Kaja valgte at prioritere familien
Kaja Lausten Nielsen havde et spændende job som forsker ved Novo Nordisk, men tiden med mand og børn kommer ikke igen. Nu bruger hun bl.a. også fritiden til at hjælpe kirken med at give julemad og julegodter til enlige mødre.
– Der er et stort pres på os forældre. Det er vigtigt at stoppe op og overveje andre veje. Ikke nødvendigvis de mest gængse, men at gentænke, om der ikke er mulighed for at sætte vort forbrug ned og skrue op for trivselen i familien.
Sådan siger Kaja Lausten Nielsen, som netop har udgivet sin første bog ”Mor med mindre”.
– Jeg ønsker at formidle glæden over hverdagen og udfordre og opfordre læserne til en tydeligere prioritering i vores liv.

