Betlehem – kongernes by

Nogle byer har en unik historie i Guds plan, og blandt dem står Betlehem i første række.

Vi hører om byen i juleevangeliet, hvor englene forkynder de glade nyheder for hyrderne på Betlehems marker.

”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by”.
Luk. 2,10-14

I dag er glæden og julefreden måske ikke lige det, man får øje på i Davids fødeby Betlehem. Tvært imod er Betlehem et af de steder, hvor din israelske guide må forlade bussen af sikkerhedshensyn, når du som turist kommer på besøg.

Maria (Miriam på hebraisk) ville ikke kunne føde sin Jesus (Jeshua på hebraisk) i Betlehem i dag. Men selvom der er fjendskab i Betlehem i dag, er det også en by med kristne arabere, og nogle af dem er særdeles levende i troen.

Da jeg besøgte Betlehem for nogle år siden, tog den lokale kristne arabiske guide os med ud at besøge Betlehems marker. Her holdt hun en stærk prædiken om vigtigheden af at tage imod den levende Jesus i hjertet, så der kan komme fred og glæde i hjertet, uanset omstændighederne.

Brødets hus

Navnet Betlehem er på he-braisk 2 ord, Beit בֵּית der betyder hus, og Lechem לֶחֶם der betyder brød, tilsammen altså ”brødets hus”. Meget passende at ”livets brød” blev født netop i ”brødets hus”.

Byen fik formentlig navnet, fordi der på Betlehems marker blev dyrket korn og vogtet får. Betlehem var på Jesu tid storleverandør af korn og lam til Jerusalem, og fårene blev særligt brugt som offerdyr.

Gud lam fra Betlehem

Af de små får, som blev født om foråret på Betlehems marker, tog man året efter han-lammene og førte dem til Jerusalem til påskens slagtning. Først skulle de tjekkes af præsterne, så man var sikre på at de var perfekte.

I fire dage skulle man passe lammet, inden det blev slagtet til påskemåltidet.
Jesus, Guds lam, blev også født i Betlehem. Og da han langt senere drog op til Jerusalem, for at give sit liv, fulgte det også mønsteret for de årgamle lam.

Dagen, hvor Jesus rider ind i byen på et æsel til påske, var sandsynligvis den dag, hvor lammene blev ført ind i Jerusalem for at slagtes fire dage efter.

Også Jesus, Guds lam, kom igennem processen med forhør, hvor han blev tjekket af præsterne. De kunne ikke finde noget, de kunne anklage ham for jf. Matt.26,59-60. Guds søn fra Betlehem var fuldkommen.

Davids Betlehem

Betlehem blev af englene kaldt for Davids by. Hyrdedrengen David blev konge, og Gud kaldte ham ”en mand efter mit hjerte”. Han voksede op i Betlehem jf. 1. Sam. 13,14 og 16,1. Man kan læse om Davids spændende slægtshistorie i Ruths bog.

Det hebraiske navn David betyder ”Elsket”. Og det er nærliggende at se en parallel til David i det, Gud siger til Jesus i dåben i Matt. 3,17 ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”. Både David og Jesus havde fundet deres livsnerve i Guds kærlighed og i at leve ham nær. Og begge var de 30 år, da de trådte ind på den store scene. David som konge og Jesus som Messias.

David blev større en nogen af de andre konger. Ikke mindst i åndelig henseende, fordi det profeteredes, at han skulle være stamfar til Messias.

Så der er ikke noget at sige til, at kong Herodes oplevede det som en trussel, at der var født en kongesøn i Davids by, Betlehem.

Betlehem Efrata

Da de vise mænd fra Østerland kom til Jerusalem for at høre, hvor jødernes nyfødte konge var født, spredte det panikstemning i Herodes’ hof. Alle vidste, at Herodes var en meget paranoid konge, der ikke tillod nogen at true hans magtposition.

Herodes sendte bud efter eksperterne for at finde det nyfødte kongebarn.
De jødiske skriftkloge vidste fra profeten Mika, at Betlehem var den kommende Messiaskonges fødeby. Og den besked gav de videre til Herodes:
”Du, Betlehem, Efrata,
du er lille blandt Judas slægter.
Fra dig skal der udgå én,
som skal være hersker i Israel.
Hans udspring er i fortiden,
i ældgamle dage.”
Mika 5,1

I profetien kaldes Betlehem Efrata. Det betyder frugtbar, og det siger selvfølgelig noget om området, men det udtrykker måske en åndelig sandhed om den hersker, der skulle komme fra Betlehem. Han skulle bære frugt.

Det peger på et andet interessant aspekt af byens messianske historie.
I første omgang var det imidlertid en djævelsk pris, Betlehem måtte betale for at være fødested for Jesus. Matthæus fortæller om barnemordet i Betlehem, hvor Herodes som en anden Farao slog de små drengebørn i Betlehem ihjel.

Matt. 2,18 fortæller, at Rakel græder over sine børn i Betlehem. Hvordan det profetske ord skal forstås kan man grunde over, men helt sikkert er det, at Jakobs elskede hustru Rakel oplevede stor lidelse i Betlehem.

Rakels Betlehem

Det fortælles om patriarken Jakob, at han fik i alt 12 sønner med sine hustruer Lea og Rakel, og sine medhustruer Bilha og Silpa. De 11 første fik han imidlertid udenfor Israel.

Det var kun den sidste og tolvte søn, han fik i det forjættede land, i Betlehem, byen som skulle blive fødested for både David og Messias. Det er, som om de gamle historier elsker at lægge profetiske spor ud, som den nysgerrige kan følge. Det er Rakel, der føder den sidste af Jakobs 12 sønner. Hun føder ham i Betlehem Efrata jf. 1.Mos. 49,7.

Hun dør i barselssengen, og pga. den hårde fødsel vil jordemoderen kalde drengen Benoni, som betyder smertens søn, men faderen beslutter sig for at kalde drengen Benjamin, som betyder søn af højre hånd.

Senere skulle det vise sig at begge navne, både ”smerternes søn” og ”søn af højre hånd” kom til at passe netop på den salvede konge, Jesus Messias. Og med tiden kom Betlehem til at bære en rig og evig frugt.