Ansat til at støtte forfulgte kristne

Jens-Henrik Kirk

Jens-Henrik Kirk er fra 1. august ansat hos Open Doors Danmark til at styrke støtten til forfulgte kristne.

– Ansættelsen sker for at give denne del af vores indsats et ekstra skub samt intensivere vores samarbejde med politikere, fortæller René B. Ottesen, som er generalsekretær i Open Doors Danmark.

Jens-Henrik Kirk er 2. viceborgmester i Mariagerfjord Kommune og tidligere efterskoleforstander gennem 14 år på Mariager Efterskole. Han har drevet egen virksomhed gennem nogle år, ligesom han har været leder af Sommercamp i Mariager, som er en af Danmarks største kristne sommercamps.

I sit nye job bliver Jens-Henrik Kirks primære opgave at skabe kontakt til potentielle partnere blandt kirker og virksomheder.

– Den forfulgte kirke har altid stået mit hjerte nær, og jeg ser frem til at skulle bidrage med mine kompetencer og mit netværk i forhold til at støtte og opmuntre forfulgte kristne verden over, siger Jens-Henrik Kirk.

Ifølge Open Doors oplever 310 millioner kristne i 73 lande i 2020 en høj til ekstrem høj grad af forfølgelse, mens næsten 3.000 kristne blev slået ihjel sidste år på grund af deres tro.