Salmebog fra 1756 blev reddet på lossepladsen på Als

Skrædder Peter Ernst blev åndeligt vakt af omvandrende herrnhutere og var så begejstret over sin frelser, at han digtede og udgav 200 salmer omkring 1755-56. Et par århundreder senere røg hans salmebog på lossepladsen – og blev kun reddet ved et tilfælde.

(Læsetid: 14 minutter)
På bogens omslag er gengivet et af træstikkene fra Peter Ernsts salmebog: Det sejrende Lam – et billede på Jesus fra Åbenbaringsbogen 5: Lammet, der blev slagtet og som med sit blod købte mennesker af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag.

Samtidig med, at Brorson digtede sine senere så kendte salmer og blev biskop i Ribe, sad Peter Ernst i skrædderstilling nede på Als, og når han ikke syede, digtede han om sin kære frelser.

Som 26-årig oplevede Peter en personlig vækkelse i 1744, da han mødte kristne fra brødre-vækkelsen, der i 1722 var brudt ud i Herrnhut syd for Berlin.

Her havde forfulgte kristne fra Polen og Tjekkiet fået lov at slå sig ned på den unge grev Zinzendorfs gods. Og da Helligånden faldt over dem den 13. august, blev de så optaget af at bringe evangeliet ud til hele verden, at de gennem de næste 65 år udsendte 200 missionærer fra den lille nybyggerby, hvor der oprindeligt kun boede ca. 300.

Forfulgt i Danmark

Grev Zinzendorf tog selv til Danmark, hvor hans kusine var blevet dronning. Men den begejstrede og karismatiske unge greve fik den ellers så fromme kong Christian VI imod sig, fordi han ikke brød sig om deres løsslupne stil.

Brødre-vækkelsen blev derfor de næste 50 år forfulgt af myndighederne. Præsterne skulle indberette al form for vækkelses-aktivitet til biskopperne, som igen skulle indberette til staten. Først under Christian VII fik brødrene i 1772 tilladelse til at bygge deres egen fristad – Christiansfeld. Her blev det lovligt at mødes uden sognepræsternes tilladelse. Og både mænd og kvinder kunne være sammen til møder.

Men i de forbudte år vandrede brødrene alligevel rundt – ofte som håndværkere og daglejere – og i hemmelighed fortalte de om, hvordan man kunne opleve Gud, Jesus og Helligånden på en helt personlig måde.

De lagde stor vægt på den personlige relation til ”den kære frelser”, som ikke blot var Gud og Herre, men også ens nærmeste ven og broder.

Peters tomme liv

Peter fortæller i sin salmebog om, hvordan han ganske vist havde lært Luthers katekisme i skolen i Ketting, men som ung ”gik fort med verden og lod min katekismus blive i hovedet og ikke i hjertet, som de fleste gør, desværre”.

Hans første nadver (som man først fik efter konfirmationen dengang) betød for ham kun, at han nu blev anset som voksen, så han kunne gå på værtshus, spille, danse, holde sig lystig og vinde bifald.

Og hans idoler var honette folk, som førte sig frem – og det var måske de fornemme folk, som færdedes ved det nærliggende Augustenborg Slot, hvor hertug Christian August omgav sig med overvældende pragt. (Augustenborg-slægten stod for tur til at arve den danske kongetrone.)

Peter blev i april 1740 gift med den 14 år ældre Kirsten Nisdatter fra Dyndved. Og kirkebogen fortæller, at de allerede syv måneder senere får deres første barn.

”Vi kan få Helligånden”

Men så er det, at han bliver omvendt – eller måske nærmere forelsket i Jesus. Og han oplever Helligåndens nærvær.

Noget, der befordrer hans tro er en samtale med en ”rædelig Hustru” (en retskaffen kvinde) som han taler med ”ved en lejlighed”. Så det er nok ikke hans egen hustru, han skriver om.

Men denne kvinde er ”oplyst af den Helligånd” og hun vidner for ham, at ”vi kan få den Helligånd lige så vel som de hellige apostle”.

