Den gamle IM general fylder 80 år

Jens Mortensen

Torsdag den 2. april kan Indre Missions tidligere generalsekretær Jens Mortensen, Fredericia, fejre 80-årsfødselsdag.

Jens Mortensen blev leder af Danmarks største kirkelige bevægelse i 1992, da Poul Langagergaard uventet trådte tilbage.

Forud havde Jens været rejsesekretær fra 1984 og siden landssekretær. I alt blev det til 41 i IM, inden han i 2005 gik på pension.

Han fortsatte dog som frivillig rejsesekretær og holder stadig møder rundt omkring.

Jens Mortensen er ikke teolog, men håndværker. Og han har udtalt, at ”Kirkekampen er vigtig, men vi må ikke glemme, at en vækkelsesbevægelses opgave først og fremmest er at forkynde evangeliet til frelse”.

Han voksede selv op som den yngste af syv børn i et fodermesterhjem i Vendsyssel. Forældrene havde ingen tilknytning til kristendommen, før de blev omvendt under én af vækkelserne midt i 1940’erne.

– Det var en kæmpe omvæltning, som har haft stor betydning for både mig og min familie. Fra at være et hjem, hvor der blev bandet, drukket og slået, skete der en mærkbar forandring, fortalte han i en artikel i Udfordringen.

Familien begyndte at komme i missionshuset, og Jens var med. Senere var han aktiv som håndboldtræner og dommer i KFUM’s Idræt, hvor man dengang oplevede en stor vækkelse blandt idrætsudøverne.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jens Mortensen blev udlært maler og arbejdede nogle år på Lindø Stålskibsværft, indtil han blev forkynder i Indre Mission.

Jens er gift med Inge og ægteparret har fire voksne børn.