Kim Hartzner nomineret til humanitær pris
Mission Østs generalsekretær er nomineret til den armenske Aurorapris.
Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner er nomineret til Auroraprisen i 2020. Den såkaldte ’Aurora Prize for Awakening Humanity’ er oprettet af overlevende fra det armenske folkemord, der kostede 1,5 millioner armeniere livet i 1915.
Auroraprisen anerkender nutidens helte, der udviser ekstraordinært mod, engagement og indflydelse på at beskytte liv med stor personlig risiko.
Læge og generalsekretær Kim Hartzner er for tredje gang udvalgt og nomineret blandt flere hundrede foreslåede personer, der alle ifølge Aurora-sekretariatet ”har udvist uselviskhed, mod, styrke og generøsitet, samt gennemført en streng evalueringsproces”.
Mission Øst har ydet hjælp til Armenien i 28 år. Først mad, medicin og hospitalsudstyr til titusinder af overlevende armeniere efter krigen med Aserbajdsjan i 1992. Kort efter et helt hospital i den sydlige del af landet. Og op til i dag syv sundhedscentre, der giver lægehjælp og genoptræning til børn og unge med handicap.
Auroraprisen er på 900.000 dollars (6,1 million kroner) og fordeles efter vinderens ønske til tre hjælpeorganisationer.