Fra påske til pinse

Efter sin død og opstandelse viste Jesus sig for disciplene og sendte dem til Galilæa, indtil tingene var kølet lidt ned i Jerusalem igen. Men efter 40 dage sendte den opstandne Jesus dem tilbage til Jerusalem til pinsehøjtiden, inden han blev taget op til himlen.

Disciplene ventede 10 dage i Jerusalem, mens de bad sammen, og så skete det, de havde ventet på:

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger, som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.” ApG. 2,1-4

Herrens fester

Pinseunderet er en skelsættende begivenhed, som opfylder mange profetiske ord i skriften.
For at komme betydningen af det nærmere, kan vi spørge os selv: Hvad var det egentlig, Jøderne fejrede til pinse?

I 3. Mos. 2 får vi at vide at:

”Dette er mine fester, Herrens fester, som I skal udråbe som hellige festforsamlinger.”.
Festerne var ikke bare jødiske fester, men Herrens fester. Og det betyder bl.a., at alle festerne indeholder åbenbaringer om Herren.

Alle de ting, Gud har gjort eller vil gøre i den store frelseshistorie, er knyttet til disse fester: sabbat, påske, usyrede brød, festen for den første afgrøde, pinse, trompetfesten, den store forsoningsdag og løvhyttefesten.

Byghøsten og Jesu opstandelse

Bortset fra sabbatten, som er en ugentlig fest, der altid falder på samme ugedag, er de andre fester afhængige af årstidernes gang.

Men særligt byghøsten var vigtig, fordi man ikke kunne fejre påske uden at kunne svinge et neg af byg foran Herren.

”…skal I bringe det første neg af jeres høst til præsten. Han skal foretage svingning med neget for Herrens ansigt, for at I kan opnå hans velbehag; præsten skal svinge det dagen efter sabbatten.”

3. Mos. 23,9-11.
Svingning af byg-neget foregik formentlig ved, at præsten bevægede byggen i retning af de 4 verdenshjørner i templet, som en takoffer til Gud for afgrøden.

Hvis vi spoler tilbage til påsken, hvor Jesus døde og opstod, så var det var dagen efter sabbatten, at takofferet af byggen blev frembåret.

På den samme dag kom kvinderne til graven og opdagede, at Jesus var opstået.
Derfor kalder Paulus også Jesus ”første-af-grøden” i 1.Kor. 15,20. Det er ham, der skaffer folket Herrens velbehag, og efter ham skal alle, der tror, opstå.

50 – bevæbnet og klar til kamp

Ordet pinse er fra det græske ord pentakostæ, som betyder 50.
I 3.Mos. 23,16 læser vi at:

”I skal tælle halvtreds dage frem til dagen efter den syvende sabbat; da skal I bringe Herren et nyt afgrødeoffer.”

Det hebraiske ord for 50 er Chamishshim םישִּׁ֣מִחֲ, og det kan også fungere som et symbolsk tal.
På hebraisk kan tallet 50 symbolisere, at man er bevæbnet og klar til kamp. Sådan møder vi det fx i 2. Mos. 13,18 ” I række og geled drog israelitterne op fra Egypten.”.

Det er det hebraiske ord Chamishshim der er oversat med ”rækker og geled”. Andre oversættelser bruger ord som ”udrustede” eller ”bevæbnede”. I tallet 50 kan vi se, at pinsen gør os klar til kamp med Helligåndens udrustning.

Derfor skulle disciplene også vente med at træde ud i den nye opgave til efter pinse. Missionen er åndelig kamp, og der må åndelige våben til.

7 x 7 – Løftet om det komplette

Men pinse har også et andet navn, nemlig ”ugefesten” eller på hebraisk Shavuot תעֹבֻשָׁ.
2. Mos. 34,22: ”Du skal fejre ugefesten med den første afgrøde af hvedehøsten…”

Betegnelse shavuot, som betyder ”ugerne”, hentyder til, at man skal tælle 7 uger frem fra påske til pinse. 7 er på hebraisk Shæva עבַשֶ, og det er ikke bare et tal, men betegner også noget, som er helt eller komplet, ligesom en uge er komplet med syv dage.

