Løvhyttefest – opfyldelsens fest

Ligesom de andre fester er det en høstfest, men hvor man til påske har den første byghøst og til pinse hvedehøsten, så er løvhyttefesten en fest for frugthøsten og for Guds omsorg for sit folk i de 40 år, hvor de vandrede i ørkenen.

Når Løvhyttefesten derfor fejres i den 7. måned så har det noget at gøre med tidens fylde. Tallet 7 udtrykker det komplette, og derfor er dens profetiske indhold også særligt noget, der har med endetiden at gøre, hvor Messias kommer og gør alting vel.

Til løvhyttefesten udtrykkes det ved, at man skal bo i små hytter og glæde sig i 7 dage (3.Mos. 23,40).

Selve ordet en løvhytte hedder på hebraisk Sukka סֻכָּה men ofte møder vi det i flertalsformen, hvor det hedder sukkot. På engelsk er festen kendt som ”feast of tabernacles”.

Israel skulle huske, at de boede i løvhytter under vandringen gennem ørkenen til det forjættede land, og at Herren var med dem og var den beskyttende sky, og han var den lysende ild om natten. Han ledte dem og sørgede for dem.

Løvhyttefesten er derfor en glædesfest, der på en særlig måde knytter glæde til afhængighed af Gud.

Forud går en periode på 10 dage, fra Rosh Hashanah (nytårsfesten) til Jom Kippur (Den store forsoningsfest), hvor temaet er omvendelse og forsoning. Man fejrer det blandt jøder i alle samfundslag ved at ringe rundt og bede om tilgivelse ved mennesker, man er kommet til at såre i årets løb. Først efter denne periode er man klar til at gå ind i glæden og herligheden 5 dage efter Jom Kippur.

Messiasforventningen og helligåndsudgydelse

Der er i den jødiske tradition en forventning om, at Messias skal åbenbares under løvhyttefesten.

Vi ser et glimt af det i Johannesevangeliet kap. 7, hvor der er en passage om Jesu brødre, som siger til Jesus, at han skal tage til Jerusalem under løvhyttefesten og vise sine gerninger for verden der.

Måske er beretningen om forklarelsen på bjerget, hvor Peter vil bygge løvhytter, også et hint om det, Matth. 17,1 ff.

Vi ser det også ved, at der var en forventning om, at Guds Ånd skulle udgydes i forbindelse med løvhyttefesten.

Jesus står frem på løvhyttefestens sidste og mest hellige dag:

”På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: ”Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ›Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.‹” Johs. 7,37-38
På løvhyttefestens sidste dag var der en særlig vandceremoni, hvor ypperstepræsten hentede vand fra Siloa Dam og bragte det op til alteret i templet som et vandoffer. Der var boret 2 huller i alteret, et til vinofferet og et til vandofferet. Så vandet ville løbe igennem alteret. Jesus bruger dette billede til at udtrykke, at Helligånden skal strømme igennem dem, der tror på ham.
Så Helligåndsudgydelse er også knyttet til denne fest.

Løvhytte og Jul

Men der er også en forbindelse mellem Jesu fødsel og Løvhyttefesten.
Hvis vi ser på, hvornår Jesus blev født, så falder det sammen med den tid på året, hvor man fejrede løvhyttefest.

Man regner det ud fra Johannes Døbers fødsel. Vi kender nemlig den måned, hvor hans far, Zakarias, tjente ved templet, fordi han var af ”Abias skifte” Luk. 1,5.

I 1. Krøn. 24,10 læser vi, at det skifte var det ottende ud af fireogtyve. Johannes havde altså tjeneste om sommeren, da han fik at vide, at Elisabeth skulle blive gravid. Så gik der 6 måneder fra Elisabeth undfangede Johannes, til Maria kom og besøgte Elisabeth (Luk. 1,36), hvor vi læser at Johannes sprang i maven på Elisabeth (Luk. 1,43).

Når vi lægger det hele sammen, ender vi i omkring september – oktober, som netop er tiden for løvhyttefesten.

I Johs. 1,14 står der, at ”ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed…”. Det græske ord for ”at tage bolig” kan netop betyde at slå telt op eller bygge hytte og svarer til det hebraiske ord for løvhytte.

Glæde for hele folket

Budskabet til hyrderne på marken handlede da også om en stor messiansk glæde for hele folket, og netop løvhyttefesten er kendt som dette, en glædesfest.

Og at det er for hele folket, har jøderne en særlig tradition omkring.

Hvert år til løvhyttefesten ser man folk gå rundt med nogle grene, den såkaldte lulav.

Det er en tradition, der går tilbage til 3. Mos. 23, og i den jødiske tradition er de 3 forskellige grene, Palme, pil, myrte – og Etrog, symboler på forskellige slags mennesker.

Men til løvhyttefesten fejrer man festen med både de fromme og de knap så fromme.
Folket bliver forenet i glæde til løvhyttefesten.

Måske var det også derfor, at det var hyrder og stjernetydere fra et fjernt folkeslag, som skulle have det glædelige budskab om fødslen af jødernes konge først.

Israel og folkeslagene

Da kong Salomo indviede templet i Jerusalem, skete det under Løvhyttefesten, hvor Salomo bad særskilt for, at Gud ville høre folkeslagene, når de beder ved templet:

2. Krøn. 6,33: ”Så hør fra himlen, hvor du bor, og gør, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folk skal kende dit navn og frygte dig….”

Derfor er løvhyttefesten på en særlig måde blevet en fest, der knytter jøderne og folk fra mange lande sammen.

I Talmud fortælles det, at der blev ofret 70 ofre under løvhyttefesten for de 70 folkeslag i verden, for at bringe Guds velsignelse til ikke bare jøderne, men til hele verden.

Også profeten Zakarias udtrykker i kap. 14 af sin bog en vision om, at folkeslagene engang skal tilbede Herren sammen med Israel til løvhyttefesten.

Hans profeti kommer til live i disse år, hvor mere end 100 nationer er repræsenteret i Jerusalem til løvhyttefesten.

Gud vil knytte Israels folk og folkeslagene sammen, sådan som det også blev profeteret i tidernes morgen til Abraham: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes” 1.Mos. 12,3

Taler om endetiden

Løvhyttefesten er en særlig fest for tidens fylde. Den har som den eneste af de tre bibelske fester endnu til gode at se sin fulde opfyldelse, når Jesus kommer igen.

Alle Guds fester kaldes moedim af det hebraiske ord moed מוֹעֵד, som betyder en fastsat tid for et møde med Herren. Derfor måtte Israel også først komme tilbage til landet, før Løvhyttefesten kan få sin fulde opfyldelse i et møde med Herren, når Jesus kommer igen.

Men løvhyttefesten er også en fest for den store høst, Frugthøsten.

Endetiden skal være en stor indhøstningstid af sjæle til Guds rige, men det er også nærliggende at tænke på åndens frugter. Den sidste tid før Jesu genkomst skal Jesu brud åbenbares i al sin skønhed med kærlighed, tålmodighed, mildhed.

Da det også er en fest for forsoning og tilgivelse og herlighed, kan vi måske forvente en forening med det jødiske folk og se frem til forsoning mellem Guds ejendomsfolk og de messiastroende fra de mange folkeslag, dvs. os kristne.

Og ligesom den første løvhytte startede i ørkenen, med 100% afhængighed af Gud, må vi også forvente en tid, hvor det at være menighed ikke handler om bygninger, penge og magt, men om tillid til Herren og livet i Guds herlige nærvær.