Hedvig husker Bornholms første pinsevækkelse

Pinsekirken på Bornholm kan søndag fejre 100 års jubilæum. 92-årige Hedvig Wüerster fra Rønne husker stadig, hvordan en kendt skuespillerinde spillede en hovedrolle, da der var vækkelse på øen.

92-årige Hedvig Wüerster med jubilæumsbogen ”Pinsekirken Bornholm gennem 100 år”. Hedvig er selv med på begge billeder – i strengekoret fra 1960 til venstre og som søndagsskolelærer i 1972 til højre.

Det var en kendt skuespillerinde, der for alvor pustede liv i pinsevækkelsen i Danmark. Anna Larssen Bjørner (1875-1955), og selvom hun måske i dag er gået i glemmebogen for de fleste, husker 92-årige Hedvig Wüerster fra Rønne stadig, hvor berømt Anna Larssen Bjørner engang var.

– Anna Larssen Bjørner var en af de allermest kendte skuespillerinder herhjemme, fortæller hun.

– Jeg kan huske, at min mor åbnede op for radioen, og så sagde Anna Larssen Bjørner: ’Engang levede jeg for verden, men nu lever jeg for Gud’. Det blev jeg meget grebet af, siger Hedvig.
– Hendes mand og hende havde stadig teltmøder over hele Danmark, og de samlede masser af folk. Og det er klart, at det tiltrak mange, når sådan en kendt skuespillerinde ærligt gik ind i en sag.

At Anna Larssen Bjørner var som sin tids unge Ghita Nørby, bakkes også op af Gyldendals onlineleksikon:

”Ved sin nydelige skikkelse, sit smukke, udtryksfulde ansigt og sit følsomme væsen opnåede hun snart at blive en af publikums yndlinge,” står der blandt andet om Anna Larssen Bjørner, som blandt andre selveste Herman Bang havde skrevet replikker direkte til. Men som 34-årig forlod hun teaterverdenen på toppen for at blive omrejsende pinseprædikant, efter hun selv var blevet ”vækket” af en norsk prædikant. Og hun kom også til Bornholm.

Den 1. januar 1920 kom Anna Larsen Bjørner og hendes mand Sigurd nemlig til Bornholm, hvor de blandt andet holdt møder i Baptistkirken i Rønne. Bjørners besøg blev – ifølge John Mesters nye jubilæumsbog ”Pinsekirken Bornholm gennem 100 år” – et tilløbsstykke uden lige. Rønnes største sal, der kunne rumme 600, blev stopfuld med folk, der kom for at lytte.

”En herlig ånd hvilede over møderne, ufrelste søgte frelse, og mange af de troende vaktes op med ønsket om mere liv, og andre bad om forbøn og Åndens dåb”, står der i jubilæumsbogen, som netop er udkommet. For kirken kom til verden kort efter Bjørners første vækkelsesmøder på øen for præcis 100 år siden.

Den 22. januar 1920 døbte Anna Larssen Bjørner tolv bornholmere i Baptistkirkens dåbsgrav. På det tidspunkt var der allerede nogle pinsevenner, der havde mødtes jævnligt i karetmageren Jens Folkertsens hjem i Rønne. Flere var også blevet døbt. Men nu talte flokken pludselig 29 døbte pinsevenner på Bornholm, og den 27. januar 1920 mødtes de for at danne en pinsemenighed på Bornholm, som blev kaldt ”Evangelieforsamlingen”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hedvig er født og opvokset på Bornholm. Hun husker både Pinsevækkelsens tidlige begyndelse og bombningen efter Anden Verdenskrig.

Det udløste en pinsevækkelse på Bornholm. I 1929 var medlemstallet steget til 259, og vækkelsen fortsatte, da det nu 92-årige medlem af Pinsekirken på Bornholm, Hedvig Wüerster, var barn.

Der var ikke kun møder med Bjørner på Bornholm, men mange andre pinseprædikanter, især svenske prædikanter, fordi pinsevækkelsen hurtigere var kommet til Sverige, fortæller Hedvig.

