Guds navn

Advarsel

Nogle læsere kan ved at læse denne artikel måske få rystet deres tillid til Bibelen som Guds Ord. Men rystelser kan undertiden være vejen til ny og større tillid.

De anførte bibelcitater er fra 1931-oversættelsen (min gamle bibel, som jeg brugte til min hovedopgave), hvis ikke andet er anført.

OBS lige i denne artikel: Jeg respekterer den jødiske tradition med ikke at udtale Guds navn direkte; jeg nøjes med at angive konsonanterne i ordet og så sige HERREN, jf. notitsen om Jehova.

Svaret på Moses’ spørgsmål

At der er flere forskellige – og hinanden modstridende – kilder til Pentateuken, dvs. De 5 Mosebøger, er et af de dogmer, bibelkritikken hænger fast i. Og disse forskellige kilder skulle så være redigeret/skrevet sammen af jødiske lærde i Det babyloniske Fangenskab, hvor jødedommen således er grundlagt.

At Mosebøgerne giver indtryk af at være en form for historieskrivning (en krønike), er således alene digt og fantasi, for de er – som det påstås – først nedskrevet i hvert fald1000 år senere end de giver indtryk af.

[Hvis man gerne vil have en litterær fremstilling af, hvordan Moses har samlet sine kilder til ”sine bøger”, altså Mosebøgerne, kan Poul Hoffmanns Mosestrilogi anbefales. 1. bind i serien er meget apropos Den brændende Tornebusk, Lohse 1984]

Beretningen om Moses ved den brændende tornebusk er således nam-nam for de historisk-kritiske. På trods af, at Guds navn JHVH tit og ofte bruges i 1 Mosebog, synes Moses ikke at kende dette Guds navn if. 2 Mos 3. Hans fortvivlede udråb lyder jo:

”Hvad skal jeg dog sige, når israelitterne spørger efter Guds navn?” Og derfor må denne mosesfortælling tilhøre en anden ”sagnkreds” end den, hvor Guds navn bruges af patriarkerne. Fx. i 1 Mos 30, hvor Rakel kalder sin førstefødte Josef, på hebraisk Jehosef, med en tydelig reference til navnet JHVH.

Noget om navnet JHVH

Som vi har set i de tidligere artikler i denne serie, arbejder de historisk-kritiske med den såkaldte flerkildehypotese. Lad os derfor blot gentage følgende her: Den blev opfundet i 1800-tallet af en fransk læge, som bed mærke i, at Første Mosebogs skabelsesberetning bruger 2 forskellige navne for Skaberen, hhv. Elohim og JHVH (anført i 31-oversættelsen som: HERREN).

Prof. Segal fra Det hebraiske Universitet i Jerusalem har taget problemet op i sin afhandling fra 1961: The Composition of the Pentateuch, A Fresh Examination:

Segal mener, at man her, som ved enhver anden (bibel-)tekst, skal vælge “eksegesen frem for dissektionen”, altså at man udlægger teksten frem for at ødelægge den. Det sidste er nemlig, hvad teologer har gjort ved at dele teksten op i hhv. en Elohist- og en Jahvist-tradition.

Og denne læsemåde har de danske bibeloversættere desværre ladet sig overtale til, ved at oversætte 2 Mos 3,13f forkert. Her står (i 92-oversættelsen): »… og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?«

Som prof. Segal anfører: At patriarkerne skulle have tilbedt Gud uden at kende hans navn, er en umulig tanke! »Der ville ikke have været en sand tilbedelse af Gud uden kendskab til Hans virkelige navn. Og det fremgår også af Biblens stående udtryk for “at tilbede”, nemlig “at påkalde JHVHs navn”. Se 1 Mos 4,26 og 1 Mos 12,8.

Hvad der er meget mere sandsynligt – og i overensstemmelse med fortællingens indre logik – er, at Moses havde brug for et tegn fra Gud, som de slavefornedrede israelitter kunne tro;

nemlig at han kendte til betydningen af Guds navn. En betydning som i hvert fald israelitternes ældste havde bevaret kendskabet til, selvom det måske for længst var gået i glemmebogen for lægfolket.

Og her er kendskab til det hebraiske sprog interessant: For på grundsproget står der nemlig kun “hvad navn?” Verbet i sætningen springer man ganske enkelt over (som meget ofte på hebraisk; man kan nærmest sige, at præsens-verber glimrer ved deres fravær i det jødiske sprog).

En mere bibeltro oversættelse ville derfor være: »Hvad betyder dit navn?« – Og den sætter ovenikøbet svaret ind i en forståelig kontekst – som jo netop er en forklaring på navnet JHVH, for Gud svarer ham rent faktisk: »Jeg er den, jeg er!«

Segal bemærker i en fodnote, at det hebraiske spørgeord “mah” andre steder i GT netop oversættes med “hvad betyder”. Sådan i fx 1 Mos 21,29: “Hvad betyder de 7 lam …”; 2 Mos 13,14: “Hvad betyder dette?”; Jos 4,21: “Hvad betyder disse sten?”; Zak 1,9: “Hvad betyder de …? osv. osv.

Hvad så med 1 Mos 6?!

