Melvin Kakooza træner Corona- fitness i krisen

Melvin Kakooza.

I et forsøg på at undgå ”karantænedeller” har den kristne komiker Melvin Kakooza opfundet Coronafitness.

Den sidste uge har Melvin Kakooza dyrket Coronafitness live på Instagram. I et interview med DR.dk fortæller komikeren, at ideen begyndte med, at han ville aktivere sin lillebror og nevø, som er i karantæne. Men på få dage deltog mere end 40.000 følgere i den virtuelle træning.

Ifølge billeder på Melvin Kakoozas Instagram-profil er det både børn, unge og ældre, der får sved på panden med Coronafitness, som han sender live kl. 11 fra mandag til fredag.

Udover coronafitness har Melvin Kakooza startet ”Musikquizzen”, som han også sender live på Instagram på hverdagsaftener kl. 20. Her fulgte flere end 70.000 seere med, da komikeren havde gæstebesøg af sangeren Lukas Graham.

Melvin Kakooza er opvokset i en aktiv kristen familie i Fredericia. Oprindeligt er kommer han fra Uganda, men flyttede med sin familie til Danmark som barn. I 2017 vandt Melvin Kakooza DM i stand-up og har haft vind i sejlene siden. Sidste år optrådte han til Det Himmelske Show i Boxen i Herning i forbindelse med Himmelske Dage arrangementet.

Melvin Kakooza regner med at fortsætte med Coronafitness og Musikquizzen, så længe Danmark er lukket ned.