Næstekærlighed vender aldrig tom tilbage

”Vi mennesker kan ikke udrette store ting, kun små ting med stor kærlighed”.

Sådan sagde moder Teresa engang, og dette udsagn er også en livsfilosofi, som Sanne Kofoed Bøjstrup støtter. Sammen med sin mand, bonusdatteren Anna og parrets to plejebørn bor hun dejligt i Pedersker med direkte udsigt ud til markerne. Her elsker hun at bo, og her arbejder hun også hjemmefra som fuldtidsplejemor for to børn, der får masser af kærlighed. For hun vil gerne forsøge at give den kærlighed, hun selv har fået med hjemmefra videre, siger hun med et varmt glimt i øjet.

– Kærlighed kan jo kun bruges til noget, hvis man giver den videre. Og jeg har fået meget, så jeg forsøger så godt jeg kan at give noget af det videre. Ikke kun til mine plejebørn, men til alle mennesker, jeg møder i min hverdag. Og det er min erfaring, at det kan være små ting, som kan gøre dagen lettere for andre, fortæller hun og tilføjer, at det kan være alt fra at drikke kaffe med et menneske, som har brug for at tale, til en lille gestus som at hjælpe en træt kunde i Brugsen med at få pakket varerne ned eller låne et håndklæde til en, der har glemt sit ved stranden.

– Nu er jeg også meget glad for at bruge tid på at pleje min have, og det er min oplevelse, at det er med relationer som med græsset i haven. Ligesom græsset er grønnest, hvor det vandes, vokser mennesker og relationer positivt gennem næstekærlighed. For med kærligheden så følger tålmodigheden og troen og håbet og selvbeherskelsen og mildheden og glæden. Alt godt følger i kølvandet på kærligheden, siger Sanne Kofoed Bøjstrup, som også kæder sin egen kærlige opvækst sammen med sin kristne tro:

Når folk opfører sig skidt og fx smækker med døren, tænker jeg tit, at det må være, fordi de ikke har fået nok kærlighed

– Mine forældre har været en tryg søjle gennem hele mit liv, og jeg har turdet meget som barn, fordi jeg havde mine forældre i ryggen, som altid sagde, det hele nok skulle gå. Derfor har det også været let for mig at se på Gud som en kærlig faderskikkelse, fordi jeg selv har en meget kærlig far. Og det er jeg meget taknemmelig over. Og når folk opfører sig skidt og fx smækker med døren, tænker jeg tit, at det må være, fordi de ikke har fået nok kærlighed. Men jeg tror, at Gud er alle menneskers himmelske far, der elsker os alle sammen.

Næstekærlighed er et slidt ord, men princippet kan stadig ændre verden, mener hun. Jesus sagde også, at det vigtigste i livet er at elske Gud og elske sin næste. For så bliver verden et bedre sted for alle parter.

– Det er derfor, at man skal gøre mod andre, som man gerne vil have, de skal gøre mod en. Den måde at se næstekærlighed på har jeg med mig fra Davidskolen i Aakirkeby, hvor jeg var elev, siger Sanne Kofoed Bøjstrup og tilføjer:

– Når man møder andre, som man gerne selv vil mødes, så udvikler der sig en helt anden atmosfære og tilgang til alle relationer – og det er overhovedet ikke kunstigt, for man er jo bare god ved andre, og så falder det som regel tilbage på en selv. Man høster, hvad man sår. Det er et bibelsk princip. Men det er også noget, jeg har lært i mit ægteskab, siger hun og fortsætter:

– Når Thomas møder mine behov i hverdagen, små som større, så får jeg også lyst og overskud til at gøre noget godt for ham. Og på den måde forsøger vi at nå en form for balance i vores ægteskab.

Det er ikke altid nemt. Med alt smukt i livet er der også en smerte, mener hun. Men sommetider kan man næsten føle, at det er Gud, der hjælper en, når man selv møder en kærlig sjæl på vejen:

– Jeg kan huske engang, hvor jeg som barn var på vej hjem fra lejrskole. Jeg havde glemt min pung. Og så kom der en fremmed dame hen til mig, som var helt uvidende om min situation, og gav mig 150 kr. Det betød meget for mig i det øjeblik. Og dér følte jeg mig faktisk set af Gud. Jeg har også oplevet det den anden vej. Jeg gav engang en halskæde til en veninde. Den var ikke dyr eller noget, men på halskæden stod der ’speak up’. Jeg mødte hende nogle år senere, hvor hun fortalte, hvordan gaven havde været en opmuntring for hende. Sådan kan små gaver og hjælpsomhed gøre en stor forskel. Og sådan tror jeg også, at man kan forbedre stemningen på sin egen arbejdsplads. Hvis man hele tiden tænker ”hvad kan jeg gøre for at fremme, at de andre har det godt?”, så har det som regel en positiv afsmitning – ikke blot på andre, men også på en selv. For mig er det en befriende fornemmelse at hjælpe min næste, hvor man kan.