– Jeg kan huske, at prædikanterne stod og prædikede på klippestykkerne, mens vi sad rundt omkring. Der var mange, der kom. Mine forældre kom også med, og med tiden kom de også med i pinsemenigheden i Rønne. Jeg kan huske, at jeg var med til møde i Rønne, da jeg var 13 år. Og siden er jeg kommet trofast i kirken. Det jo snart 80 år siden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hun smiler og fortæller, at hun er født og opvokset i Rutsker, hvor forældrene boede og fik ti børn. I dag har hun kun sin lillebror Bernt på 90 år tilbage.

– Vores far var ringer og graver ved Rutsker Kirke, fortæller Hedvig.
– Og det fik han lov til at fortsætte med, da mine forældre begyndte at komme i pinsekirken, selvom nogle syntes, at det var en sekt. Der var for eksempel dejlige Indre Missionske folk, som advarede imod det dengang. For mine forældre kom i Indre Mission tidligere.

Hvad tiltrak dine forældre ved pinsekirken?

– Det var kraften i det. Det var et meget levende budskab, de kom med. Dengang var der også flere af fiskerne i Vang, som drak, men nu i stedet kom med i vækkelsen og slap flasken. I stedet lod de sig døbe i troens dåb, som vi kalder voksendåben. Det var helt fantastisk. På den måde blev vi revet med.

– Vi børn cyklede til Klemensker til søndagsskole i pinsemenigheden der. Der var en hel del der. De havde eget lokale og egen forstander allerede. Og min søster og jeg kom med i et børnestrengekor, og vi sang og spillede i søndagsskolen, og når vi havde udflugt. Det var noget særligt dengang, hvor børn spillede på guitar. Senere kom jeg også med i koret og spillede guitar. Der var en dame, der lærte min søster og mig at spille guitar. Vi havde et dejligt strengekor.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Så gik tiden, og der kom efterhånden pinsemenigheder i Vang, Tejn, Rønne, Klemensker og Nexø.

Bombet under befrielsen

– Under krigen holdt pinsekirken i Rønne til i et gammelt hus, som senere blev bombet af russerne. Befrielsen faldt en fredag, den femte maj, og vi var i kirken om søndagen. Vi havde pyntet op i den gamle kirkebygning, inden russerne pludselig bombede. Kirken blev helt smadret af bomberne. Men én væg stod tilbage. Og på væggen stod der stadig ”Det er fuldbragt”. Det var væggen, hvor platformen med talerstolen og dåbsgrav havde stået. De ord, som Jesus udsagde på korset, stod der stadig og proklamerede, at Jesus har sejret over døden. Det var stærkt, fortæller den erfarne kirkegænger.

Hvor var du selv, da bomberne faldt?

– Dengang havde jeg en plads som pige i huset hos en bryggerfamilie lidt udenfor Rønne. Jeg stod og vaskede op, da fruen kom og sagde, at det lød, som om der var bomber. Hun sagde, at vi skulle kaste os under spisebordet, så det gjorde vi. Det var dog ikke så slemt, hvor jeg boede, fordi det var lidt udenfor byen.

Men inde i Rønne var der syv dræbte efter bombningerne, husker hun, og deriblandt også et familiemedlem.

– Min fars kusine var blandt de døde. Hendes mand havde lige været hjemme og var gået igen. De havde lige fået en lille dreng. Hun blev dræbt, og drengen sad der.

Hun tier et øjeblik.
– Der er meget elendighed i verden, kommer det så i et lille suk.

Lærte tillid til Gud

Selv blev hun dog forelsket efter krigen, og i 1949 blev hun gift.

– Det var med forstanderens søn, siger hun og viser et billede frem fra jubilæumsbogen, hvor hendes mand er med på et af bogens fotografier.

– Det var, mens vi endnu ikke havde nogen kirkebygning, fordi den jo var blevet bombet. De andre menigheder i byen var meget venlige, så vi lånte for eksempel Missionskirken og Baptistkirken, når vi skulle noget særligt. Men vi skulle jo være et sted. Der lå en loge på Svanekevej, som vi også lejede os ind i nogle år, indtil vi fik en kirke på Borgmester Nielsens vej, siger hun og tilføjer, at der dengang faktisk også var snak om at købe ejendommen, hvor Bornholms Tidende ligger i dag. Siden er kirken flyttet til et større sted på Sagavej.

