Udfordringen støtter udsatte kristne med nyt radiohus

Den kristne radio i Maroua ligger i l’Extreme Nord i Cameroun, hvor op mod 200.000 kristne er blevet fordrevet af voldelige islamister.

Radiojournalist Leon ses her foran det nye radiohus, som snart er færdigt. Endnu mangler radiomasten. Som man kan se er jordbunden meget tør og hård i denne landsdel, indtil regntiden kommer.

Hvis du læste min bagsmæk-klumme i sidste uge, vil du vide, at storbyen Maroua i Cameroun er en vigtig by i kampen mellem voldelig islamisme og fredelig kristendom.

Som nævnt er op imod 200.000 afrikanere blevet fordrevet fra grænseområderne til Nigeria.
Det er sket gennem de seneste 6 år, fordi den islamistiske bevægelse Boko Haram har overfaldet og dræbt flere tusinde kristne i landsbyerne.

Men myndighederne sætter hårdt ind for at udrydde terrorbevægelsen, der også har foretaget flere selvmords-bombesprængninger i storbyen Maroua – bl.a. på markedet, et diskotek, en værtshusgade, hvor mange mennesker er dræbt.

I byen har en gruppe kristne fra forskellige kirker oprettet en radio med støtte fra Udfordringen.
Og radioen har allerede mange lyttere, også ude i den røde zone i grænseområderne.

– Vi fik et nødråb fra en kvinde, da Boko Haram overfaldt deres landsby og dræbte folk, fortæller Leon til Udfordringen.

Nødråb fra kvinde

– En dag var der en kvinde, der ringede midt i vores direkte program og råbte, at de netop da i landsbyen blev overfaldet af terroristerne. Og at mennesker blev dræbt, fortæller Leon, der er en af de energiske radiofolk.

– Vi må ikke bringe den slags i radioen for myndighederne, fordi de ikke ønsker, at det skaber panik. Men vi kunne ikke nå at afbryde kvinden, siger Leon.

En radio, som Udfordringen også har kontakt til længere syd på i landet, fik også et uventet opkaldt midt i en udsendelse, hvor lytterne kunne ringe ind og sende hilsner. Pludselig ringede en mand og råbte en hilsen til – Boko Haram, den forbudte terrororganisation.

Myndighederne lukkede herefter radioen i tre måneder, så radiofolkene er meget varsomme.
Direkte programmer, hvor lytterne ringer ind fra deres mobiltelefoner, er de mest populære.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Udsendelserne produceres ofte af frivillige med enkelt udstyr.

De kristne radioer har ofte programmer, hvor lytterne fortæller om deres sygdomme og problemer. Herefter beder man i studiet for lytteren – og ofte sker der mirakler. Dette har naturligvis en tiltrækkende virkning på muslimer, men også på mennesker, som har mistet troen på de gamle kirker på grund af korruption og magtmisbrug.

Radioen i Maroua lejede sig først ind i et hus, men ejeren hævede huslejen alt for meget og satte til sidst radioen ud.

Nu har radiofolkene med støtte fra Udfordringen og fra egne gaver bygget et nyt radiohus.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Gaver til arbejdet kan gives gennem Missionsfonden konto 9570-0006 139450 eller MobilePay 81558. – Husk at skrive projekt ’5984 Udfordringens Radio-mission i Afrika’.