Mangler kirken viden om håndtering af psykisk sårbarhed?

Indimellem hører man om dem – psykisk sårbare, der vandrer fra kirke til kirke. De hungrer efter fællesskab, og hjertevarme kristne rækker ud, og rækker ud, og rækker ud – indtil de pludseligt ikke kan mere.

Behovet virker endeløst, og utaknemmeligt. Hjertevarmen bliver sværere at føle, og fornemmelsen af udbrændthed bliver mere fremtrædende. Den psykisk sårbare mærker tilbagetrækningen, afvisningen, og vandrer videre.

Med endnu en bekræftelse af, at de ikke er værd at elske, og at de ikke er til at holde ud i længden. Og de personer, de knyttede an til i kirken, ånder måske i første omgang lettet op, men ofte med dårlig samvittighed og en fornemmelse af utilstrækkelighed.

Hvad gør de personer i kirken, når de igen møder en person, der udviser samme relationelle mønster?

Mit bud er, at de går langt udenom. Det var alt for stor en anstrengelse, og alt for stor en skuffelse.

Et fælles ansvar?

Det er selvfølgelig ikke historien hver gang. Det hænder, at psykisk sårbare møder erfarne, kærlige mennesker, der ved, hvordan de sætter sunde grænser for relationen. Grænser der gør, at relationen er bæredygtig og kan være langvarig. Det kan virke enormt helbredende for den psykisk sårbare, der kan få en ny erfaring af at være elsket – og elskværdig.

De vil da naturligt opsøge de mennesker i kirken, som favner dem med alt hvad de er. Det vil de gøre til fællesspisning i kirken, på udflugter, på lejre etc. Det virker umiddelbart harmonisk. De, der er gode til ”sådan nogle mennesker”, håndterer det jo fint. Og de andre hygger sig så med deres kaffe imens.

Nu lyder jeg måske unødigt ironisk, for tydelighedens skyld. Men det er slående, hvordan der i kirkerne kan blive en fortælling om, at alle trives bedst sådan.

At de, der kan håndtere mennesker, der er psykisk udfordrede, de tager sig af dem, og de der kan finde ud af at styre teknikken, tager sig af den. Og det kan der jo være en vis rigtighed i. Men selvom psykisk sårbare flokkes om bestemte personer i kirken, er det jo ikke sikkert, at de personer aldrig har brug for en ”pause”, eller at de ikke kan føle sig alene om ansvaret.

De brudte og uønskede

Når kirkerne vokser, sker væksten ofte af personer, der har stødt sig på livet. Mennesker, der har erkendt deres egne begrænsninger, at de har brug for noget større, ofte en form for indre helbredelse.

De kommer der, hvor kirkerne åbner op eller rækker ud med kærlighed, om det så er på herberger, krisecentre, helsemesser eller andet. Der viser sig samme billede som på Jesu tid. Det er ofte de brudte, de udstødte, de uønskede, der takker ja til tilbuddet. Og der er nok af dem.

Personligt tror jeg, det er en myte vi som kristne fortæller os selv, at vi ikke deler de gode nyheder, fordi der ikke er nogen, der er interesserede. Der er masser af interesserede, hvis vi kigger de rigtige steder. Men min personlige erfaring er også, at kirkelige fællesskaber kan blive enormt udfordret på modtagelsen af disse mennesker. Mennesker, der har relationelle erfaringer i bagagen, som kan gøre dem vanskelige at holde af. Mennesker, der taler anderledes og udfordrer den kristne verdens forståelse.

Som har taget valg, som kirken ikke altid billiger.

Så er det, at det ofte sker – at de, der har en særlig brand OG sunde grænser, bliver de bærende kræfter i at rumme denne nye population i kirken. Men selv disse mennesker kan brænde ud i længden, hvis de ikke oplever, at der er nok, der vil bære med.

Ofte, tænker jeg, er det ikke et spørgsmål om uvillighed mod at integrere nye psykisk sårbare i kirken. Men det kan virke for svært, og der kan som nævnt være erfaringer af at brænde ud i relationen til mennesker, der har en umættelig nærhedslængles eller andet, der gør det mere udfordrende at være sammen med dem.

Og så kan vi i kirken, som alle andre mennesker, være udfordret af en hverdag, der er svær nok at få til at hænge sammen uden yderligere udfordringer og behov, der skal mødes.

Mange er presset på tid og overskud.

Brug rytmerne i hverdagen

Derfor bliver det særlig vigtigt, at det at åbne kirken (i bredeste forstand) op for de nye medlemmer, ikke bliver noget ekstra. At vi lærer en måde at integrere dem på i de rytmer, vi allerede har i vores hverdag. Om det så er, at vi en gang hveranden uge har en ekstra gæst til aftensmad, eller tager med en anden forælder og vedkommendes barn på legeplads, når vi alligevel selv skulle af sted.

Eller om det er at invitere en med på gåturen med hunden, på den rutinemæssige biltur, med til kaffebrygningen før gudstjenesten eller… fortsæt selv rækken af muligheder.

Hvis nu alle, eller mange flere, bar med i de små hverdags rutiner, ville vi kunne have kirkelige fællesskaber, der kunne rumme meget mere.

Jeg savner mere snak om, hvordan vi kan integrere psykisk sårbare i fællesskaber og daglige rutiner. Hvordan vi sætter sunde grænser og passer på os selv – og dem. At der er lederaftener, lederkonferencer, som har fokus på netop det – og ikke kun under diakonisamlinger eller lignende, der igen appellerer til en særlig gruppe i kirken.

For der ér allerede kirker, der har fokus på netop dette. Så spørgsmålet er mere – hvordan bliver det bredt ud, så alle kirker bliver bevidste om, hvordan vi inviterer nye, psykisk sårbare, ind i fællesskabet?