Egypten: Påsketerror afværget
Egyptens regering oplyser, at de har afværget et planlagt dødeligt terrorangreb mod landets koptiske kristne, skriver Premier Christian News.
Indenrigsministeriet har delt informationen i forbindelse med et skyderi forrige tirsdag, hvor en politibetjent og syv militsmedlemmer mistede livet. Myndighederne greb angiveligt ind efter oplysninger om et muligt terrorangreb mod det kristne mindretal.
Ministeriet oplyser, at de fik kendskab til en ”terrorcelle, hvis medlemmer hylder Takfiri-ideologi, og som ud fra flere gemmesteder i det østlige og sydlige Cairo ville påbegynde terroroperationer” mod koptiske kristne i påskeugen. (De ortodokse/koptiske kirker fejrede i år påsken den 19. april).
Ifølge International Christian Concern (ICC) fandt myndighederne ”ammunition, våben og sprængstoffer” under razziaen.
Kopterne, der udgør omkring 10% af Egyptens befolkning på over 100 millioner, har tidligere været ofre for mange angreb fra islamister tilknyttet Islamisk Stat. I november skød islamister mod to busser med kristne pilgrimme, hvorved de dræbte syv og sårede 18 pilgrimme.
Selv om afværgelsen af et angreb mod kristne er gode nyheder, fortsætter myndighederne dog med at undertrykke den kristne minoritet, påpeger ICC.
”Regeringen har også brugt angreb mod kristne, især i påsketiden, til at øge undertrykkelsen af menneskerettighederne.
På grund af COVID-19 har kirkerne ikke haft påskefejringer i år. Disse sammenfaldende omstændigheder gør det ekstra vigtigt, at Egypten åbent fremlægger alle detaljerne om det afværgede angreb mod kristne,” tilføjer ICC.