Vær med til at bygge op

Af ansvh. redaktør Henri Nissen

Hver uge lægger vi nyheder og kommentarer ud på Facebook fra avisens hjemmeside. Gennem internettet når nogle artikler ud til tusindvis af nye læsere. På internettet støder mange ikke-troende danskere tilfældigt ind i nogle af de over 20.000 artikler, som vi gennem årene har lagt ud.

Det giver en vidunderlig mulighed for, at Gud kan åbenbare sig for ”dem, der ikke søgte”. (I hvert fald søgte de ikke bevidst efter Gud på internettet, men nogle fandt Ham alligevel.)

Jeg ville ønske, vi kunne gøre meget mere for at få de gode nyheder ud i medierne – og begrænse skaderne efter den løgn og manipulation, som desværre også spredes om kristne.

Man føler sig ofte som David imod Goliat. Modstanden synes overvældende. – Men vi skal huske, hvem der vandt…!

Det er klart, at ateister og okkultinspirerede mennesker reagerer, når vi taler om Gud og især om Jesus. De véd ikke bedre. Men Ordet gør alligevel sin virkning i dem.

Det er sværere at forstå, at mennesker, som kalder sig kristne, og som burde kunne forstå tingene i et åndeligt perspektiv, gang på gang kommer med facebook kommentarer, der drypper malurt (bitterhed, gift) i bægeret. Ofte kritiserer de en lille detalje, som slet ikke er væsentlig.

Men derved forhindrer de ikke bare sig selv, men de følgende læsere i at få gavn af budskabet.

Vi skal dømmes for ethvert tomt ord…

Jesus kritiserede sin samtid for, at de var sure og afvisende, ligegyldigt hvad han og Johannes Døberen sagde.

”Hvordan skal jeg beskrive den slags mennesker?”, siger han. ”Forestil jer nogle børn, der sidder på torvet og råber til deres kammerater: ‘Vi spillede på fløjte for jer, men I ville ikke være med til at synge og danse. Vi spillede sørgesange, men I ville heller ikke være med til at sørge’.” (Matt. 11,16-17)

I dag har vi en flok farisæiske facebook-skribenter, som rakker ned og kritiserer. De kan føre sig frem. For på Facebook møder vi dem netop ikke ansigt til ansigt. Og ofte kan de ikke selv bygge noget op, men kun kritisere andre.

Det er nemt at skrive en smart, nedladende og bedrevidende bemærkning. Men vi bør gøre os klart, at den slags sjældent gavner Guds rige – uanset hvor rettroende og fornuftige, disse kommentarer kan lyde.

Jesus siger: ”På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.” (Matt 12,36.)

Et enkelt tomt eller negativt ord kan nemlig gøre skade i mange år og blandt masser af mennesker.

Skadelige ord har en langtidsvirkning

For mange år siden var der fx en ellers god kristen, der kom med én enkelt nedladende bemærkning om en præst i sin by.

Hans bemærkning efterlod i årtier et forbehold i mig overfor denne præst. Men en dag mødte jeg selv præsten ansigt til ansigt og fandt ud af, at han var god kristen bror, som jeg ville ønske, jeg havde kendt før.

Jævnligt er der folk, der skriver til os og ønsker, at vi skal tage afstand fra andre kristne.
Det er, som om der er et mønster her: De mennesker, der gør mest gavn i Guds rige, bagtales og forfølges mest – desværre også af nogle medkristne, som bevidstløst lader sig bruge af Anklageren, som er et andet navn for djævelen.

Tro derfor ikke på dem, der taler ondt om andre kristne. Husk på, hvem afsenderen er. Afvis Anklageren, som forsøger at så splid og mistro i mellem os.

Dem, der lægges mest for had, kan være Guds profeter!

For sådan var det også i bibelhistorien: Nogle profeter var populære, men de profeterede kun deres egne tanker. Det, folk ville høre. Andre profeter gjorde folk rasende, men de talte sandt…

Som kristne har vi adgang til de bedste sandhedskilder, der findes: Bibelen og Helligånden.

Men det nytter ikke, hvis Bibelen står på hylden, eller hvis vi nøjes med at synge og snakke om Helligånden. Vi skal bruge Bibelen og søge indsigt og adlyde, hvad Helligånden minder os om.