Kristen NGO driver felthospitaler i USA og Italien

Hospitalerne i New York City får hjælp fra Samaritan’s Purse under coronakrisen.

Organsisationen Samaritan’s Purse rejste sidst i marts et nødhospital bestående af en række telte med personale og udstyr til behandling af kritisk syge COVID-19 patienter i New York Citys Central Park. Den 20. marts blev et felthospital fløjet til Milano.

– Vi kommer med læger, sygeplejersker og andre sundhedsarbejdere for at starte en respiratorafdeling for coronapatienter.

Det var beskeden fra nødhjælpsorganisationen Samaritan’s Purse i North Carolina, som har sendt bemandede felthospitaler til både New York City og Italien sidst i marts.

– Vi må alle vende os til Gud og bede ham om tilgivelse i denne tid, sagde Franklin Graham fra Samaritan’s Purse til Fox News. Interviewet fandt sted i forbindelse med opsætningen af felthospitaler i NYC og Milano, som skal aflaste lokale intensivafsnit.

Hjælp til New York City

I New York hjalp volontører fra lokale kirker det 72 personer store team fra SP med at rejse respiratorafdelingen, som består af 14 telte med 68 senge. Felthos-pitalet, som samarbejder med Mount Sinai Health System og flere regeringskontorer, åbnede den 1. april.

– Corona-patienterne kommer til os fra Mount Sinai Health System. Første prioritet er at flytte patienter fra Mount Sinai Brooklyn og Mount Sinai Queens, oplyser SP.

“Mennesker dør af coronavirus, hospitalerne mangler senge, og sundhedspersonalet er udmattet,” sagde evangelisten Franklin Graham, der er administrerende direktør for Samaritan’s Purse.

“Vi sender vores Emergency Field Hospital til New York for at afhjælpe krisen. Det er det, Samaritan’s Purse gør – vi reagerer midt i krisen i Jesus’ navn. Vær med til at bede for vore teams og alle i verden, der er ramt af denne virus,” opfordrede Franklin Graham.

New York City er USAs epicenter for coronaudbruddet.Byen er så hårdt ramt af pandemien, at man har sat midlertidige lighuse på gaderne uden for hospitalerne på Manhattan.

Hospitalerne manglede allerede sidst i marts senge i intensivafdelingerne. Omkring 20 procent af dem, der blev testet positive for coronavirus, måtte indlægges, og der var mangel på både respiratorer og andet udstyr.

Sundhedspersonalet på det mobile felthospital er her i gang med arbejdet på intensivafsnittet. På sygeplejerskens tøj ses henvisninger til bibelteksterne Ef. 2,10; Salme 23 og Salme 91.

Bøn for felthospitalet

Før konvojen af traktor-trailere fra Samaritan’s Purse den 28. marts forlod basen i North Carolina for at køre mod New York City, samledes staben til bøn for arbejdet.

”Herre, vores navn står på siden af disse containere, men det vigtigste er, at dit navn står der. Vi overgiver os selv og vores mission til dig,” bad vicepræsident for Samaritan’s Purses North American Ministries Luther Harrison.

“Nødhjælpsteamet for USA, det internationale team og lægetjenesten er alle kommet sammen for at rykke ud til disse to epicentre for sygdommen,” sagde Harrison med henvisning til New York City og Norditalien.

“Det er det, der menes med at være ”Kristi legeme”. Vi står alle sammen om at repræsentere Herren, og enhver tjeneste er vigtig. Hele teamet brænder for at gøre alt det, de kan, for at hjælpe mennesker i Jesus’ navn.”

Felthospital i Italien

Samaritan’s Purse havde allerede den 20. marts sendt et felthospital til det europæiske epicenter i Milano. Også her er der tale om et bemandet mobilt hospital med 68 sengepladser, som er sat op i Cremona nær Milano. Felthospitalet står på parkeringspladsen ved Cremona Hospital og kan således aftage mange af hospitalets corona-patienter.

Samaritan’s Purse har nu over 65 personer fra katastrofeberedskabet placeret i Italien.

Beskyttelsesudstyr

Foruden de to intensiv-felthospitaler har SP doneret hårdt tiltrængt beskyttelsesudstyr andre steder. Således har hospitaler i delstaten North Carolina, hvor SP har sit hovedkontor, modtaget over 50.000 ansigtsmasker fra den kristne organisation.