Hun hviler i sin frie tro, og hun er ”så glad og munter i Herren, at jeg forundrede mig derover”.
Når han fortæller hende om sine anfægtelser, bliver hun bare fornøjet og ser det som udtryk for, at Morgenstjernen er ved at trænge igennem til hans hjerte.

Udtrykket Morgenstjernen fortæller os, at hun – ligesom hele Peters senere salmedigtning – er påvirket af den herrnhutiske brødre-vækkelse, som disse år bryder igennem blandt ”de stille i landet”, men som først 30 år senere udmønter sig i en Brødremenighedsby – Christiansfeld.

Hidtil har man ikke vidst, at der også var brødremenigheds-vækkelse på Als så tidligt.

Overrasket af glæde

Peter beskriver selv i en salme den overraskelse, det var for ham at møde den levende kristendom og de levende kristne:

Aldrig kunne jeg tale nok
om den nykendte frelser.
Også om hans korsets flok,
som Lammet trolig elsker.
Det vist nyt var for mig,
som har levet seksogtyve år,
men aldrig til sådant fornummet.
Halleluja.

Titelbladet til Peter Ernsts salmer nr. 160-187, som formentlig blev udgivet i 1756
Forelsket i Jesus

Det blev så stærkt for Peter at opleve denne personlige vækkelse, at han bare måtte fortælle om det store, han havde oplevet og sin store kærlighed til Frelseren.

Han følte en trang til at formulere sig i rim og vers, som han skrev på en kridttavle. Når han syntes, de ramte plet, skrev han dem ned på papir. Nogle fik han måske trykt som skillingsviser.

Men i 1755 får han 187 af salmerne trykt i Tønder. Derefter følger et hæfte med kristen undervisning formuleret som 7 menighedsbreve, og en snes nye salmer.

Forkyndelsen i denne første periode af vækkelsen var meget Jesus-centreret. Det handlede meget om Jesu lidelse, hans ”vunder og sår”. Og især om, at Jesus ikke blot havde lidt sin frygtelige død på korset for al verdens synd, men for MIG.

I de fleste salmer fortæller han om Jesus og hans blodige lidelse og død. I vores rationalistiske tid vil selv inderligt troende kristne nok føle, at der er vel meget blod og lidelse. Men dels var tiden og sproget dengang mere svulstigt, dels var netop fordybelsen i Jesu lidelse så vigtig, fordi Jesu blod jo bragte forsoning for vores synd og lindring for vores smerter.

Helet ved hans sår

Som der står i Esajas 53, 4-5:

”Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud.

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.”

Derfor kan Peter Ernst også finde på at skrive, at han finder sin ro og fred i Jesu åbne side. (Hvor Jesu hjerte blev gennemboret af et spyd. Jf. evangelierne – og sporene på Torino ligklædet.)

I den missionske vækkelse, der kom hundrede år efter brødre-vækkelsen, lagde man også stor vægt på Jesu lidelse og død. Men her var det først og fremmest for at mane til omvendelse.

I den moderne karismatiske fornyelse har man ikke lagt så stor vægt på blodet og lidelsen, men til gengæld har man genopdaget den hemmelighed, der ligger i disse vers om, at der BÅDE er frelse OG helbredelse i Jesu blod, dvs. i hans offer-død på Golgata.

Kritik af statskirken

Hver ny vækkelse genopdager en side af evangeliet, som måske er blevet ignoreret forud.
På Peters Ernsts tid – to århundreder efter Luthers reformation – var den lutherske statskirke stivnet i ortodoks religiøsitet. Det handlede om at holde reglerne. Troens inderlighed var afløst af kold rettroenhed og fornuft.

Peter Ernst kom med en indirekte kritik af statskirkens rationalistiske præster i en salme om yppersterpræsten og de skriftkloge, som i deres teologiske selvklogskab ikke engang forstod, at Jesus var Guds søn:

Her staar du for de lærde mænd,
Og er for dennem ret ukiend,
De vide skriften, men Guds Lam
De kiende ey, det er en skam.

For bisper, præster Jesus står
og la’r sig se, dog frit de går
kun altid efter eget sind.
Det volder, de er synlig blind.

Ak, hvordan har de præster lærd?
Det er jo ganske rent forkert
at kende Skriften og ej se
på denne søde Frelsere.

