Vi er skabt med en guddommelig længsel

Kurt Christensen var kun en lille dreng, da han første gang mærkede en længsel efter Gud.

”Jeg gik på Bellahøj Skole og stod i den lille skolegård, og pludselig var der noget, der kom over mig, så jeg så mig selv som folkekirkepræst med hvid præstekrave på, mens det var, som om en stemme sagde, at jeg ikke skulle få et liv som andre, men skulle blive præst.

Og jeg fik en dyb længsel efter at blive brugt af Gud,” siger Kurt Christensen, da han tager hul på sin historie i det hyggelige hjem i Nexø, hvor han har boet sammen med sin kone de sidste 14 år.

Præst uden krave
Kurt Christensen fik aldrig præstekraven på, men allerede som 16-årig ankom han i stedet med en sovepose og 50 slips til Bornholm som hjælpe prædikant i pinsekirken i Rønne.

”Slipsene havde jeg fået af en tøjhandler, der kom i den store frikirke, jeg kom fra i København, så jeg gik hele tiden og skiftede slips af smånervøsitet, før jeg skulle tale.

For jeg havde mest øvet mig i at prædike for de utaknemmelige ænder i Utterslev Mose dengang,” griner han.

Kurt Christensen fik hurtigt ungdomsarbejdet i kirken til at vokse. Sideløbende uddannede han sig i turismebranchen med læreplads på keramikfabrikken Søholm.

Og på Bornholm traf han ikke mindst smedens datter, Inger, som han blev gift med kort inden, han som 20-årig blev forstander for en frikirke i Klemensker.

Siden gik det stærkt for den dengang unge præst, der har været frikirkepræst over hele landet og sågar på Færøerne gennem sin karriere.

I tidens løb har han blandt andet været leder af Danmarks største frikirke og kendt tv-prædikant, da han var med til at bryde DR’s monopol ved at starte den kristne tv-kanal KKR i 1980’erne.

Men flere gange er han vendt tilbage til klippeøen – både som præst i pinsekirken i Rønne og de sidste 15 år som pensionist i Nexø, hvorfra han stadig kører ud for at tale i øens frikirker.

Og sådan har han efterhånden over 60 års erfaring som prædikant, og han stopper ikke, før Gud kalder ham hjem til Himlen – med eller uden slips.

Længsel efter Gud
”Jeg opsøger det ikke, men så længe jeg kan stå på benene, siger jeg ja til at tale i kirker. Ikke for at høre mig selv tale, men fordi jeg stadig oplever, at Gud lægger noget på mit hjerte, når jeg søger ham.

Senest har jeg talt om længsel i baptistkirken,” fortæller frikirkepræsten, der mener, at vi alle sammen kender ordet længsel.

Vi længes alle efter noget, vi længes hjem som en hjemve – vi kan endda længes efter længslen. For hos nogen kan længslen forsvinde, så man kun har længslen efter længslerne tilbage.

”Jeg tror, at det dybest set bunder i, at Gud har skabt os med en længsel efter ham, så vi skal søge ham.

Gud er kærlighed, så vi længes i virkeligheden efter Guds kærlighed, men det bliver hurtigt forstyrret, så man ikke ved, hvad man egentlig længes efter, men det bare føles som en længsel efter noget udefinerligt.

Man kan have alt i denne her verden, alt rigdom og alt, hvad man ellers kan ønske sig, men alligevel længes man efter noget ubestemmeligt uden at vide det.

For det er Guds kald i mennesket, hvor selve længslen drages hen imod Kristus. Og jeg synes, at der ligger noget stærkt i, at Gud vækker længslen efter ham i os.”

Tror du, at Gud har lagt en længsel ned i alle mennesker?
”Ja. Og det fantastiske er, at han har lagt en længsel ned i os, fordi han selv har en længsel efter os. Som en far eller en mor kan længes efter sit barn.”

Kurt Christensen peger på Jakobs brev, hvor der står, at Gud længes med nidkærhed efter den ånd, han har givet bolig i os.

– Gud længes altså efter sit skaberværk. Gud længes efter vores kærlighed og fællesskab. Det kommer stærkt frem i den sidste nadver, hvor Jesus siger til disciplene:

”Jeg har hjertelig længtes efter at dele dette måltid med jer”, påpeger han og tilføjer, at Guds længsel efter at have fællesskab med os rækker helt ind i døden, hvor Jesus har beredt boliger til os, fordi han gerne vil have, at vi er der, hvor han er.

”Sådan længes Gud efter fællesskab med sine børn. Og sådan ligger længslen som begreb både på Jorden, i Himlen og mellem Jorden og Himlen.

Derfor tror jeg også, at man skal tage længslen alvorligt og spørge sig selv om: Hvad er min længsel? Det, tror jeg, er vigtigt, siger den gamle forkynder og tilføjer, at vi er fællesskabs væsener, så vi længes efter hinanden, og vi kan også længes efter dem, der er gået bort.

Man skal simpelthen bede Gud om, at ens længsel må blive vakt igen. For hvis længslen dør, oplever vi også, at vi selv dør.

