Konference om forebyggelse af overgreb
Foreningen Agape vil med en konference på Brogården i Middelfart den 21. januar sætte skub i forebyggelsen af seksuelle overgreb i kirkelige miljøer.
”Seksuelle overgreb sker desværre også i kirkelige miljøer, og det er lige skræmmende og overrumplende hver gang. Men vi er nødt til at tale om det for at sikre, at det ikke gentager sig andre steder,” siger Annette Bech Vad, der er landsleder i Agape.
Derfor inviterer Agape ledere, præster, ansatte og frivillige fra både frikirker, folkekirker, missionsforeninger og frimenigheder med til konferencen i Middelfart.
Krænkerens strategier
På konferencen vil blandt andre Kuno Sørensen, der er psykolog i Red Barnet, holde oplæg om såkaldte ”grooming”-processer.
”Vi har en tendens til at forestille os, at seksuelle overgreb sker ved et voldsomt, fysisk overfald, som er tydeligt for enhver. Men i de fleste sager med seksuelle overgreb kender krænker og offer hinanden, og der har som regel været en længere proces, hvor krænkeren har bearbejdet barnet eller den unge til at overskride sine grænser og gradvist fået magten over vedkommende.”
-Krænkeren anvender ”Grooming” i faser over for offeret for at kunne begå overgrebet, forklarer Kuno Sørensen.
Hvis man kender til disse processer, kan man lettere forebygge de manipulerende og forførende strategier fra krænkerens side.
Klædt på til at spotte signaler
På konferencen tager man også fat på nogle af de særlige problemstillinger, som findes i værdibaserede fællesskaber. Dermed er konferencen skræddersyet til kristne fællesskaber.
Landsleder Annette Bech Vad har talt med mange kirkeledere, som udtrykker begejstring for konferencen. Blandt disse er generalsekretær i FrikirkeNet, Mikael Wandt Laursen.
”Det er afgørende, at vi som kirker og organisationer tager forebyggelse af seksuelle overgreb alvorligt. Vi kan have meget svært ved at forestille os, at noget sådant kan ske lige i vores sammenhæng, men vi er nødt til at være klædt på til at kunne spotte signaler og vide, hvordan vi skal håndtere det.
Derfor vil jeg på det varmeste anbefale børne- og ungdomsledere såvel som præster at prioritere konferencen,” siger Mikael Wandt Laursen.
På konferencen vil der blandt andet være følgende oplæg:
”Seksuelle overgreb i kirkelige miljøer” v/Irene Rønn Lind, forfatter og psykolog; ”Grooming – seksuelle krænkeres strategier” v/Kuno Sørensen, psykolog i Red Barnet og ”Konkrete redskaber for det gode samvær med børn og unge” v/Gitte Jakobsen, konsulent og tidl. ansat i Red Barnet.
Hun har desuden stået i spidsen for FrikirkeNets retningslinjer på området.