At kende Skriften uden ham,
det er en evig spot og skam!
Det er en lærdom ganske slet,
som ses hos disse præster ret.

Hvor mange lærde er der ej,
som vandrer på den mørke vej?
Et billed har vi her at se:
De præster gør kun Jesus ve!

Så går det og i denne tid,
man lær, studerer ret med flid,
men Jesu vej forbi de går
og følger ej hans fodespor.

Gud lære mig og hver en sjæl
at kende den Immanuel,
som stod i striden mandelig
Og skænket os sit Himmerig.

(Salmen kan synges på melodien til Vorherres Jesu mindefest.)

Pietismens vækkelse

Pietismen opstod som en modreaktion imod den kolde teologi. Pietisterne lagde vægt på alvorlig omvendelse og bod. Og som kristen skulle man også leve et ansvarligt moralsk liv, hvor man tog sig af de sociale forhold med sygehuse og skolegang for befolkningen.

Kong Christian VI gjorde et stort arbejde for at fremme denne kristendomsforståelse i Danmark.

Men desværre vendte han og mange af pietisterne sig imod den næste vækkelse fra Herrnhut.

Historisk set har en gammel vækkelse ofte været en ny vækkelses største modstander.
Det er tankevækkende.

De fromme pietister følte nok, at herrnhuterne var for løsslupne, og at kirken ikke havde kontrol over disse Jesus-forelskede og Helligånds-inspirerede lægfolk.

Kongen udstedte ligefrem et cirkulære, der forbød ansættelse af præster og lærere, der bare havde besøgt Herrnhut eller andre af Brødremenighedens fællesskaber.

Peter Ernst fik en levende tro på grund af de forbudte brødremenighedsfolk, som kom til øen i disse år.
Inderligt fællesskab

Brødre-vækkelsen i Herrnhut var ikke mindre from end pietismen, men istedet for at lægge vægten på anger, bod og ordentlighed, prædikede man om at leve det nye opstandelses-liv i frihed og glæde i Helligånden. Og i mission, ikke mindst.

Det var et hengivent liv i efterfølgelse af Jesus – koste hvad det ville – for at bringe evangeliet til verdens værste områder. Grønland, De Vestindiske Øer, slavekolonierne, Moskitokysten…

Man lagde vægt på et hjerteligt fællesskab på tværs af stand, race og køn, fordi alle, der følger Jesus, ifølge Jesus selv er brødre og søstre. Deraf kom navnet brødremenighed.

Desuden var bevægelsen tværkirkelig. Grev Zinzendorf gik ikke med på den herskende religionskrig mellem lutheranere og katolikker, men anerkendte troende kristne – uanset deres kirkeforhold. Han mente, den sande kirke består af Jesus-troende, indenfor alle kirker.

Og han elskede også jøderne, i modsætning til Luther og katolikkerne, der dengang var temmelig anti-semitiske.

Og endelig var vækkelsen præget af bøn fra starten, hvor man indførte 24 timers bøn 7 dage om ugen for at bede om beskyttelse imod dem, der ville udrydde byen.

På skift bad to brødre eller søstre i 2 timer, før de blev afløst af to andre – og sådan blev det ved i de første 100 år!

Intet under, at denne vækkelse i de første generationer var fyldt af Guds ånd og spredte sig overalt.

Senere stagnerede og stivnede også denne vækkelse og måtte afløses af nye vækkelser.
Dem, der holder fast i en nok så god vækkelses teologi og ritualer, har i virkeligheden misforstået, hvad vækkelse er.

De går glip af den åndelige fornyelse, som en vækkelse kan bringe ind i en stivnet kirke – eller et stivnet personligt kristenliv.

Men for Peter Ernst varede hans personlige vækkelse formentlig indtil hans død allerede i 1776. Han blev kun 58 år. Forøvrigt blev han begravet samme dag som hustruen. Vi véd ikke, hvorfor de døde samtidigt, som det fremgår af kirkebogen.

Opdaget på lossepladsen

Når vi i dag véd alle disse ting om denne ellers ukendte alsiske salmedigter og skrædder, så skyldes det først og fremmest to mænd.

