Ægtepar opfordrer til bøn og faste for Fyn og øerne

Begynder lørdag den 9. november på FathersFarm i Bogense.

Liv og Erik Hansen flyttede for godt 5 år siden til Fyn fra Nørrebro. Nu opfordrer de til bøn og faste for Fyn og de omliggende øer.

Erik er IT-ekspert, og Liv bruger det meste af sin tid på at bede og søge Gud. Parret har endda investeret i et lille gammelt hus, som kan bruges af mennesker, der ønsker at søge Gud. De bor selv på en gård, ”FarthersFarm” i Bogense, hvor der også er plads til forbedere og retræte.

Efter at de selv kom til tro som yngre, har de haft et stærkt ønske om, at der skal ske et åndeligt kristent gennembrud.

– I mange år har det heddet sig, at det var svært for kirkerne på Fyn. Det tror vi, Gud er ved at ændre på.

Fyn skal igen være frugtbar, ikke bare som landbrugsjord, men som et sted hvor kirkerne lykkes, hvor mennesker kommer til tro og bliver efterfølgere, hvor vi får lov til at se, at Gud kan og vil genoprette mennesker, uanset hvad de kommer fra, skriver de på hjemmesiden: fathersfarm.org.

Her opfordrer de til at bruge tre uger i november til at bede og faste for Fyn og øerne. Det begynder den 9. november, hvor de holder en samling på deres gård.

– Det er ikke meningen, at alle absolut skal faste i tre uger. Folk kan selv vælge, om de vil holde en fuld faste eller faste fra noget, eller faste en enkelt dag, forklarer Liv Hansen.

På deres hjemmeside kan man frit downloade Annelise og Peter Madsens lille hæfte om Bøn og faste. Her er også emner, man kan bede for.


Artiklen fortsætter efter annoncen: