Eventyret om Landet bag Bjergene
Anette Brobergs triologi om landet bag bjergene er samlet og genoptykt som én bog.
For 35 år siden udkom fantasy-romanen Rejsen til Landet bag Bjergene, der blev starten til en triologi, hvor sidste bind udkom 15 år senere. Nu er alle tre romaner så samlet i et bind med titlen Eventyret om Landet bag Bjergene.
Forfatteren er Anette Broberg Knudsen, og selv om hun er dansker, er inspirationen fra genrens mestre Lewis og Tolkien til at få øje på.
Den verden, som fortællingen foregår i, er tydeligvis ikke vores verden. Det er Landet, som er opdelt af en uigennemtrængelig bjergkæde, som selvfølgelig alligevel på magisk vis gennemtrænges. En verden hvor trolddom, magi, konger og tiggere, hekse og trolde er hjemhørende.
Men som i C. S. Lewis’ Narnia, også et land og en historie, som har mange allegoriske træk. Særlig interessant er i den forbindelse en skikkelse, som får betegnelsen ”Tiggeren”.
Hovedpersonerne, søskendeparret Knøjs og Knampen, møder Tiggeren i ørkenen, og det viser sig, at han spiller en altafgørende rolle igennem hele triologien.
Tiggeren er i virkeligheden søn af Kongen af al Glæde, som skabte landet og folket, men blev afskåret fra folk og land på grund af mørkets fyrste, som underlagde sig folket med trusler og magt. Det kræver derfor heller ikke meget Bibelkendskab at se parallellerne til syndefald, korsfæstelse og opstandelse i eventyret.
Spændende, troværdig og original
Samtidig er historien, personlighederne og miljøkarakteristikken spændende, troværdig og original. Som læser bliver man ført ind i et helt univers og ved aldrig helt, hvad man skal forvente.
Historien er godt nok skrevet til børn – måske især piger, da actionniveauet godt kunne være højere – men der er masser af pointer til de voksne også. Historien har et interessant symbolplan, som gør romanerne til god litteratur.
Symbolplanet handler blandt andet om mod til ikke at lade sig kue af glubske hundes knurren, men møde ondskaben med tro, som er tillid til det, der håbes på… Hvilket vi kan læse mere om i Hebræerbrevets 11. kapitel.
Fristelser og relationer
Det handler også om fristelser, som alle møder. Fristelser til at vælge bekvemmelighed frem for det, som man ved, er den rigtige vej. Eller fristelse til at fylde tilværelsen med stræbsomhed efter rigdom og prestige. Eller fristelsen til ikke at fortælle den ilde hørte sandhed. Eller fristelsen til at lade troen forblive en tanke, en intellektuel øvelse, som aldrig fører til handling.
Og netop fordi der ligger en kristen fortælling i dette underlag, bliver historien så interessant. Eksempelvis ser børnene i fortællingen Tiggeren, som senere forvandles til en kongesøn og senere igen en landevejsridder.
Denne transformation er interessant, når figuren er et billede på Jesus. Det er således ikke Tiggeren, der forandrer sig, men børnenes syn, der påvirkes af deres relation til denne Tigger. Dermed giver forfatteren også den voksne læser stof til eftertanke.
Det er skønt, når velskrevne romaner udkommer. Men når de genoptrykkes, eller som her, samles, efter en årrække, er det et tegn på, at kvaliteten holder også til nye generationer af læsere. Bogen er så absolut en anbefaling værdig.
Anette Broberg Knudsen:
Eventyret om Landet
bag Bjergene
520 sider. 299,95 kr. Lohse