’Jeg tilgiver dig – gå til Gud med din skyld’

Videoen fra retssalen, hvor den 18-årige bror til den skuddræbte Botham Jean omfavner betjenten, der skød hans bror, er gået viralt. Se videoen nederst i artiklen.

En hvid kvindelig betjent fra Dallas, der i 2018 skød en uskyldig sort mand, Botham Jean, i hans eget hjem, fik evangeliet både forkyndt og demonstreret i retten.

Den 18-årige Brandt Jean chokerede retten, da han sidste onsdag tilgav sin brors morder og opfordrede hende til at give sit liv til Kristus. Fra vidneskranken sagde han henvendt til Amber Guyger:

”Jeg vil ikke sige det for anden eller hundrede gang, hvor meget du har taget fra os. Det tror jeg, du ved. Men jeg håber, at du går til Gud med al skylden og alle de dårlige ting, du har gjort i fortiden. Hver eneste af os har gjort noget, som vi ikke skulle have gjort. Hvis du virkelig angrer … så ved jeg for mit eget vedkommende, at jeg tilgiver dig. Og jeg ved, at hvis du går til Gud og beder ham om det, vil han tilgive dig.”

Man kunne høre folk hulke i retten, da Brandt Jean fortsatte:

”Jeg elsker dig ligesom enhver anden. Og jeg ønsker ikke, at du må rådne op i fængslet eller dø, ligesom min bror gjorde det. Jeg håber på det bedste for dig. Jeg ville egentlig ikke sige det foran min familie eller andre, men jeg ønsker faktisk heller ikke, at du skal i fængsel. Jeg ønsker det bedste for dig. For jeg ved, at det er præcis, hvad Botham ville have ønsket for dig. Og det bedste ville være, at du gav dit liv til Kristus.”

Derpå sagde Brandt Jean til dommer Tammy Kemp: ”Må jeg godt give hende et knus?”
Dommeren tørrede sine øjne og svarede: ”Ja”.

Et langt knus og en bibel fra dommeren

Brandt Jean og hans brors morder omfavnede hinanden i retten næsten et helt minut.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Dommeren undskyldte sig og forsvandt. Da hun kom tilbage, havde hun en bibel i hånden.

Dommer Tammy Kemp gjorde ligesom Brant Jean det utænkelige for at hjælpe morderen.

Nu skete endnu en uhørt ting i retten: Dommeren gav sin bibel til den sigtede, idet hun sagde, at hun havde tre eller fire andre derhjemme. Hun bad Amber Guyger læse ”Den lille Bibel” i Johannesevangeliet 3,16 med ordene: ”Det er din opgave”. Herefter gav også dommeren den tiltalte et knus.

Efter kritik fra ateister har dommeren forklaret, hvad der skete. Hun pointerer, at hendes samtale med den tidligere betjent fandt sted, efter at dommen var blevet afsagt, og at det handlede om at gøre hende til et bedre menneske.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Hun spurgte mig, om jeg tror, Gud vil tilgive hende. Og jeg sagde til hende: ”Ja, Gud kan tilgive dig, og han har allerede gjort det”, fortalte dommeren til AP.

– Hvis hun ville begynde at læse i Bibelen, ønskede jeg ikke, at hun skulle gå tilbage til fængslet og synke ned i tvivl og selvmedlidenhed og blive bitter. Hun har stadig et langt liv foran sig efter afsoningen, og jeg håber, at hun vil kunne leve det på en meningsfuld måde, forklarede dommeren.

Anklagemyndigheden havde bedt om 28 års fængsel til betjenten, fordi hendes offer var 28 år gammel, da han blev dræbt.

Juryen fandt tiltalte skyldig, og Tammy Kemp idømte Amber Guyger 10 års fængsel for drabet på Botham Jean.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I 2018 var Amber Guyger ved et uheld kommet til at parkere på den forkerte etage. Hun tog elevatoren til det, hun troede var sin egen lejlighed. Her åbnede hun døren og blev mødt af Botham Jean, som hun – ifølge sin egen forklaring – troede befandt sig i hendes lejlighed. Hun havde derfor skudt manden på stedet.