Men har de historisk-kritiske så alligevel ikke en pointe med 1 Mos 6? Her står der jo »… under mit navn JHVH gav jeg mig ikke til kende for [patriarkerne].«

Hertil svarer prof. Segal så, at man skal lægge mærke til konteksten: I hvilke sammenhænge i Pentateuken bruges “Jeg er JHVH/HERREN” og i hvilke “Jeg er Gud den Almægtige” [på hebraisk El Shaddaj]? Det gør professoren meget grundigt rede for i sin afhandling (med masser af skrifthenvisninger). Lad mig her nøjes med den afgørende konklusion:

Medbetydningen af erklæringen “Jeg er HERREN” ses allerede længere nede i 2 Mos 6: Nemlig at »Jeg er JHVH, der opfylder alt, hvad jeg har lovet!« Og det skal israelitterne, og dermed Farao, også få ganske eftertrykkeligt at se, siges det her til Moses.

»Indtil nu har Jeg alene – over for fædrene – åbenbaret mig som El Shaddaj/Gud den Almægtige, som den, der afgiver bindende løfter.«

Konklusion (som afliver ethvert historisk-kritisk behov for at dele en fint logisk sammenhængende krønike op i forskellige traditioner) er, at Gud har åbenbaret sig som El Shaddaj i sine løfter; og som JHVH i opfyldelsen af disse sine løfter!

Ud af bibelkritikken: en opfordring

Lad mig slutte denne serie artikler om bibelkritikken med en opfordring: Når det lykkedes mig gennem blot tre års studier i den grad at få stillet (synes jeg selv) væsentlige spørgsmål til den historisk-kritiske metodes videnskabelighed, må det være en oplagt mulighed for en moderne stud.theol. eller anden bibelforsker at føre stafetten videre. En bunke materiale ligger klar “derude”. Det er bare om at gå i krig.

Og forvent ikke andet, end det bliver en krig! For ligesom løgnen om evolutionsteorien er “sandheden” om bibelkritikkens videnskabelige fundament (som i den grad gennemsyrer det danske uddannelsessystem), at det ikke bare uden videre lader sig overvinde. Dragen må bekæmpes med ildhu, snedighed og ikke mindst stor, stor tålmodighed.

Vi taler her om et paradigmeskift. Og som alle unge og nytænkende forskere véd, er det herskende paradigme noget af det vanskeligste at udfordre.
Men ikke desto mindre vigtigt at gå i krig med.

Som Jesus siger til Nikodemus (“du som er lærer i Israel”): »Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer om de jordiske ting, hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om de himmelske?«
Ikke så mærkeligt, at man kan diskutere opstandelsestro i Folkekirken!

Kilder

I mange videnskabsgrene afvises kilder, hvis de er over et vist antal år gamle. Fornuftigvis nok, i hvert fald når det gælder naturvidenskaberne. Hvad der fx er sket inden for forskningsområdet mikrobiologi, gør mange videnskabelige værker fra forrige årtusinde håbløst forældede: Argumenterne holder ganske enkelt ikke.

Men samme regel gælder ikke nødvendigvis inden for den teologiske forskning, alene af den grund at mange af de historisk-kritiske argumenter lider skibbrud på argumenter, som allerede er fremsat i første halvdel af det 20. årh.

Og hvis disse argumenter stadig står ved magt (fx de her fremførte mod flerkildehypotesen) – og evt. er blevet udbygget?! – vil det være videnskabeligt uredeligt at afvise dem blot med henvisning til ens eget manglende kendskab til dem.

Endvidere gælder det jo, at den afsporing, der har fundet sted inden for teologien/bibelkritikken, netop går mange årtier tilbage. Her må det så decideret være argumentet, der tæller, ikke hvor gammelt argumentet er!

Det ville svare til, at man i dag ville afvise Newtons fysik som irrelevant, blot fordi vi i dag véd så meget mere om kvantemekanikken.

Jehova

En myte vi også lige her må have aflivet, handler netop om Guds navn. Navnet “Jehova” er en fejllæsning! Kort & godt.

Fejlen er opstået på følgende måde: Buddet siger jo: »Du må ikke misbruge HERREN din Guds navn.« Læg mærke til at “Herren” er skrevet med store bogstaver i 1931-oversættelsen af GT. Og dermed overholdt den danske bibel dengang buddet, også i gengivelsen af selve buddet! I 92-oversættelsen er navnet brugt direkte 13 gange (if. Biblen online).

Buddet er nemlig af jøden tolket så strikt, at hvis man ikke må misbruge Guds navn, må man hellere helt afholde sig fra at bruge det. På hebraisk gengives det sådan: JHVH (NB at skriftsproget ikke har vokaler). Men det særlige med netop Guds navn, er, at man slet ikke udtaler det.

Hvad så, når man skal læse op af Toraen? Ja, hver gang man læser JHWH, siger man “Herren”, på hebraisk “Adonaj”. Når man begynder at studere hebraisk, må man ofte gætte sig frem til, hvilke vokaler man skal bruge. (Og for at det ikke skal være løgn, kan vokalen ovenikøbet skifte efter hvilken sammenhæng, ordet indgår i).

Derfor har jøden forsynet Toraen med vokaltegn. I det specielle tilfælde med Guds navn, JHWH, har man dog brugt vokaltegn »ikke for det man læser, men for det, man siger«. Det er der så nogle vestlige teologer (bl.a. vores egen Grundtvig), der har fået galt i halsen, så de tror, at vokaltegnene for “Herren” hører til JHWH. Altså vokalerne i “Adonaj” sætter man ind i JHWH.

Resultatet er altså et ord, der aldrig har eksisteret på hebraisk, nemlig JaHoWah (eller Jehova; a skiftes som nævnt tit ud med en e-lyd).

[Lidt tragikomisk at en sekt lægger hele sin eksistens i denne fejllæsning af dette kunstord, som altså aldrig har stået i Biblen.]