Hendes mand, Hans Wüerster, var også evangelist, og de flyttede til Grenå og Mors, inden han fik et kald fra Sverige. Men parrets tid i Sverige sluttede brat. Efter et vækkelsesmøde fik han pludselig så ondt.

– ”Lad dem bede for dig,” sagde jeg. ”Det er faktisk gået over,” sagde han.

Fjorten dage efter var Hans Wüerster til sangøvelse om aftenen i kirken. Men da han den følgende morgen begyndte at klæde sig på, faldt han pludselig om.

– Vi boede dengang på 1. sal hos en kristen familie, og jeg styrtede ned ad trappen og sagde ”Jeg ved ikke, hvad der er sket”, og konen kom op og sagde, at det ikke så godt ud, så hun ringede efter en ambulance.

Hans Wüerster var på det tidspunkt kun 33 år.

– Vi kom med i ambulancen. Og jeg kan huske, at lægen gav mig noget stærkt at drikke, inden han sagde: ”Din mand er død”. Det var helt forfærdeligt, siger hun stille og fortæller, at hun siden da har været enke.

Dengang var der ikke færger til Sverige, så det var ikke hele familien, der kunne komme med til begravelsen. Men hendes bror og forældre sejlede med en fisker over for at komme med, fortæller hun.

– Da jeg kom tilbage til Bornholm, fik jeg en lille lejlighed hos et ældre ægtepar fra pinsekirken, mens jeg passede konen, som var syg. Men hun døde også.

Selvom Hedvig har haft døden tæt inde på livet mere end en gang,er der ikke bitterhed at spore i hendes ansigt. Tværtimod.

– Jeg lærte tidligt at have tillid til Gud, siger hun og fortæller, at tilværelsen siden hendes mands og konens død alligevel har lagt sig til rette for hende henad vejen, og til dags dato har hun været velsignet med et godt helbred, for trods hendes høje alder er hun stadig selvkørende.

– Men det er nåde alt sammen, siger hun og smiler.

Økonomisk har hun blandt andet klaret sig ved at have en del rengøringsarbejde, og så blev hun også pedel i pinsekirken. Og her var nok at gøre, mindes hun og opremser nogle af jobbets gøremål.

– Der skulle åbnes op og lukkes i til kirkens mange arrangementer. Man skulle vaske dåbsdragter, gøre rent, og så var der begravelser.

Den tidligere kirkepedel har haft sin gang i kirken siden. Også selvom det var en særlig tid, da der var vækkelse, og der måske ikke er den samme kraft som dengang, som hun siger, for ”hvis man ikke har troen, så har man ingenting. Den betyder alt”, erklærer hun.

– Jeg vil sige, at det er liv at være en kristen. Og det er derfor, at der var sådan en vækkelse dengang. For er man ikke en kristen, går man glip af noget. Jeg kan huske, da vi havde en meget dygtig sangleder på Borgmester Nielsens Vej. Vi sang fra en sangbog, der hed Evangelietoner dengang. Sangen var så kraftig, at turisterne stod og lyttede ude på gaden. Men teksterne var også stærke. Mange af sangene i Evangelietoner er født frem i lidelse.

Den var for eksempel tilfældet med den svenske pinsepræst Lewi Petrus, hvis kone var syg, oplyser Hedvig.

– Efter lægernes udsagn var der ikke meget at gøre, men han bad hele tiden. Og hun blev også rask. Men midt i uvisheden skrev han sangen ”Løfterne kan ikke svige”. Det er det, man må holde fast i. Man skal ikke gå efter et luksusliv. For hvis man hele tiden kræver mere, bliver man aldrig tilfreds, men man skal holde fast i troen. Det er det, der holder. For meget kan ændre sig, men Guds løfter står fast, som Lewi Petrus også skriver: ”Stjernernes lys kan svinde, styrte hver bjergetinde; men den, som tror, skal finde. Løfterne de står fast,” siger hun og lyser op i et livsbekræftende smil.
– Og det tror jeg på.