Frygt ikke, teenager!

Husk nu din cykelhjelm, skat!”
Vi har aldrig være mere sikre i Danmark, end vi er nu. Børn vokser op i en tid med lav børnedødelighed, cykelhjelme, autostole, socialt sikkerhedsnet og gratis uddannelse.

Alligevel er vi stadig bange og fulde af frygt. Ikke mindst hos børn og unge er stigningen af angst og bekymring markant. Det er desværre ikke kun en tendens, man møder ude i samfundet, men også noget vi stifter bekendtskab med i kirkerne og de kristne fællesskaber.

Min påstand er, at vi som kirke ufrivilligt er medskabere til det pres, der kan tynge vores unge. Så selvom vi ønsker at prædike nåde og ubetinget kærlighed, kommer vi til at spille med på tidsåndens tanker om præstation og pres.

Lige nu oplever vores unge en udstrakt grad af frihed og muligheder. Under gudstjenesten er der spændende tilbud til børnene, hvilket står i skærende kontrast til min barndom på kirkebænken, hvor man bare skulle være stille og anonym. Aldrig har man kunnet vælge mere frit mellem uddannelser, ungdomsmøder, udlandsprojekter eller menigheder. Der foregår et bombardement af muligheder – og det er jo dejligt og skræmmende.

Et ofte brugt billede på mennesket i nutiden er fuglen, der er sluppet ud af sit bur. Den har frihed – men det indebærer en vis utryghed. Friheden er der naturligvis mange gode sider ved.

Selvom man så ville mene, at der også er problematiske sider ved friheden, så rokker det ikke meget ved det vilkår, at vi ikke kan ændre på det.

Vi kan ikke skrue tiden tilbage til en tid, hvor man eksempelvis bare valgte, erhver efter hvad ens far lavede. Nu er presset lagt på den unge selv – du er ansvarlig for, om du lykkes eller fejler. Der er pres både fra samfundet og fra en selv, og man lever i konstant skam, fordi man ikke magter – og alle kan se med, fordi det deles via de sociale medier.

Det hele handler om mig!

Individualiseringen har også nået kirkerne – og også det er på mange måder godt. Det er utrolig vigtigt, at Gud elsker lige præcis dig, han taler til dig, du har helt særlige åndelige gaver og et specifikt kald. Det skal vi overhovedet ikke ændre holdning til, for det er vigtigt.

Dog er der en udfordring til os som menighed, for hvordan gør vi troen til noget, der er fælles i en meget individualiseret tid? Hvordan skaber vi gode vækstbetingelser for en tro, hvor du ikke er alene om at lykkes eller fejle?

Individualiseringen i kirken giver mange udslag. Du er ikke længere født ind i et trossamfund. Man kan skifte, og mange gør det. Mine børn har været medlem af adskillige teenklubber og på lejre med flere forskellige af byens kirker. Det virker til, at man kommer der, hvor der er bedst at være.

På mange måder er det jo rigtig godt for os, at vi kan opsøge de steder, hvor der er godt at være, fremfor at visne et goldt og uinspirerende sted bare fordi, det er der, man plejer at komme. Det gør dog også, at man pludselig står i et valg, hvor man skal evaluere sin menighed. Man mærker efter, lytter til mavefornemmelsen og hvad det nu ellers hedder.

I musikken har vi også bevæget os fra et kollektivt ”vi” henimod et individualistisk ”jeg”. Vores sange er ofte også fokuseret på et personligt møde med Gud. Det er naturligvis også ganske fornuftigt, men alligevel vil jeg gerne efterlyse flere inderlige lovsange, der handler om vi eller menigheden.

Handler det om at lykkes?

Derudover er vi også nødt til at erkende, at ikke alle føler samme inderlighed i deres tro, som vi nogle gange italesætter det i kirken. Ikke alle oplever et personligt kald, hører Guds stemme eller bliver helbredt. Er man så ikke mødt af Gud? Er man så ikke lykkedes?

Har vi overhovedet noget at tilbyde? Hvad kan vi gøre? Kan vi overhovedet præsentere et attraktivt evangelium? Ja, det tror jeg selvfølgelig.

Først og fremmest kan vi vedholdende fastholde, at kristendommen er relation fremfor præstation! Nåde og tilgivelse er ikke en præstation, men en tilstand. Hos Gud møder man en væren fremfor en gøren. Vi må hjælpe med at opbygge et fundament, en identitet, så de unge får et indre kompas.

Måske kræver det også mod af os. Vi skal ikke præsentere evangeliet som en lykke-religion, hvor du nødvendigvis får et liv med mere nydelse, fred og glæde. Vi må have en åbenhed om det, der ikke lykkes hos os, så vi ikke tilbyder hurtige fiks, men lad os i stedet tilbyde medvandring og fællesskab. Når vi ikke kan løse de unges problemer, så kan vi da gå med dem. Vi kan tænde et lys i kirken med dem og sige:” Nu er sagerne hos Gud.”

En anden vej til trivsel er engagement. Det er så vigtigt for de unge at opleve, at deres liv giver mening. Hvis vi kan hjælpe dem ind i arbejdsgrene, hvor fokus ikke er så meget på dem selv, men derimod på mere konkrete problemer. Tænk bare på skolestrejker for miljøet.

I vores menigheder kan vi engagere de unge i pakning af julekurve, madlavning til folkekøkkenet eller mindre missionsrejser til udlandet. Flere efterskoler tager elever med til Nepal, Sydafrika eller Filippinerne – og gennem disse rejser oplever eleverne faktisk, at deres liv giver mening. Vi skal acceptere, at de ikke kan binde sig i årevis, men at rejsen i høj grad også tjener som dannelsesrejse og øjenåbner for de unge.

Helt grundlæggende må vi byde de unge velkomne i vores arbejdsgrupper i kirkerne – og ja, de hører noget andet musik, end vi gør!

Kollektivet

Familien og menigheden skal også kunne tilbyde et åndeligt hjem med stabilitet, hvor de møder flere generationer. De skal have en mur at spille deres holdninger op imod – men i kærlighed, så vi bevarer relationen.

Det er så vigtigt, at vi er mange omkring den unge, der alle kan bidrage til væksten. Ofte kan en teenager synes døv for sine forældres anvisninger, men mere åben overfor venners forældre.

Jeg opfatter grundfortællingen om Moses som en vigtig inspiration for vores liv. Der var masser af begivenhedsrige dage i hans liv, og han måtte træffe store og afgørende beslutninger. Han oplevede Guds fantastiske kraft, men der var også mange dage i ørkenen, hvor han hver morgen måtte takke Gud for mannaen – Gud havde ikke glemt dem.

Hele folket skulle vandre sammen og dagligt leve ordentlige liv, mens de fulgte ild- og skysøjlen. Det giver vores tro et bæredygtigt perspektiv. Vi må gøre det klart for vore unge, at livet skal leves på en lang bane i fællesskab, for det er ikke bare enkeltstående spektakulære begivenheder.

Hver dag skal ikke nødvendigvis rumme noget helt exceptionelt, men din vandring skal lede dig hen til et exceptionelt sted – og du skal gå sammen med nogle exceptionelle mennesker i alle aldre!