Superhelte er inspireret af Bibelen
Der er tydelige paralleller mellem Bibelens helte og tegneseriehelte som Superman og Batman. Det siger Kim Schou, som netop har udgivet bogen ”Fra Moses til Superman”.
De kendte tegneseriehelte, Superman, Batman, Spider-Man og andre Marvel-helte er i virkeligheden ofte inspireret af Bibelen.
Det påviser tegneserieeksperten Kim Schou i en ny bog, ”Fra Moses til Superman” (forlaget Mellemgaard), hvor han sammenligner beretningen om Moses med superheltene.
– Superman var den første tegneseriehelt. Han kom frem i 1938 og blev fulgt af en bølge af andre tegneseriehelte.
Oprindeligt så man lidt skævt til disse kulørte tegneserier, som udkom i kæmpeoplag, men i vores tid myldrer de frem på film.
Moses var superhelt
– Skaberne var Jerome Siegel og Joseph Shuster. De var kun teenagere, da de opfandt Superman. Men de var også jøder. Og det er tydeligt, at de har været inspireret af fortællingen om Moses og andre af de gammeltestamentlige ”superhelte”, som fx den stærke Samson, da de opfandt figuren, mener Kim Schou.
For jøder er den største af alle helte velsagtens Moses. Du ved, ham der mødte Gud i en brændende tornebusk, ham med de ti plager i Egypten, ham der befriede slaverne, ham der fik de ti bud af Gud, ham som havde en hemmelig identitet og kom til sine adoptivforældre fra en fremmed kultur, ham der som barn blev…
Det minder om Superman…
Tydelige paralleller
– Hvor ser du især paralleller mellem Moses og Superman?
– Moses’ forældre måtte lægge ham i en sivkurv og sætte ham ud på Nilen for at redde ham.
Supermans forældre måtte sende ham fra den døende planet Krypton til jorden for at redde ham. Her fandt et ældre ægtepar ham, og de opdragede drengen med nogle gode (bibelske) værdier, som han senere kæmpede for med sine superkræfter, forklarer Kim Schou.
– På samme måde havde Moses sine værdier fra de hebræiske slaver, selv om han voksede op som adoptivsøn i Faraos palads. Og senere kæmpede han for det gode imod den onde Farao.
Moses måtte en tid leve med en dobbelt identitet. Han måtte skjule, hvem han i virkeligheden var. Det samme er tilfældet med Superman.
Batman – bag masken
En tragedie blev vendt til noget godt. Det samme var tilfældet med en anden tegneserie-helt, Batman.
– Han mistede også sine forældre som barn, men brugte sine særlige talenter til at kæmpe for det gode – men vel at mærke anonymt, bag en maske.
Det er jo også et bibelsk princip, at man skal gøre det gode og rigtige – fx give almisse – uden at blive set. Anonymt.
Marvel – inspireret af Bibelen og mytologien
Marvel Comics blev skabt med jøderne Stan Lee og Jack Kirby i spidsen. De skabte Avengers, Hulk (et klokkeklart take på den jødiske Golem-myte), Fantastic Four, Iron Man og talrige andre heltefigurer. Stan Lee skabte også Spider-Man sammen med Steve Ditko.
– Næsten alle de superhelte, du kender, stammer fra slutningen af 1930’erne eller 1960’erne og har det tilfælles, at de er fundet på af en lille gruppe belæste amerikansk-jødiske tegnere og forfattere, der især kendte oldtidsmyter og historierne fra Det Gamle Testamente ud og ind, fortæller Kim Schou.
“For ideer og inspiration gik jeg til klassikerne,” sagde Jack Kirby i et interview med magasinet Village Voice i 1987. Og han nævner: “Bibelen, nordiske legender, De tre musketerer, persiske fabler, græsk mytologi, den sumeriske gudepantheon, nyhederne.”
Superman dør – som Jesus
– Da tegneserierne senere blev udført af andre, kom de kristne symboler fra Ny Testamente også med. Tydeligst skete det, da Superman i en tegneserie i 1992 kæmper med et uhyre, der kaldes Dommedag. Her DØR Superman til alle fans store overraskelse, fortæller Kim Schou.
– Men han genopstår efter nogen tid – ligesom Jesus, som jo også døde på korset i påsken i kampen med det onde – men han genopstod og sejrede.
Kim Schou er til daglig digital redaktør i Danmarks Radio. Han har tidligere skrevet reportagebogen ”Kinas Kristne Revolution”, som er udkommet på Udfordringens forlag.