Et hjerte på himlen
Da jeg læste artiklen ”Himlen forkynder Guds ære” (Bagsiden af Udfordringen uge 5, red.) og så billedet af korset ude i rummet, blev jeg mindet om en oplevelse jeg havde d. 12 juli 2018, da jeg og min mand holdt ferie på vores båd og sejlede på fjorden ind mod Haderslev en herlig sommerdag.
Jeg havde siddet på dækket og læst Salme 23 ”Herren er min hyrde…”. og da jeg er færdig, kigger jeg op på himlen og ser et kors lavet af to fly, som har krydset hinanden – hvilket ikke er så usædvanligt. Men det fik selvfølgelig tankerne hen på min Frelser Jesus Kristus.
Og jeg rejser mig op, og en bøn stiger op i mig, Det skal lige siges, at jeg er døbt 20 år tidligere og det er første gang. jeg har bedt sådan en bøn:
”Jesus, vil du danne et hjerte ud af skyerne som tegn på, at du elsker mig.” Og langsomt begyndte der at ske noget med de små skyer, men jeg kunne endnu ikke se et hjerte, og så kom tanken til mig ”se det fra en anden vinkel”. Og pludselig var dette hjerte (se foto øverst, red.) formet på himlen over mig. Halleluja! Tak Jesus!
Bagefter når jeg har fortalt andre om denne oplevelse er ordene som kom, ”se det fra en anden vinkel”, blevet meget vigtige, for i verden ser vi kærligheden afbilledet som hjerter, men Guds kærlighed til os ser vi på korset! Rom. 5:8: ”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.”
Må du som læser dette kende dig elsket. Så elsket, at Himlen og jordens skaber ville sende sin enbårne søn til jorden for at lide og dø en så smertefuld død for at frelse dig. Vid dig elsket!!!
Karin Madsen
Nordvej 18
5700 Svendborg