Hvem ser du som din næste?

– Det er alle dem, jeg møder på min vej. Jeg tror, Gud har skabt alle mennesker. Og jeg tror, at det er det, der menes med, at vi skal elske andre som os selv.

Kan man ikke være næstekærlig uden at være kristen?

– Jo, selvfølgelig. Men troen på Gud minder mig om det. Gud elskede jo også os uden at forvente at få noget igen. Gud er kærlighed, og hvis man vil ligne Hans natur, må man også være næstekærlig. Han lærte os, at det vigtige ikke er, hvad man har, men hvad man kan give. Det er ikke materielle ting, der er det vigtigste i livet. Det er relationer, der er det fineste for mig. Det kan give en stor tilfredshed at købe en ny bil, men det er en dybere tilfredshed at investere i en relation. Mine relationer er min største rigdom. Og min erfaring er, at man ved at være noget for andre kan føle sig rig. Der er jo også et gammelt ordsprog, der siger, at ’det er saligere at give end at få’. Det tror jeg faktisk er rigtigt.

Han lærte os, at det vigtige ikke er, hvad man har, men hvad man kan give. Det er ikke materielle ting, der er det vigtigste i livet. Det er relationer, der er det fineste for mig.

Når man skal elske andre som sig selv, må man samtidig også lære at elske sig selv, mener hun.

– I dagens samfund er der mange roller at udfylde og mange krav at leve op til, og i det ræs er det meget menneskeligt at komme til at sammenligne sig selv med andre. Men det skal man forsøge at lade være med. For vi har alle noget at byde ind med i forhold til andre mennesker. Og hvad dette er, bliver meget mere tydeligt, hvis vi ikke forsøger at være som de andre. Der skal være plads til individualitet. Det hele skal ikke være så strømlinet.

Alligevel kan det virke grænseoverskridende for mange at træde til for at hjælpe.

– Det ligger jo meget i vores kultur, at man er sig selv nærmest. Jeg har sommetider oplevet, at folk kan blive i tvivl om, hvad jeg vil, når jeg har forsøgt at hjælpe. Men jeg henvender mig jo kun, fordi jeg er interesseret i mennesker. Jeg er dårlig til at sms’e, og jeg er dårlig til facebook, men jeg elsker at dele liv med folk i virkeligheden. Jeg er helt vild efter at sidde over for et menneske og se ind i sjælen og høre om vedkommendes liv. Og jeg har erfaret, at når jeg selv er meget åben, så åbner folk også op, og når jeg viser kærlighed, bliver jeg mødt med kærlighed, og når jeg viser svaghed, viser andre svaghed. Og så ved jeg, hvordan jeg kan hjælpe et andet menneske – ved bare at være menneske.

Thomas og Sanne venter nu barn, som er et bønnesvar, de ærer Gud for.

Kort om tro

Hvad er kernen i din tro?
Det er at stole på Gud. Jeg synes, at der bliver mere balance i mit liv, når jeg lægger alt over til ham, der har skabt mig. Det giver mig ro at tro på, at Gud har hånd om alting. Det er fundamentet for et godt liv. I hvert fald for mit.

Hvorfor blev du troende?
Jeg er opvokset i et dejligt harmonisk hjem med kristne forældre, der ikke kun opdrog til at tage mig af andre, men også til, at Gud tager sig af os. Siden har jeg troet på Gud, men jeg har også oplevet, at troen er ligesom alle andre relationer, der skal passes og holdes ved lige. Græsset er grønnest, hvor det vandes. Og det gælder nok alle forhold i livet.

Hvorfor kommer du i Pinsekirken?
Det er primært, fordi mine forældre er kommet der, så der har jeg kendt alle, siden jeg var barn. Det giver en tryghed, og så er der jo et godt sammenhold. Man føler lidt, at man hører til. Det er dejligt, at der altid er nogen, der ser en og spørger til, hvordan man har det.