeblik kommer Jesus med sit (altafgørende) modspørgsmål:
”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er Han?” (v.42)

Farisæerne rådslår. Så falder svaret: ”David!” Dermed er deres sag afgjort! Jerusalems skæbne er beseglet – og hvis kirkens svar i Danmark ikke har mere at sige om denne sag, så vil også (citat): ’dens hus blive overladt til sig selv – øde og tomt’! (Matt.23:38)

Åbenbaringen

Kort forinden passerede Jesus med sine disciple Cæsarea Filippi (Matt.16:13). Her stillede Han det samme spørgsmål: ”Hvem siger folk, at jeg er?” Disciplene kom med forskellige svar, men Peter udbrød: ”Du er Messias, Den levende Guds Søn!” (v.16)

Da erklærede Jesus: ”ikke noget menneske har fortalt dig dette, men det er min far i himlen, som har åbenbaret det for dig, og på denne (åbenbarings-)klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (v.17-18).”

At Jesus er Davids Søn (ifølge sit jordiske slægtsregister… Matt.1:6-16) kan ikke holde djævlemagterne tilbage. Men at Maria er Hans eneste mor – og Gud Hans eneste far… at Han er den levende Guds Søn er den åbenbarelse, som Dødsrigets Porte ikke kan få bugt med.

Hertil kan anføres

Lad os derfor gøre denne søndagens udfordrende tekst mere personlig.
Hvem siger du, at Jesus er? Hvis du siger, at han er ’Davids Søn’ (sådan som det var det reserverede, skriftkloge svar) – så er du ’skriftmæssigt’ på sikker grund!

Det er ubestrideligt sandt, at Jesus, Menneskesønnen, befinder sig i Davids familietræ – men denne pæne, religiøse respons redder ingen sjæl fra fortabelsens mørke!

Hvis du siger, at ’Jesus er den levende Guds Søn’, så bygger denne bekendelse på en åbenbarelse, som kun din himmelske far kan give dig, og det er den klippe, hvorpå Kristus bygger sin kirke.

Hertil kan imidlertid tilføjes endnu et element: Hvis du ud af et oprigtigt hjerte tør sige: ”Jesus er den levende Guds Søn, og Han er min Herre, så taler du ikke længere ud af dig selv; da taler du ud af Guds Ånd, thi Jesus forklarer jo i søndagsteksten, at (citat): ’David i Ånden kaldte Ham ’Herre’ (v.43).

”Og i det tilfælde,” tør jeg afsluttende påstå, ”kommer du under den velsignede forjættelse, som Jesus citerer fra Davids 110. salme, når Han i vor søndagstekst udbryder: ”Herren (Faderen) sagde til min Herre (Sønnen): Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder!” (v.1)

Søndagens tekst: Matt. 22: 34-46

Det vigtigste bud i Toraen

34 Da farisæerne fik at vide, hvordan Jesus havde lukket munden på saddukæerne, udtænkte de et nyt spørgsmål. 35 De fik en af de skriftlærde til at spørge:
36»Mester, hvilket bud er det vigtigste i Toraen?«
37 Jesus svarede: »Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med hele dit liv og med alle dine tanker. 38 Det er det vigtigste og største bud. 39 Der er også et andet bud, som udtrykker det samme: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’40 Det er det, Toraen og profeterne drejer sig om.«

Messias som Davids søn

41 Mens farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem: 42»Hvad mener I om Messias? Hvem er han søn af?«
»Han er Davids søn,« svarede de.
43»Hvordan kunne så David, der var inspireret af Helligånden, kalde ham ‘herre’? David sagde jo:
44‘Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre side,
imens jeg overvinder dine fjender.’
45 Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?«
46 Det kunne de ikke svare på. Og fra da af, var der ingen, der turde stille spidsfindige spørgsmål.