Nelsons tog en usædvanlig rejse fra øst til vest

Shah Rukh Nelson, som bor i Søborg, kommer fra Pakistan, hvor han tilhørte det kristne mindretal.

I 2012 kom han til Danmark – og mødte kort efter Anja Dünweber, der for nylig stod frem som initiativtager til Jesus March i København.

Parret blev gift året efter, han kom hertil – og har i dag to små børn. De kommer i Evangeliekirken på Worsaaesvej på Frederiksberg, og det er herfra, Nelson fortæller sin usædvanlige historie og trosrejse:

– I Pakistan er der ikke så mange frikirker – der er flere katolske og protestantiske kirker, og jeg savnede en stærk kristen tro med fokus på Helligånd. Jeg ønskede ikke at blive boende i et muslimsk land og have en familie der.

– Det er sjældent, man ser en kirke belyst – i spotlight – for det kan være farligt. Så i Pakistan går de kristne kun til søndagsgudstjeneste, og frikirker arbejder mere underground.

– Det er svært at være naturlig som kristen, og jeg havde for eksempel aldrig oplevet jul, juletræ…, forklarer Shah Rukh Nelson, der er født i 1983.

Derfor var han fast besluttet på at emigrere – til Storbritannien eller Tyskland. Men så var der en ven, som var blevet uddannet i Sverige og havde tilbragt et år i Danmark bagefter, som ikke kunne finde arbejde og derfor kom tilbage til Pakistan.

– Min ven syntes, at jeg skulle møde en af hans venner – som han havde fået i Danmark, og jeg ville bare ud af Pakistan, så derfor søgte jeg visum, fortæller Shah Rukh Nelson.

Han havde netop fået arbejde som bankrådgiver, da han blev ringet op af ambassaden. Han havde fået greencard og visum til Danmark.

– Jeg sagde mit job op, solgte min bil og rejste med det samme, fortæller Nelson.
Han ankom hertil uden at ane, hvor han skulle bo. Først overnattede han i et værelse nær Enghave Station, så i Rødovre, og så boede han på Danhostel i en uge. Derefter fik han et værelse sammen med fire andre – muslimer fra Pakistan. De første tre måneder anede de ikke, at han er kristen.

Kiosk og kærlighed

Det lykkedes hurtigt Nelson at finde arbejde i en kiosk på Amager – med en indehaver fra Pakistan.

Anja Dünweber, som boede lige i nærheden, kom jævnligt forbi for at købe kattemad.

– Hun kom ofte omkring 21.30-22, og der var noget specielt ved hende. Jeg mødte også en dansk mand, som havde lidt problemer med alkohol. Vi blev venner, og jeg ville gerne prøve at hjælpe ham, siger han.

I forsøget på at hjælpe blev han selv hjulpet. Vennen tilbød ham et værelse til 1.500 kroner om måneden, og det sagde Nelson ja til.

Vink med en vognstang

Fra sin nye bopæl kunne han se over til Anjas lejlighed.

En dag kom hun ind i kiosken med sin guitar. ”Du skal kende Jesus,” sagde hun til ham.
-”Jamen, jeg er kristen,” svarede jeg og viste hende mit pas, hvor der står min religion, fortæller Nelson.

Af samme årsag kan han i øvrigt ikke rejse til Israel. Det tillader hans pakistanske pas ikke, men han vil søge dansk pas om nogle år, så han en dag kan rejse dertil.

De to begyndte nu begge i en periode at komme i ZVC – Zions Vækkelsescenter, hvor Anja kom. På Nørrebro, hvor Nelson også gik på sprogskole.

– Vi gik ofte turen fra Nørrebro til Amager sammen. Hun var kirkeleder, og vi ”skulle bare være venner,” sagde Anja – og sådan var det.

– En dag, da vi gik en tur til Amager Strand, kom vi forbi Filips Kirke på Amager. Da vi gik derind, kom præsten hen og sagde: ”Skal I giftes?” Vi var bare venner…

– ”Ja”, svarede Anja.

– Så sagde præsten:”Kom, jeg har en dato.” Vi gik med ind på hans kontor og fik en dato nogle måneder senere – den 25. maj 2013.

– Det må være Helligånden, talte vi om bagefter, fortæller Shah Rukh Nelson.
Selvom parret efterfølgende fortalte alle, at de ville gifte sig – blev det dog ikke til noget i første omgang.

– Jo tættere vi kom på den 25., jo mere bange blev Anja. En nat drømte jeg, at det ikke var den dag, vi skulle giftes. At Anja ville sige nej. Og det gjorde hun.

