12 gode film fra 2019

Filmen Breakthrough, en sand beretning om en stribe mirakuløse svar på bøn, topper listen over gode kristne film fra 2019.

Fans af kristne film har haft meget at glæde sig over i 2019, vurderer onlineavisen Crosswalk.

Året begyndte med filmen Breakthrough, som fik en top-5 placering i amerikanske biografer og sluttede med filmen A Hidden Life om en hidtil ukendt helt fra Anden Verdenskrig. Imellem disse har der været flere dokumentarer samt en animationsfilm om Pilgrimsvandringen.

Top 12 fra 2019

Crossroads Michael Fousts har som sin favorit filmen Breakthrough. Denne beskriver, hvordan den 14-årige John Smith mirakuløst kom tilbage til livet, da hans mor bad for ham efter en drukneulykke.

Filmen A Hidden Life er baseret på en sand historie fra Anden Verdens krig om den østrigske katolske landmand, Franz Jägerstätter, der fulgte sin tro og samvittighed og nægtede at sværge troskab til Adolf Hitler.

Spillefilmen Overcomer af brødrene Alex og Stephen Kendrick har et meget relevant budskab om identitet og tro.

Dokumentaren Unplanned fortæller historien om Abby Johnson, der forlod sin stilling som klinikleder hos Planned Parenthood for at gå helhjertet ind i kampen mod abort.

A Beautiful Day in the Neighborhood med Tom Hanks i hovedrollen giver et indblik i den nu afdøde hovedperson Fred Rogers stærke trosliv.

Dokumentaren Unstoppable om surfer-pigen Bethany Hamilton, fortæller den inspirerende historie, efter at hun som 13-årig mistede sin ene arm i et hajangreb.

Blandt de øvrige film i Michael Fousts Top 12 er Run the Race om to unge sportsmænds venskab, tro og liv i en tid med personlige kriser og sportsskader.

Filmen Emanuel er en dokumentar om masseskyderiet i Charleston, hvor en ung hvid mand skød ni afro-amerikanske kirkegængere. Nogle af de pårørende tilgav morderen inden for de første 48 timer efter tragedien.

Animationsfilmen Pilgrimsvandringen er baseret på den allegoriske bog af samme navn. Bogen blev skrevet af pastor John Bunyan i det 17. århundrede.

Også filmen Heavenquest, der har premiere nu i januar, er baseret på John Bunyans bestseller.
Dokumentaren Patterns of Evidence: The Moses Controversy fortæller med jævne ord om bibelsk arkæologi og teologi. Den tackler det vigtige spørgsmål, hvorvidt Moses – som det beskrives i 2 Mosebog 17,14, 4 Mosebog 33,2 og Josva 8,31 – er forfatteren til Bibelens første fem bøger. Patterns of Evidence: The Moses Controversy er en opfølgning af Timothy Mahoneys Patterns of Evidence: The Exodus fra 2015.

Den sidste af de 12 kristne film er ”Harriet” om slavekvinden Minty, der flygter fra delstaten Maryland til byen Philadelphia. Her går hun som ”Harriet” ind i kampen mod slaveriet og hjælper andre til friheden.