7 x 7 betegner derfor også det helt komplette. Samtidig minder det også om en særlig ordning i Israel, hvor man efter 7 gange 7 år udråbte et jubelår, hvor slaver blev frigivet, og ejendom, man havde været nødt til at sælge, ville blive ført tilbage til familiens ejendom.

En af de åndelige pointer, vi kan tage med fra navnet Shavuot, er, at det indeholder et løfte om det komplette.

Mange har da også fået lov til at opleve, at Helligånden genopretter det, som er gået i stykker i fysisk, psykisk eller åndelig forstand.

Jesus vores daglige mål

I den jødiske tradition tæller man dagene fra påske til pinse. Man kalder det ”at tælle en omer”, og det foregår ved, at man hver dag siger det tal højt, som man er kommet til. Det har et åndeligt formål.

Det er 49 dage, hvor man arbejder på at blive et bedre menneske eller forberede sig til pinse. En af de ting, man reflekterer over i perioden fra påske til pinse, er Guds forsørgelse og afhængigheden af Gud.

Under ørkenvandringen skulle man hver dag samle en Omer til hver person i hustanden. Det hebraiske ord omer רמֶעֹ er en måleenhed på ca. 2 liter. Men en omer er også ”et neg”, altså det byg-neg af førstegrøden, som man svingede med foran Herrens ansigt til påske. Set i det perspektiv er Jesus vores daglige mål, vores daglige brød.

Helligåndens surdej

50 dage efter påskens sabbat kunne man så fejre pinse.

Pinsen er som påsken også en høstfest. Det er festen for Hveden. Ligesom til påske skulle man bringe et offer af kornet, men denne gang som 2 bagte brød, der skulle svinges foran Herren. Og nu var det ikke usyrede brød, men hævede brød.

3. Mos. 23: ”Hjemmefra skal I medbringe to svingningsbrød, bagt som syrnet brød af to tiendedele efa fint mel, det er førstegrøde til Herren.”

Nogle forstår de to brød som et symbol på jøder og hedninger.
Men det er også interessant, at det er surdej, der anvendes i pinsens svingningsbrød.

Traditionelt symboliserer surdej synd, men Jesus bruger også surdejen som et billede på Guds rige. I Matt. 13,33 hører vi om dette: ”Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, til det hele var gennemsyret.«”

Kvinden bager brød med hvedemel og surdej, ligesom svingningsbrødene til pinse.
Symbolikken er, at Helligånden og Guds rige over tid gennemsyrer alt i vores liv.

Loven slår ihjel – men Ånden gør levende

Den helt store pinsebegivenhed i GT er, at Moses går op på Sinais bjerg og modtager Loven.
Toraen, studiet af Toraen og de rabbinske kommentarer til Toraen har lige siden mere end noget andet defineret det jødiske folk.

Men Paulus fik i mødet med Jesus en afgørende indsigt: Budene kan ikke hjælpe dig til at opfylde budene. Loven kan ligefrem være farlig for syndige mennesker. I beretningen om Moses blev dette problem synligt, allerede da Moses kom ned fra bjerget med lovens tavler.

I ventetiden havde Aron og folket nemlig allerede lavet en afgud, som de var begyndt at tilbede.
Der døde henved 3000 tusinde for Levit-præsternes sværd ved den lejlighed, fortælles det i 2. Mos. 32,28.

Det står i stærk kontrast til pinsedagen efter Jesu opstandelse, hvor Helligånden blev udgydt over disciplene, og hvor næsten 3000 kom til tro og blev Guds børn, jf. ApG. 2,41.

Ånden gør levende

Da ”Pinsedagen kom”, var det ikke en ny lov, men tunger af ild, der blev givet til disciplene. Moses gik op på bjerget for at få loven, men Jesus gik op på korset for at opfylde lovens krav for os.

Fordi Jesus opfyldte loven, kan livets vand nu igen strømme frit til dig, og fra dig ud til dem Gud sender dig til.

Glædelig pinse!