Når solen går sin vej

Af Michael Hansen
Præsteaspirant i
Københavns Frikirke

Det er vinter. Det er koldt og vi fryser, nogle mere end andre. Luften bider os i kinderne og det er mørkt – var det lige så mørkt sidste år? Vi kan se det, men det er også en følelse, der kan overskygge vores dage i december. Dagene er virkelig blevet korte!

December er fantastisk på mange måder, men det er også en følsom tid, ikke mindst 3. adventssøndag. En tid,hvor vi savner solens lutrende stråler, omfavnende samvær og sjælefredens varme.

Det er ikke alle, der synes at have noget at se frem til, slet ikke hvis man sidder ensom i disse og de kommende dage.

Ensomhed eller fortrydelse kan ramme ekstra hårdt i mørket. Hvordan kan jeg sove trygt? Jeg har ufred, tankemylder, fortryder meget. Det, jeg ville, det gjorde jeg ikke, og det, jeg ønskede at undgå, det gjorde jeg.

Bibelen er fyldt med personer som Zakarias til at spejle sig i. Mennesker, der tvivlede, når det gjaldt, eller slet og ret handlede modsat af, hvad Gud ønskede.

Til trods for det blev de forbilleder for folkeslag. Dagens lovsang kommer fra en tvivler. Faktisk blev han gjort stum, fordi han tvivlede. Og han var præst? Livets omstændigheder – som jeg selv oplever kan få mig til at vakle! – havde sænket Zakarias’ tro.

Vi skal ud af mørket

Det er tvivlsomt, om Jesus blev født en kold sen decembernat, men det er helt utvivlsomt, at billedet giver os noget uovertruffet. Det maler forståelsen af, hvad hans fødsel faktisk betød.

I slut-december begynder dagene at blive længere – der er lys forude! Om placeringen af julen er korrekt, og om placeringen var for at fjerne fokus fra en gammel ikke-kristen højtid, betyder virkelig ingenting, ikke i forhold til det store billede, at Kristus har besøgt og siden forløst os.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men hvordan kommer jeg ud af den mørke tid? er spørgsmålet, der trænger sig på, særligt når man er alene og har ondt på livet.

Zakarias citerer Det Gamle Testamente i sin takkesang og viser os, at han kendte til Guds løfter. Jesus taler også om dette ”at kende”: Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. (Joh 17:3).

Vi lever i efterkors-tiden, så at sige, og kan endog se tilbage på historien om løfternes fuldendelse, men har det nøjagtigt som Zakarias, da han blev mødt af englen i templet. Vi glemmer ofte, hvad vi er blevet lovet, og hvilken tid, der er ret forude. Det store løfte – som advent minder os om og Zakarias lovsynger – men også alle de små løfter, vi har fået.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



At kende Gud

Dette siger Herren, (…) jeg ønsker, at I har indsigt og kender mig. (…) (Jer 9:22-23.)
Gud ønsker, at vi kender ham! Vi skal ikke kastes rundt, når livet gør ondt, hvilket det vil komme til for os alle. I de tider har vi nok at gøre med.

Ved at kende Ham – hans natur – samt hans løfter, tror jeg sjælefredens varme vil ligge os nærmere. Selvom jeg syntes, at mørket dækker mig, og lyset er nat omkring mig, så er mørket ikke mørke for Gud, natten er lys som dagen.

En af Søren Kierkegaards bønner udtrykker mit ønske om at huske løftet således:

Vær med os mod vore synder!

Fader i himlene! Hold du ikke med vore synder mod os, men med os mod vore synder; så tanken om dig, når den vågner i sjælen, og hver gang den vågner, da ikke måtte minde os om, hvad vi forbrød, men om hvad du tilgav, ikke om hvorledes vi forvildedes, men om hvorledes du frelste!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Uanset fortidens fejl eller livets omstændigheder kommer Kristus til os i mørket, går med os i mørket, imod en lysere tid. (Læs eller genlæs vers 78 og 79 her). Hvis bare vi kunne huske, hvorfor det er vi venter i disse dage, og lovsynge, mens vi er i mørket – ikke kun når mørket er forbi.

Nu går solen sin vej,
men vi er ikke ene,
for du, Herre, lever og vender
vor frygt,
så når du er i mørket,
er det ikke mørke,
når du er iblandt os,
da sover vi trygt.
(DDS 786, Holger Lissner 1980.)

 

Søndagens tekst: Luk. 1, 67-80:

Zakarias lovsang

67 Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
68 »Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besluttet at befri sit folk.

69 Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser
af sin tjener Davids slægt.

70 Det forudsagde han gennem sine hellige profeter i fordums tid:

71 En Frelser, der skal befri os fra vore fjender,
fra alle, der hader os.

72-75 Han husker sin pagt med Abraham,
det løfte, han selv har givet,
om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed
uden frygt for vore fjender.

76 Og du, mit barn,
du skal kaldes den Højestes profet,
for du skal bane vej for Herren.

77 Du skal fortælle hans folk om frelsen,
ved at de får deres synd tilgivet

78 som følge af Guds inderlige barmhjertighed.
Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os.

79 Hans lys vil skinne for dem,
som lever i mørke og i dødens skygge,
og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.«

80 Johannes voksede op og var meget modtagelig for åndelig åbenbarelse. Han opholdt sig i ødemarken, mens han forberedte sig til den dag, da han skulle træde offentligt frem for Israels folk.

(Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk.)