Hvordan takler jeg min hjælpeløshed?

Kære Orla Lindskov

Jeg er blevet ramt af en svært helbredelig sygdom. Det har jeg det meget dårligt med. Jeg føler virkeligt, at mit liv er blevet forringet. Jeg føler mig mindre på næsten alle områder. Jeg føler mig hjælpeløs. Jeg føler mig som et barn. Jeg kan nu næsten ikke klare noget selv.

Jeg er en troende mand først i halvfjerdserne, og jeg er en trofast læser af Udfordringen. Det har jeg næsten været siden Udfordringen startede.

Men tilbage til min situation lige nu. Jeg må hjælpes med både det ene og det andet. Til tider må min hustru og min mandlige Sosu hjælpe mig med noget så primitivt som at spise. Endda også med at klæde mig af og på og med at pudse min næse o.s.v.. Det berører mig dybt og føles pinligt. Det er bittert.

Det kan være ydmygende at være blevet så ringe og svag. Jeg føler mig afhængig af andre mennesker. Det er svært, for jeg har altid kunnet klare mig selv.

Jeg har det også svært med at være blevet afhængig af læger og sygeplejersker, for jeg har hele mit liv været kernesund.

Jeg har altid tænkt, at sygdom var noget, der ramte de andre, men som heldigvis ikke ramte mig. Jeg tror, at det er naturligt at tænke sådan, når man aldrig har været besværet med sygdom.

Jeg føler mig nu som et hjælpeløst barn. Men forskellen er bare den, at som barn var det naturligt, at man var hjælpeløs. Nu er jeg jo voksen og skulle kunne klare mig selv. Føler virkeligt, at jeg er blevet mindre.

Jeg har talt med andre patienter på hospitalet. Mange lider også under den følelse. De føler som mig, at de er blevet mindre i familiens og kollegers øjne, altså blevet mindre værd.

Selvfølgelig er der også nogle, der nyder det. Nogle, der tager det som afslapning, som ferie. Men de er som regel ikke alvorligt syge.

Jeg har det også svært med, at mange fra min menighed besøger mig. De vil næsten alle sammen bede for mig i hele stuens påhør. Så spørger de andre på stuen bagefter, om det har hjulpet. Det vil jeg så gerne kunne svare ærligt på.

Men nu nok om min elendighed.

Det blev et længere brev. Jeg ville blot bede om din forbøn. Jeg vil også gerne bede om en salvedug. Send den venligst til min hustru. Så kan hun tage den med til mig. Jeg er jo indlagt for tiden.

Mvh. fra
Den hjælpeløse.

Luk ikke op for bitterhed – det er gift for sjælen

Kære hjælpeløse

Du føler, at du er blevet mindre. Du skriver, at det er ydmygende at være blevet så ringe og svag, som din sygdom har gjort dig.

Ja, at blive magtesløs og svag kan opleves ydmygende. Også selv om det skyldes sygdom. Man kan føle sig ramt i sin stolthed og i opfattelsen af, at man selv kan det hele. Man kan jo under sygdom blive som et lille hjælpeløst barn.

Som barn var det jo helt oplagt og naturligt, at man var afhængig af omgivelserne. Nu er du så blevet voksen og burde kunne hjælpe dig selv. Sådan tænker du.

Men husk, i vores menneskelige hjælpeløshed og svaghed får vi et billede på, hvordan Gud ser os. Gud ved, at når det kommer til onde dage i vores liv, så er vi faktisk alle som hjælpeløse børn.

Før eller siden bliver vi nødt til at overlade det hele til Gud, vores himmelske Fader. Det kaldes overgivelse, og det er faktisk det vigtigste i vores liv. Desværre er der mange, der venter med det, indtil døden banker på døren.

Jesus taler om, at uden vi bliver som børn igen, kommer vi ikke ind i Guds rige. Han taler netop om, at det ikke er nogen skam for os mennesker at opleve svaghed og hjælpeløshed. Ind for Guds ansigt lever, helbredes og frelses vi ved Guds nåde alene. Husk, vi har barnekår hos Gud.

Lad os nu læse Johannes-evangeliet kap.3, vers 30:

”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” – Sådan siger Johannes Døberen i forbindelse med hans møde med Jesus. Sådan skal vi også være i vores møde med Gud, i vores møde med Jesus, ja, i vores møde med livet i det hele taget.

Du skriver, at du aldrig havde tænkt, at sygdom kunne ramme dig. Derfor føler du dig nu så underligt reduceret. Mit råd til dig er dette: – Lad nu det, der er sket dig, være en forkyndelse af, hvor afhængige, hjælpeløse og små vi mennesker er i forhold til Gud.

Det kan være meget vanskeligt at se noget godt ved sygdom. Men netop du, der lige nu har det så svært med dig selv og med det hele, du skal vælge at lade noget godt komme ud af din sygdom. Pas på ikke at lukke bitterhed ind. Bitterhed virker som en gift i dit legeme, men også i din sjæl.

Kast dine tanker om din egen selv-hjulpethed, kast dem bort. Bliv mindre ind for Guds ansigt, så vokser Jesus og bliver stor i dig.

Da vil du også opleve sandheden af det, som står i 2. Korintherbrev kap. 12.: – at i vores magtesløshed udfolder Guds kraft sig helt.

Lad Gud gøre sit under i din legemlige magtesløshed. Bed Gud om at forvandle din magtesløshed til styrke i Jesus Kristus.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.