Der er en stor glæde ved små fællesskaber

Som sygeplejerske og kommende sundhedsplejerske ved Tanja Holm Engkær, at vi vokser os store, fordi cellerne deler sig – fra det første lille liv i moderens mave til konfirmanden, der pludselig er vokset sin mor over hovedet.

Og sådan er det også med kirken, der altid har trivedes godt i små enheder, der har vokset sig større og delt sig, siden Jesus gik rundt på Jorden med sine tolv disciple omkring sig. Men der var en grund til, at han kun havde tolv disciple, selvom han havde mange følgere.

For som mennesker har vi både brug for store og mere intime fællesskaber, mener hun. Og derfor har hun også tidligere været koordinator for Bornholmerkirkens cellegrupper, som kirken kalder ”B-grupper”, der egentlig står for Bornholmerkirkegrupper, hvor mindre grupper mødes i hjemmene, hvor man kan tale frit om tro og liv, forklarer hun.

– Bornholmerkirken startede som en lille kirke for godt ti år siden, men har siden vokset sig større, så der i dag typisk kommer 150 mennesker til gudstjenesterne. Men det betyder også, at der har været behov for at mødes i mindre fællesskaber, og det har man også godt af. Det er derfor, at vi også mødes i vores B-grupper, siger Tanja Holm Engkær og smiler:

– Kirkefællesskabet til gudstjenesterne kan for nogle godt virke stort og uoverskueligt, og måske ved man ikke, hvem man skal sige hej til. Her kan cellegrupperne også hjælpe. For så har man nogle bestemte mennesker, man kender og kan gå hen til og føle sig tryg hos om søndagen.

Selv er hun og hendes familie en del af en cellegruppe bestående af fire familier, der mødes hver 14. dag. Og med hendes egne fire børn tæller gruppen hurtigt mange medlemmer.

Men det er der også plads til hos familien Engkær, som hver 8. uge åbner hjemmets døre for cellegruppen. For stuen, der er moderne indrettet med udvalgte stilleben på væggene og små teaktræsborde ved et blødt sofaarrangement med mange siddepladser, indgyder til familiært fællesskab og samvær.

Deler liv

– Når vi mødes, deler vi liv. Vi taler om alt fra ægteskabsliv, familieliv og singleliv, alt, hvad der fylder i hverdagen, men især om, hvordan man opdrager sine børn i den kristne tro. I min gruppe har vi været sammen i 7-8 år, og vi er også begyndt at blive en del af hinandens hverdag, fortæller hun og ser på familiens yngste medlem, som i stilhed også nyder et stykke chokoladekage ved stuens store spisebord.

– Børnene glæder sig også, fordi de kender hinanden. Vi begynder som regel en aften med at spise sammen, inden vi putter børnene. Vi bor så tæt på hinanden, at vi nu også kan sende de store børn hjem, hvor de selv går i seng, inden vi voksne snakker og beder sammen.

Sommetider streamer vi også en prædiken. Vi har for eksempel hørt flere prædikener af Leif Andersen, der været gæstetaler ved bibelcamping for Dansk Oase. Og så har vi også en bønnebog, hvor vi skriver bønneemner op og lægger mærke til, om der er kommet bønnesvar på noget af det.

Når man vælger en frimenighed, som Bornholmerkirken er, så er det, fordi man har lyst til at være med i et menighedsfællesskab, mener hun. Indtil i sommer, hvor andre tog over, var hun koordinator for cellegrupperne i kirken. Og det er hendes egen erfaring, at en kirke skal have mindre selskaber, hvis den skal trives og vokse.

– Det, der kan være svært, er, om cellegrupper skal dele sig, når de vokser. For det ligger jo nærmest i ordet celle, at de også skal dele sig for at vokse, siger den erfarne sygeplejerske, der i øjeblikket er i fuld gang med at færdiggøre sin videregående uddannelse som sundhedssygeplejerske.

– Det er bare meget sårbart at dele grupper op, når man lige har fået en frimodighed overfor hinanden, og børnene kender hinanden på kryds og tværs. Der er mange ting i en cellegruppe, som man skal være enige om. Hvor tit skal man ses, om børnene skal være puttet, skal det være en hverdagsaften, alle de praktiske ting, og hvis man så deler en cellegruppe, så skal hele den kultur ændres.

Og det er et dilemma, som hun som koordinator for kirkens cellegrupper har måttet forholde sig til løbende.