Den første var dansklærer Christian Fægteborg, Østerholm, som i begyndelsen af 1990’erne opdagede Peter Ernsts salmebog fra 1755 indbundet i to tynde træplader som et klenodie – men smidt på lossepladsen i Guderup.

Efter noget diskussion med genbrugsdamen fik han lov at tage salmebogen med hjem.

Tidligere sognepræst, dr. teol. Jens Lyster med sit store værk om den alsiske salmedigter Peter Ernst.
Salmeekspert på besøg

En dag i 1996 kom sognepræsten i Notmark på husbesøg. Fægteborg viste den gamle bog til præsten. Og til alt held – eller Guds finger – var denne præst Jens Lyster, der netop er salmeforsker!

Lyster er æresdoktor ved Københavsn Universitet og har bl.a. udgivet den første store danske salmedigter H.C. Stehns samlede skrifter. Han har også siddet i Det Danske Sprog og Litteraturselskab, været redaktør af Hymnologiske Meddelelser, og har fået flere litteraturpriser.

Jens Lyster kastede sig med sit forsker-gén over sagen og har gravet et væld af oplysninger frem. Det lykkedes ham også at finde frem til, hvem ”den alsiske salmedigter” var, og hvor han han havde boet. Og salmerne talte jo sit tydelige sprog om, at Peter Ernst var blevet vakt gennem den herrnhutiske vækkelse.

Alle disse oplysninger har han samlet i et efterskrift på 80 sider, som også fortæller om den historiske og kirkelige baggrund. Der er også afsnit om de første brødre-folk i Sønderjylland og på Als. Desuden bringes Peter Ernsts egne fortaler til salmerne på ca. 40 sider. Og resten af den 478 sider udfyldes af salmerne.

Peter boede i Ketting på Als, tæt på Augustenborg, hvor hertug Christian August omgav sig ’honette folk’.
Stor bedrift

Når denne bog har kunnet udgives til en overkommelig lav pris, skyldes det Jens Lysters årelange research og samvittighedsfulde arbejde med bl.a. at tyde de gotiske tekster.
Desuden har Danfoss og Linak, som begge ligger netop på Als, samt Ribe Stifts sønderjyske salmelegat hjulpet økonomisk.

Selvom Jens Lyster – som nu er 77 år – nok ikke bør betegnes som hverken vækkelses- eller brødremenighedsmand, så har han beskrevet den Jesus-forelskede salmedigter loyalt og med videnskabelig dygtighed uden at flette egne synspunkter ind.

Salmerne kunstneriske værdi må vi overlade til eksperter at bedømme. De er naturligvis sprogligt forældede. Men Jens Lyster har udvalgt nogle, som kan synges på kendte salmemelodier. Disse ark får man med, når man køber bogen hos Udfordringen.

Peter Ernst var skrædder og ikke teolog, men han havde dyb indsigt i Bibelen. Og han var tydeligvis inspireret af Helligånden.

Hans salmer kunne være blevet lige så brugte og populære som den samtidige biskop Brorsons salmer, hvis Peter havde været på rette tid og sted. Men 243 år efter sin død er den alsiske Brorson alligevel kommet til ære og værdighed.

Men for Peter Ernst var den store sangfinale i Himlen.

Her er nr. 10 fra hans sangbog:

Aftensang.

Mel. Nu hviler mark og enge

Rør, Jesus, du min tunge
og lad mig om dig sjunge,
mens jeg i verden er;
Og når jeg skal henfare
til dine vunder klare,
da vil jeg synge meget mer.

2.Da vil jeg for din trone
udsynge om din krone
og om din’ blodig’ sår.
For dine fødder falde
med dine tro udvalgte,
som evigt for dit ansigt står.

3. Når døden mig vil trænge,
hjælp, Jesus, jeg må længe(s)
kun efter dig at få.
Så er mig døden glæde,
en vej til englesæde,
hvor evigt jeg kan vel bestå.

4. Når døden mig vil tage
og ende mine dage,
da vær mig ganske nær.
Med åndens trøst så milde,
O! broder Jesus lille,
forén dig med mig, Jesus kær.

Læs også