– Vi måtte aflyse efter at have inviteret alle. Det var ikke så godt. Jeg kunne ikke sige hej og være venner med hende lige på det tidspunkt. Men så kom hun en dag og sagde: ”Skal vi giftes?”

– Så friede jeg i vores egen kirke, og Anja sagde ja igen. Jeg gav hende en ring, og den 27. juli blev vi gift i Filips Kirke.

Tro i DK og Pakistan

Inden parret blev gift, blev han i december 2012 voksendøbt – af Anja – på Amager Strand. Det var noget, ”Anjas daværende kirke” varmt anbefalede.

”Nej jeg skal ikke døbes, for jeg er kristen, og jeg er døbt,” svarede Nelson ellers i første omgang, da hun foreslog det.

Kort efter ændrede han mening.

Pudsigt nok havde han nemlig en af sine hidtil stærkeste åndelige oplevelser, mens han boede sammen med muslimerne kort efter ankomsten til Danmark.

Nelson oplevede, at Gud er livet – er hans åndedræt:

– Mens de andre sov, sad jeg og så en film om Paulus – hvor han er på vej til Damaskus – og så blev jeg fyldt af Helligånden. Det var så stærkt, at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Dét overbeviste mig om, at jeg skulle døbes. Dagen efter var vi på Amager Strand.

– I Pakistan havde jeg også haft et par andre oplevelser, der gjorde mig stærkere i troen. Inden jeg blev rigtig kristen, sad jeg og så fjernsyn en aften, hvor min mor og jeg var alene – hun faldt nogle gange i søvn, når vi så tv. Og så var der et af de strømsvigt, der nogle gange sker i Pakistan. Pludselig så jeg en skikkelse stå midt i stuen. Den var ikke fysisk, men jeg spurgte: ”Hvem er du?”. Jeg fik intet svar. Så spurgte jeg igen. Stadig intet svar. Så vækkede jeg på min mor: ”Kan du se, den mand, som står her?” spurgte jeg. Det kunne hun ikke, fortæller Nelson.

Den oplevelse medførte, at han blev overbevist om, at der findes en åndelig virkelighed. Han, som ellers elskede gyserfilm, begyndte nu også i stedet at se flere og flere kristne film – for ikke at åbne forkerte døre.

– Når man ser noget, man ikke kan forklare med al visdom og intelligens, så ved man, der må være noget mellem himmel og jord, pointerer han.
Nelson kom til Danmark i håb om at få en stor kristen familie.

– Men jeg fandt ud af, at danskerne ikke er så kristne, som jeg troede. Selvom her er flere kirker, er der ikke altid fokus på Helligånden.

– Min mor var meget troende. Hun sagde ikke noget til, at jeg blev døbt. Men hun ville fortsætte med at være katolik, siger han.

Nelson følte sig til gengæld ikke helt hjemme i det katolske.

– Det der med at man skal kysse hellige billeder og Jesu fødder … som yngre skulle jeg engang gøre det foran hundrede mennesker i Pakistan, men jeg havde svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle gøre det. Følte mig dum. Der var uro i mig.

– Jeg er vokset op med bøn, fordi min far også var kristen, og jeg gik som barn i en kristen privatskole og college. Da jeg som 25-årig selv skulle vælge, selv skulle tage min bil og køre i kirke, kunne jeg mærke, at jeg ikke hørte til i den katolske kirke. Men jeg tror på Jesus. Han står ved siden af mig. Dét tror jeg på, understreger Nelson.

Begge hans forældre døde sidste år.

– Min far fik et hjertetilfælde i januar. Min søster ringede og sagde: ”Far er død” – og i juli døde min mor. Fordi jeg er kristen, tror jeg på, at jeg skal se dem igen.

– Jeg havde ikke altid et godt forhold til min far, men fire måneder inden han døde, fik vi talt ud sammen og fik det godt. Vi havde det fantastisk sammen den sidste tid.

– Da han var død, havde jeg en drøm, hvor vi talte meget sammen. Jeg spurgte bl.a.: ”Hvorfor skulle du dø? Hvorfor gik du ikke til lægen?”… Jeg havde aldrig fået fortalt ham, at jeg elskede ham, for vi havde altid kæmpet lidt. Mens vi nu snakkede sammen i drømmen, kom jeg undervejs i tanke om, at han var død. Så gav jeg ham et kram og sagde: ”Jeg elsker dig far.”

Bagefter var jeg glad, tilføjer Nelson, der har planer om at deltage i en sorggruppe i Gladsaxe.
Sammen med Anja har han en søn på fem år og en datter på to – og han har fået et godt fast arbejde inden for sit fag.