– Der går selvsagt et stykke tid, før man kommer ind under huden på hinanden og tør at dele liv. Men når der så kom nogle nye familier til Bornholmerkirken, var det svært at blive ved med at putte folk ind i grupperne, fordi intimiteten gik fløjten, hvis grupperne blev for store.

Prioriter kalenderen

Er der nogen, der styrer gruppen?

– Det er ikke officielt mig, der er leder af vores B-gruppe, men måske mig, der mest hiver kalenderen frem for at fastsætte datoer fremadrettet. Jeg har også anbefalet de andre i kirken, at der er en, der sørger for, at hver gruppe kommer i kalenderen, så man ikke skal planlægge alting fra gang til gang. Hvis en cellegruppe skal fungere, skal alle prioritere at komme, så man melder fra til andre ting den dag. I en travl hverdag er det måske også svært at få inviteret gæster, men her fungerer det, fordi det står i kalenderen.

– Ens problemer og tanker bliver mindre, når man deler dem med andre og får andres synsvinkel på dem.

Hvad giver det dig selv at komme i en cellegruppe?

– Det er et frirum i forhold til at lægge sine problemer over til andre, så man ikke går med dem alene, men får italesat dem. Ens problemer og tanker bliver mindre, når man deler dem med andre og får andres synsvinkel på dem. Jeg føler mig meget afslappet, fordi vi kender hinanden så godt efterhånden. Og det er også skønt, at andre beder for ting, som fylder meget for en, siger hun og fortsætter:

– I øjeblikket er jeg studerende, og vi har for eksempel bedt meget for mine opgaver. Og sommetider også om mere alvorlige ting. Det er godt at få input til sine problemer og dejligt, at nogen lytter til dem. Vi går også igennem nogle bibeltekster og diskuterer dem og nye ting, som man måske ikke forstår eller sætter spørgsmålstegn ved.

Et fundament for kirken

For Tanja Holm Engkær er der derfor ikke nogen tvivl, hvad angår cellegruppers betydning. De er som et fundament, som er med til at bære kirken og binde dens medlemmer sammen.

– Hver gang, der kommer nogen i kirken, ved jeg, at de bliver spurgt, om de har lyst til at være med i en mindre gruppe. Det er jo heller ikke noget nyt koncept, understreger hun.

For et kært barn har mange navne. Da Tanja Holm Engkær var barn, og hendes forældre kom i Evangelisk-Luthersk Mission, hed det blot bibelkreds. Men konstellationen var den samme som nu, hvor man mødes et par familier sammen. Og værdien af sådanne fællesskaber har heller ikke ændret sig over tid. De er stadig i dag, når de fungerer, lige så uvurderlige, mener hun, og en vigtig del af det at indgå i et menighedsfællesskab.

– I cellegruppen får man en intimitet i et mindre fællesskab, hvor man deler et hverdagsliv, mens man om søndagen kan komme i et større fællesskab. Det er noget andet, og jeg elsker også lovsangen, prædikenen, nadveren og fællesspisningen om søndagen, men jeg kan ikke undvære cellegruppen. For her kan man i en afslappet atmosfære dele liv og tro.

Kort om tro

Hvorfor blev du troende?

– Jeg tror altid, jeg har troet, men det er nok blevet mere personligt, jo mere voksen jeg er blevet. Mange gange finder jeg trøst i troen. Og jeg tænker ofte, hvad gør andre, når de har problemer, for jeg beder altid.

Hvad er kernen i din tro?

– At have en at komme til med ens bekymringer. Der står i Bibelen, at vi skal kaste vores bekymringer på Jesus, så byrden ikke ligger på vores skuldre. Og som mennesker er vi bare sindssygt gode til at bekymre os. Og der er kernen i min tro nok, at jeg har Gud til at bære mine bekymringer og kan have ham med i hverdagen. Det er ret befriende.

Hvorfor kommer du i Bornholmerkirken?

– Det tiltrækker mig meget at være en del af noget lavkirkeligt. Når jeg kommer om søndagen med fire unger, så er det dejligt, at jeg føler, der er plads til dem, og der er børne- og teenagearbejde samtidig med prædiken. Og grunden til at det blev en frimenighed og ikke en frikirke er nok, fordi jeg er vokset op i folkekirken.

Tanja Holm Engkær. Født 1979. Er gift og har fire børn i alderen 6 til 14.
Uddannet sygeplejerske og intensivsygeplejerske og lige nu ved at færdiguddanne sig som sundhedsplejerske.