Kan tro og politik følges ad?

”Al forkyndelse af evangeliets frihed fordrer subjektiv formidling. Hvis ikke prædikanten giver noget af sig selv og sin egen kamp med at komme til rette med evangeliets indbyggede krav, forbliver menigheden uberørt af forkyndelsen.” s. 126

Domprovst Anders Gadegaard er forfatter til en ny bog om forholdet mellem politik og tro. Hans mangeårige engagement i at omsætte den kristne tro og forkyndelse til politisk socialetik og handling får i bogen en teologisk begrundelse og perspektiv.

Ærindet er prisværdigt, idet forargelsen over uretfærdighed, og kampen for de svageste, helt afgjort kan begrundes i den kristne tro og tradition. Men alligevel bærer bogen præg af, at Gadegaards eget politiske ståsted, til venstre for midten i dansk politik, er den egentlige bevæggrund. Man kan være politisk enig eller ej, men det er udfordrende, når bibelske tolkninger vrides voldsomt, som argumentation for netop denne politik.

Eksempelvis er lignelsen om den barmhjertige samaritaner anvendt til at tage stilling i spørgsmålet om Vestbredden. Argumentet er, at buddet om næstekærlighed må få os til at tage afstand fra Israels bosættelser og øvrige overgreb mod den palæstinensiske befolkning i dette område. På samme måde argumenter Gadegaard for, at vi som kristne bør støtte en stormoske i København, fordi vi har en diakonal forpligtelse overfor muslimer i Danmark (s.115) – hvilket han læser ud af Jesu måde at færdes blandt trosfæller og hedninger. Og dette er vel at mærke blot et par eksempler på, at tolkningerne fører til konklusioner, som skal underbygge et politisk standpunkt.

Faldgruben

Problemet er, for mig at se, ikke, at præsten er politisk – det er fuldstændig essentielt, at evangeliet også omsættes til handling.
Ligeledes er det indiskutabelt, at Jesus eksempelvis i Bjergprædikenen udstikker en række klare etiske og moralske retningslinjer, som er en målestok både for den enkelte, men også i et samfund. Nej, problemet er, at troen bruges til at legitimere ét politisk ståsted som dét rigtige kristne ståsted.
Gadegaard gør faktisk selv opmærksom på, hvor faldgruberne er, i kapitlet ”Forkyndelsens politiske dimension”, men kan tilsyneladende ikke se, at han selv er faldet i.

Det lille ord i midten af titlen ”Tro mod politik”, altså mod, er det, forfatteren skal roses mest for. Hans mod til at omsætte evangeliet til (politisk)handling er prisværdigt, fordi det er lettere at væve prædikener uden om de klare politiske budskaber. Det er også modigt, når Gadegaard afsætter et helt kapitel til et opgør med Søren Krarups ”nationalkristne ideologi”, som han kalder den. Men samtidig udstiller sætnings-konstruktionen – tro mod politik – også det største problem i bogen. For troen underordner sig politikken og ikke omvendt.

Politik med reference til troen

Alligevel er vovestykket – at formulere politik med reference til troen – noget, der giver stof til eftertanke. Bogen afsluttes med ti prædikener som konkrete eksempler på, hvordan afsættet i Bibelen kan give anledning til stillingtagen i helt aktuelle sager. Der iblandt er mere opbyggelige formaninger om ikke at lade materialisme eller juleræs dominere helligdagene. Samt eksempler på, at vores forhold til næstekærlighedsbegrebet rummer mulighed for forbedringer. Tro mod politik er en gave til kristne, som er politisk aktive på venstrefløjen – andre kan nok undvære den.

Anders Gadegaard:
Tro mod politik
196 sider. 200 kr. Eksistensen