Britta er ramt af coronaen

Da Britta den 17. april skulle på aftenvagt, følte hun sig meget træt. Men hun er en fighter, der ikke så let lader sig slå ud, så hun tog på arbejde.

– På arbejde gik jeg og frøs lidt, så jeg spurgte mine kolleger, om der ikke var koldt. Jo, der var vist lidt koldt, sagde de.

Jeg havde også hovedpine, men det kan man jo let få. Så jeg blev på arbejde, fortæller hun.
Men hun havde lidt feber, og da trætheden og hovedpinen fortsatte, blev hun podet på sygehuset. Seks timer senere fik hun at vide, at hun havde pådraget sig den meget omtalte virus.

– Ved du, hvor du blev smittet?

– Nej, egentlig ikke. Jeg har været meget omhyggelig med afspritning og handlet med handsker på. Men jeg har jo gået blandt kolleger, fortæller Britta fra sin sygeseng derhjemme.

– Hvordan er det at være syg af corona?

– Det er jo åbenbart forskelligt, hvor hårdt det rammer. Men det er værre end en almindelig influenza, må jeg bare sige. Og der er nogle ting, der er gået op for mig, mens jeg har været syg.

– Hvad er det?

– Jeg forstår, hvorfor vi skal passe på ikke at smitte de gamle.

– Bliver man nervøs?

– Ja, det værste er måske, at man jo véd, at det kan udvikle sig til noget værre, så man skal indlægges og måske i respirator. Og man ved, at der ikke er nogen vaccine, men at man selv skal bekæmpe det med sit immunforsvar.

Feber

Britta har haft 39 i feber flere gange. Senest aftenen før, vi talte med hende torsdag middag.

– Jeg havde håbet på, at det var ved at være overstået, men så fik jeg igen høj feber. Det blev jeg meget ked af. Jeg skrev rundt til nogle venner og spurgte dem om at bede for mig. Når man har den her virus, så må man bare være frimodig og spørge om forbøn, mener Britta, der vågnede torsdag morgen uden feber, men gennemsvedt.

Henning holder afstand

Hun og hendes mand Henning har måttet sove i hver deres soveværelse.

– Henning har i forvejen arbejdet hjemmefra i nu 5 uger. Han laver mad til mig, men vi holder afstand. Vi håber naturligvis, at han ikke bliver smittet af mig.

– Jeg prøver at holde hovedet højt, rent bogstaveligt. Jeg undgår at ligge fladt ned, for jeg skal undgå, at det går i lungerne. Så min teori er, at jeg skal ligge højt for at undgå det.

– Hvordan oplever du sygdommen som troende kristen?

– Jeg er glad for, at jeg kan bede, og at jeg ikke behøver at være bange for at dø, hvis det skulle gå så galt… Men jeg synes jo ikke, jeg er parat endnu. Jeg håber, jeg kan leve videre og fx tage mig af min mor, som er meget isoleret på grund af coronakrisen. Hun er 87 år.

Britta er selv 63 år og har tre voksne døtre – Berit, som er musikpædagog, Majken, som er psykoterapeut, og Alice, som er audio-pædagog. Hun er i øvrigt aktiv som lovsanger i Hillsong i København. Selv er Britta og Henning aktive i LM-kirken i Holstebro, som er en frimenighed.

Britta har altid været aktiv i udadvendt evangelisation. Hun var fx for nogle år siden med til at arrangere stormøder med Toni Antoni, som skrev ”Vilddyret”.

Hun er også med i en åben bibelstudiegruppe, som er en udadvendt form for bibelkreds.

– Jeg håber, og jeg tror på, at jeg bliver rask. Men I må gerne bede for mig, slutter hun.