Behøver forfulgte kristne politikeres beskyttelse?

Hvorfor er det en politisk dødsdom at kæmpe for forfulgte kristne? spørger Golriz Ghozati, der souchef i Åbne Døre Danmark i et indlæg Kristeligt Dagblad.

Også politikeren Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti har i flere omgange kritiseret vestlige regeringer for at vende det blinde øje til de massive kristenforfølgelser, som finder sted især i Mellemøsten.

Præst Poul Joachim Stender pegede i forbindelse med en støttedag for forfulgte kristne i Ringsted Sognegård her i november også på at det faktum, at det er politisk ukorrekt at tale om kristendomsforfølgelser.

Men hvorfor? I en tid med fokus på menneskerettigheder, kamp for kvinders frigørelse og alle former for minoriteter og undertrykkelse generelt, er det helt klart mærkværdigt, at den voldsomme forfølgelse af kristne får så lidt opmærksomhed.

En af grundene kan være et efterslæb fra tiden, hvor Vesten var kolonimagt. Vi opfatter stadig vor egen kristne kultur som en majoritetskultur og synes ikke derfor ikke, vi kan være bekendt overfor andre minoriteter at prioritere vore egne trosfæller.

Men det forklarer ikke hele sagen. Der er også et irrationalt element i det. Det handler om vores forhold til os selv. Tidsånden har vendt sig imod kristendommen, og mange europæerne lever i en form for åndelig selvafvisning, hvis ikke selvhad, som pave emeritus Benedikt XVI har sagt.

Kristendommen er for yngre generationer kun lig med blodige korstog, inkvisition, afvisning af videnskab og den sorte missionske skole.

Identitetspolitikken, der nedbryder kernefamilien og opløser definitionen af ægteskab som en pagt mellem mand og kvinde og introducerer regnbuefamilien, er på mange måder et direkte angreb på kristendommen og dens værdier.

Samtidig promoverer man abort og aktiv dødshjælp, der er stik imod den kristne tanke om livets hellighed.

En kultur, der arbejder for at nedbryde kristne værdier hos sig selv, vil selvfølgelig have en skjult, men stærk modstand imod at beskytte kristendommen. Der foregår en åndelig krig imod kristendommen hos os selv, som gør, at vore regeringer i det ydre ikke handler politisk.

Dog viser kirkehistorien, at kristenforfølgelser aldrig har betydet kirkens udslettelse, men tværtimod vækst. Dér, hvor kristne forfølges, vokser kirken altid. Der sker også i Mellemøsten, hvor der aldrig har været så mange muslimer, der er konverteret til kristendommen, som nu.

Derfor er kirken ikke nødvendigvis afhængig af regeringers beskyttelse for at overleve. Måske ligefrem det modsatte.