Anerkendt forsker går i clinch med evolution

Dr. James Tour har over 500 videnskabelige afhandlinger bag sig. Han lægger ikke fingrene imellem, når han i sine foredrag demonstrerer, at det er et tåbeligt scenarie at forestille sig liv opstå af sig selv.

Spørgsmål:

Hvem er for tiden den mest kendte videnskabsmand, som ikke tror på Darwin?

Svar:

Det er et godt spørgsmål, som kan have forskellige svar. Taler vi om, hvilken forsker der er mest kendt som kritiker af Darwin, vil svaret nok være professor i biokemi Michael Behe. Behe har gjort sig bemærket med tre vigtige bøger fyldt med empirisk evidens imod Darwins teori. Hans seneste bog ”Darwin Devolves”, som definitivt giver dødsstødet til evolutionsteorien, er netop ved at blive oversat til dansk.

Taler vi imidlertid om, hvilken videnskabsmand, der nyder stor anerkendelse overalt i det etablerede videnskabelige landskab, og som samtidig kritiserer evolutionsteorien, er svaret nok dr. James Tour. Tour er ikke som Behe blevet kendt på grund af sin kritik af evolution, men på grund af, at han er blandt verdens ti mest citerede forskere indenfor organisk kemi.

Han møder anerkendelse i hele den akademiske verden for sine resultater indenfor fx udvikling af nanomaskiner. Tour har over 500 videnskabelige afhandlinger bag sig.

ID-bevægelsen nyder i disse år godt af Tours nådesløse angreb på al forskning i livets oprindelse. Han demonstrerer i foredrag, hvordan de mest tåbelige scenarier for, hvordan livet kunne opstå af sig selv, bliver fremført – godt hjulpet af fake news-medierne – som god videnskab.

James Tour sætter ikke sit lys under en skæppe og udtaler gerne, at de, der udfører forskning i livets oprindelse, har en tvivlsom omgang med sandheden, og at deres scenarier er komplet urealistiske. Tour nævner i et interview, at det oftest er biologer, som promoverer idéen om, at liv kan opstå af sig selv gennem tilfældige kemiske processer.

Forskere, som ham selv, der arbejder med organisk kemi, ved, hvad det vil sige at skabe noget gennem kemiske processer;

biologer har imidlertid aldrig skabt noget, så de er absolut ikke kompetente til at udtale sig om, hvorvidt liv kan blive til gennem tilfældig kemi.

Tour har talt med alle verdens førende forskere indenfor organisk kemi, og ikke en eneste af dem kunne give et realistisk bud på, hvordan liv skulle kunne opstå af sig selv. Alligevel bliver den påstand, at forskere står lige overfor at løse livets gåde, jævnligt fremført i medierne.

Det er mit gæt, at Tour vil spille en stor rolle i evolutionsparadigmets fald, som formentlig kommer indenfor de næste ti år.