Julen i Afrika

For ca. 20 år siden boede vores familie i Afrika i tre år. Vi skulle derfor fejre jul på en helt anden måde end derhjemme.

Der var næsten ingen juleudstilling i den overvejende muslimske by, hvor vi boede. Ingen lys og juletræer. Der var ingen sne – ikke engang regn. Solen strålede, og det var varmt…

Sorg blev til glæde vendt, for min svigermor skrev i et julebrev til os, at hun til trods for sin flyskræk og sit ubehag ved varmen ville komme på besøg.

Og da hun aldrig før havde været så langt hjemmefra, havde hun inviteret min svoger og svigerinde og deres tre børn med, så de kunne bringe hende sikkert frem og hjem.

For en bedstemor betyder det meget mere end penge at være sammen med sine kære børnebørn i julen. Så de kom allesammen til Afrika. Og det var en dejlig juletid for os alle.

Vi efterlignede naturligvis alt fra vores danske jul. I stedet for et juletræ kappede vi en stor gren af et træ og satte den på højkant i en krukke.

Vi fremstillede selv julehjerter og andet pynt, hvilket bare gjorde det hele mere hyggeligt. Vores kok kogte noget, der mindede om risengrød, og så drak vi en lokal rød folera-saft til.

Det satte mig også i julestemning – og det gør det stadig – at høre og synge de smukke og indholdsrige julesalmer.

Afrikanerne gjorde ellers ikke meget ud af julen der, hvor vi boede. December var ikke forskellig fra andre måneder. Men den 24. spiste de et festmåltid sammen, og ved midnat var der julegudstjeneste udenfor missionshospitalet.

Og så skulle kvinderne og børnene helst have syet nyt tøj til jul. Så købte de en lang bane stof og syede farvestrålende kjoler til pigerne og skjorter til drengene – altsammen i samme slags stof.
Kjolerne blev så vist frem i kirken julemorgen med flotte opsætninger af håret, og alle duftede af sæbe.

Vores kok fortalte os, at der efterhånden boede mere end 20 familiemedlemmer i hans hus, så de fik stort set aldrig kød. De levede af majsmel, grøntsager og en sovs, der måske smagte lidt af kød eller fisk. Det samme gjalt naboerne.

Min kone sørgede for, at han fik rigeligt med kød og andre madvarer med hjem til familien. Det var også skik blandt missionærerne at give de ansatte ekstra penge til jul til kjolestof m.m.

Et andet år fejrede vi jul ude i bushen sammen med nogle afrikanske venner. Det var meget stemningsfuldt at spise julemad – vistnok en ged – under den mørke afrikanske stjernehimmel.

Og jeg husker, at min ven Silas læste juleevangeliet ved skæret fra en flagermuslygte. Når han læste om hyrderne på marken, føltes det, som om vi selv var derude.

Der var ikke mindre af den ”rigtige” jul, selv om der ikke var så meget glimmer. Juleevangeliet fik bare større vægt, når det blev læst langt hjemmefra.

Alle de gode traditioner og den gode mad hører jo også med til julen. For hvis ikke julen skulle være en fest, hvad skulle så? Men uden Jesus bliver det en åndeligt fattig jul. Derfor skal vi igen og igen høre det gode budskab, så vi kan tage imod:

At Jesus blev født som den Messias, der var lovet i profetierne i Gamle testamente. Han kom og tog al vor skyld, så vi kunne få tilgivelse og evigt liv efter døden.

Når englene forkyndte fred på jord, så var det »fred til viljes/acceptsmennesker«, som der ordret står i den græske tekst.

Det vil sige, at freden opleves af dem, der vil acceptere den frelser, som Gud har sendt, nemlig Jesus. Er vi ligeglade, går vi glip af freden, – og desværre også af frelsen og himlen.
Så lad ikke noget komme på tværs eller forhindre os i at tage imod julens største gave: Jesus.