Angreb mod IS-leder opkaldt efter kristen nødhjælpsarbejder

Den kristne nødhjælpsarbejder Kayla Mueller fra USA var gidsel hos IS. Hun blev tortureret og misbrugt af den nu likviderede Abu Bakr al-Baghdadi, men nægtede at afsværge sin tro for at redde livet. Læger uden Grænser tilbageholdt længe oplysninger om kidnapningen, og heller ikke Det Hvide Hus handlede hurtigt i sagen. Kayla blev sandsynligvis dræbt af al-Baghdadi selv i 2015.

Tirsdag kunne alverdens medier følge pressemødet, hvor USAs præsident Trump fortalte om IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadis død. Aktionen er opkaldt efter den 26-årige Kayla Mueller, der døde som gidsel hos terrororganisationen.

Udfordringen skrev i 2016 om Kayla Mueller, der blandt andet var fange hos Islamisk Stat samtidig med det danske gidsel Daniel Rye Ottesen. Han roste hendes mod, blandt andet fordi hun direkte afviste den frygtede ”Jihadi Johns” opfordring til at konvertere til islam.

Flere overlevende har fortalt, hvordan Kayla blev svigtet både af sin organisation og af den daværende regering i Det Hvide Hus. Kort efter sin ankomst til Syrien i august 2013 blev Kayla Mueller sammen med andre udlændinge taget som gidsler med henblik på at skaffe terrorbevægelsen Islamisk Stat en større løsesum.

Men da Kaylas bagland ikke ville betale løsepenge, blev hun flyttet fra sted til sted, tortureret og holdt som sex-slave af Abu Bakr al-Baghdadi. Til sidst blev hun dræbt – sandsynligvis af Abu Bakr al-Baghdadi selv. Hendes død blev bekræftet den 6. februar 2015.

Abu Bakr al-Baghdadi havde forskanset sig sammen med tre børn i en tunnel under et hus i den syriske landsby Barisha. Da de amerikanske specialstyrker angreb,valgte han selv at detonere sit selvmordbælte, hvorved også børnene omkom.

Også Abu Hassan al-Muhajir, der så vidt vides var Abu Bakr al-Baghdadis afløser som leder af Islamisk Stat, meldes nu dræbt af de amerikanske specialstyrker.