Bæredygtighed bliver ny linje på Hestlund Efterskole

- Det er vildt vigtigt, at man ikke mister håbet, og her kan vi få nogle gode vaner, inden vi flytter hjemmefra, siger Emilie Tønning, der er elev på Hestlund Efterskole om det nye linjefag.

– Vi har jo muligheden for at gøre en forskel allerede her på efterskolen, siger 15-årige Emilie Tønning. Foto: Hestlund Efterskole

En helt ny bæredygtighedslinje på Hestlund Efterskole starter op i august 2020. Linjen udspringer af FN’s 17 verdensmål og skal støtte de unge i at tage ansvar for deres aftryk på verden, men også indgyde håb for, at de kan gøre en positiv forskel.

Selvom de unge ikke er skyld i klimaudfordringerne, er det særligt dem, der i disse dage mærker byrden og ansvaret for klodens fremtid. Netop det ansvar vil Hestlund Efterskole nu klæde deres elever på til med deres nye bæredygtighedslinje, der tager afsæt i FN’s 17 verdensmål.

Ifølge forstander Johannes Pedersen skal den nye linje forberede og støtte de unge i det ansvar, der ligger foran dem, og samtidig sikre, at de ikke mister håbet og troen på en bæredygtig fremtid.

– På vores nye linje lægger vi naturligvis op til, at de unge mennesker skal reflektere over, hvilket ansvar de selv har for deres aftryk på kloden. Samtidig er det også vigtigt for os, at når eleverne hører, at isen smelter, der er plastik i havene, og regnskovene brænder, at de ikke bliver bange eller mister modet. I stedet tager vi de proaktive briller på og kigger i fællesskab på, hvordan vi kan gøre en positiv forskel for både natur, mennesker og os selv og skabe et mere bæredygtigt samfund i fremtiden, lyder det fra forstanderen.

Skræk og pegefingre


Det skorter ikke på skræk-scenarier, gode råd og løftede pegefingre i medierne. Men det er ikke muligt at leve, uden at sætte et aftryk. Derfor ønsker Hestlund Efterskole også at have en nuanceret diskussion om de valg, man træffer, og hvor det giver størst effekt at sætte ind.

– Det er vigtigt, og ikke mindst spændende, at der også er plads til at diskutere, hvor man kan gøre en reel forskel, og at man kan være nødt til at vælge, hvor man som enkeltperson lægger sit fokus. Det er vigtigt for os, at eleverne får en forståelse for, at alt har en pris – lige fra flyrejsen til Kreta, til bananen man spiser frem for æblet, fortæller Johannes Pedersen.

I praksis på udrejsecenter


Det er dog ikke kun klimaet, der får plads i undervisningen på den nye bæredygtighedslinje. Også social bæredygtighed bliver en del af pensum, og emnet skal give eleverne en forståelse for, at lighed og retfærdighed, både nu og for fremtidige generationer, også udgør en vigtig del af et bæredygtigt samfund i teori, men også i praksis.

– Vi ser på, hvor vi kan bidrage socialt og gøre en positiv forskel i lokalsamfundet, fx på det lokale plejehjem eller på Kærshovedgård Udrejsecenter, som jo ligger i nærheden, og hvor der er nogle mennesker i en sårbar situation, forklarer Johannes Pedersen.

Elever vil gøre forskel nu


Til trods for at linjen endnu ikke er startet, er der da også allerede kommet positive udmeldinger om idéen fra de nuværende elever.

– Vi har jo muligheden for at gøre en forskel allerede her på efterskolen. Det er helt vildt vigtigt, at man ikke mister håbet, og her kan vi få nogle gode vaner, inden vi flytter hjemmefra, så det giver virkelig god mening at have bæredygtighed på efterskolen, fortæller Emilie Tønning på 15 år.

Den nye bæredygtighedslinje på Hestlund Efterskole starter op i august 2020. Linjen vil blive præsenteret til interesserede forældre og elever på Efterskolernes Aften d. 8. januar 2020.