Vi længes efter kærligheden. Jeg kan godt have en længsel efter det gamle ord vækkelse, som jeg især oplevede på Færøerne, hvor kirken blev fyldt med mennesker, så der stod biler langt ned ad gaden foran kirken. Sådan kan man også godt længes efter det, man har oplevet en gang.”

Skuffet længsel
Men man kan også have en såret længsel, der derfor føles dulmet, fordi man ikke tør længes efter noget mere, mener han.

”Sådan kan man opleve den katastrofale tilstand, at man ingen længsel har, fordi man er blevet så skuffet, at man ikke tør længes efter noget mere.

Det kan være i kærligheds livet, menigheds livet eller andre steder, men jeg prøver at undervise i at bede om længslen igen.

Man skal simpelthen bede Gud om, at ens længsel må blive vakt igen. For hvis længslen dør, oplever vi også, at vi selv dør.”

Kurt Christensen begynder at recitere salme 42, hvor salmisten længes efter Gud, som hjorten skriger efter rindende vand.

”Det er en hjorte art, der kan skrige efter vand, selvom den står i stille vand til halsen. Men når den skriger, kan den høre fra skrigets ekko, hvor det levende vand er, så den kan gå efter det.

Det er jo et smukt billede på et menneske, der udtrykker sin længsel efter Gud. Det, tror jeg, er den mest dybe og grundlæggende længsel, vi kan have.

Længslen kan jo udtrykkes på mange måder. Det kan være et brændende ønske. Det kan både være bagud rettet og fremadrettet. Man kan attrå nogen. En mor længes efter sit barn.

Og enhver rejse begynder med en længsel. Men jeg tror, at længslen oprindelig kommer fra Gud.”

Egoistisk længsel
Længsler kan dog også være egoistiske og ødelæggende, mener han.
”Begær er jo også en længsel. Man kan begære andres ægtefæller eller ting. Og det, som Bibelen kalder kødets gerninger, bunder al sammen i et egoistisk begær.

Men det, jeg begærer, og det, som tilfredsstiller det egoistiske menneske, gør i virkeligheden længslen til en destruktiv kraft. Sådan kan alting misbruges. Men fra begyndelsen var længslen en smuk gave fra Gud.

Man kan rette sin længsel mod mange ting, men jeg synes, at man skal rette den mod Jesus. For hos ham finder sjælen hvile.

Og jo mere, man søger ham, jo mere vil man også længes efter ham. Man kan opøve sin længsel, jo mere man beder, jo mere længes man efter Gud. Jo mere man søger Guds kærlighed, jo mere længes man efter den”.

Sådan fungerer egoistisk begær også. Hvis man begærer ting, magt eller sex, vil egoistisk begær bare avle mere begær. Og det vil ende med tomhed, ligesom Salomon har alt i Prædikerens bog, men kun føler tomhed.

Længsel er liv
Men Gud kalder os ind i en længsel efter det eneste, der kan fuldende os – nemlig hans kærlighed,” mener han.

”Ofte ved folk ikke, at det er det, de søger. Og det begynder måske med, at man leder efter længslen efter længslen. Jeg hørte kokken Claus Meyer sige, at han havde en længsel efter noget, han ikke vidste, hvad var.

Og hvis man ikke engang føler sådan en længsel efter en længsel, er det fuldt legalt at bede Gud om at få længslen tilbage i sit liv. For længsel er liv”.

Med frisøren i kirke
– Min far kom til tro gennem sin frisør, der inviterede ham med i en frikirke, mens min far var klemt fast i frisørstolen. Men sådan kom både min far og mor til tro, og sådan kom jeg med i søndagsskole.

Og tidligt begyndte jeg også at gå til bønnemøder i kirken som det eneste barn. Men jeg længtes efter Gud i en tidlig alder.

Hvad er kernen i din tro?
– Der kun en kerne, og det er Jesus. Det er hele nøglen.

Hvorfor blev du præst?
– Det følte jeg tidligt et kald til. Allerede som dreng vidste jeg, at jeg ikke ville bruge mit liv på mig selv, men tjene Gud som præst. Og jeg føler også, at jeg er blevet ledt af Helligånden fra sted til sted.

Da jeg var leder af Danmarks største frikirke i København, hvor jeg var så travl, at jeg havde to måneders ventetid på tider til sjælesorg, var det for eksempel Guds timing, at vi blev kaldet til Færøerne, hvor jeg fandt en fantastisk styrke i at søge ind i stilheden.

Og det endte med, at folk strømmede til bedemøderne, hvor vi mest bare var tavse sammen. For gennem mit liv har jeg lært, at det er vigtigere at lytte til Guds stemme end min egen.

Blå bog
Kurt Christensen blev født i 1941. Han startede sin karriere som frikirkepræst i Klemensker og har siden været præst i en lang række danske kirker – blandt andet i Danmarks daværende største frikirke Tabor i København, hvorfra han var med til at starte den kristne tv-station KKR.

Siden blev han præst på Færøerne, i pinsekirken i Rønne og på Frederiksberg.
Han er gift med Inger. Parret bor i Nexø og har tre børn, otte børnebørn og fire oldebørn. Han har fortalt sin historie i bogen ”Talsmanden”.