En dansk Moder Teresa har forladt os

Inge Norling var forsikringsagent, og penge var hendes ”gud”. Men livet tog en kraftig drejning for 36 år siden, og hun endte som en dansk Moder Teresa for de hjemløse.

Inger var fyldt 50 år, før hun opdagede, at Gud fandtes.

– Jeg troede, at HVIS han fandtes, så kunne han i hvert fald ikke lide mig, for jeg havde jo gjort mange ting, som jeg godt vidste var ”forkert”. Så jeg prøvede bare at holde mig på afstand af Gud, fortalte hun i et interview med Udfordringen.

Men hendes datter var begyndt at komme i en frikirke i Vejle. En søndag, da Inge bare skulle aflevere datteren, havde hun besluttet selv at køre ned til den gamle Lillebæltsbro og springe ud. Det var planlagt. Hun havde tegnet en forsikring et år før og havde ordnet økonomien og skrevet et afskedsbrev.

Men så spurgte præsten, Jørgen Christensen, om hun ikke ville med ind. Joh…

Den dag oplevede hun en helt anderledes kirke, og præsten stod og sagde, at Gud elskede alle mennesker. Inge vendte tilbage om aftenen. Hun så, at nogle aflagde deres vidnesbyrd og tænkte, at det åbenbart var noget med en åben mikrofon.

Så hun tog mikrofonen og spurgte præsten:

– Du sagde i formiddags, at Gud kender og elsker alle mennesker. Er det sandt?

Ja, sagde han. Det er da sandt.
Men gælder det også mig?
Ja, sagde han, det gælder alle mennesker.
Men står det i Bibelen?
Ja, det gør det da, svarede han.

Så sagde jeg: Hvis det passer, at Gud elsker mig, så vil jeg også elske ham. Så skal det være det vigtigste i mit liv fra dette øjeblik.

Nu vil jeg vil gå hjem og læse i min bibel og finde ud af det her.

Champagne i fingrene

– Og alle omfavnede mig. Jeg vil aldrig kunne viske det øjeblik ud af mit liv. Det, der skete lige dér, kan jeg ikke forklare. Det var, som om der boblede champagne ned i mig og helt ud i fingerspidserne, fortalte Inge i 2015.

– Det var i 1984. Jeg har elsket Gud lige siden. Men jeg skulle jo først lære Gud at kende, og jeg var meget taknemlig for den hjælp, jeg fik fra Jørgen Christensen og hele menigheden.

Jeg var enormt glad, og jeg fik god opbakning fra de andre i kirken. De lånte mig fx bøger og plader med kristen musik. En klog én sagde: Læs først Lukasevangeliet, før du læser alt det andet i Bibelen. Det var et godt råd.

En stemme ovenfra

– Jeg var skilt og alene i mit hus, og jeg lå faktisk i mit badekar og bad euforisk til Gud, da jeg hørte en stemme: Du skal tage til Nordirland. Men der gik to år, inden jeg gjorde alvor af det.

Så tog jeg derover og kørte rundt en uge. Og selv om Nordirland jo var berygtet for terror, så mødte jeg så megen kristen kærlighed, som jeg aldrig havde mødt. Jeg var fx i et hus, hvor beboerne tilhørte fem forskellige kirkeretninger, og de gik i hver sin kirke. Men hver dag bad de tre gange sammen.

Jeg havde nogle meget stærke åndelige oplevelser derovre.

Som Moder Teresa

– Jeg mødte også Moder Teresas søstre i Skotland. Og derigennem mødte jeg en katolsk præst.

Jeg kunne ikke lide, at alt hvad han sagde, lød rigtigt. For jeg havde så mange fordomme om katolikker. Men i oktober 1986 blev jeg selv optaget i den katolske kirke. Jeg tror, det var Moder Teresas eksempel, der gjorde størst indtryk. Jeg fik nu at vide, at jeg skulle tage hjem og leve som fattig og tage mig af de fattigste.

Det var svært at forklare, og jeg er blevet misforstået af så mange, men jeg solgte nu mit hus og flyttede ind i gæstehuset på et kloster i Høsterkøb i Nordsjælland. Her faldt jeg lidt til ro.

Boede blandt hjemløse

– En dag læste jeg en avisoverskrift om, at man i Danmark smed levende mennesker i skraldespanden. Det var om hjemløse.

Så forlod jeg klosteret. I det næste halve år levede jeg selv som de hjemløse. Den første tid boede jeg på Kofods skole, derefter på Kirkens Korshærs hjemløseherberg. Og ellers mange steder, hvor jeg kunne lægge mig ned og sove.

Senere tog Inge et år på Sognediakonien på Diakonissestiftelsen.

”Gud, giv mig en gård!”

– Jeg sagde til min præst Lars Messerschmidt, at vi skulle få de hjemløse væk fra København. Ud på landet. På en gård, sagde jeg til min præst.

”Så må du jo bede Gud om sådan en gård,” sagde præsten.

Så det gjorde jeg! I 1989 havde jeg holdt jul hos min søn i Viborg og ville besøge min datter i Vejle. Jeg sad på banegården og bad om at få en gård til de hjemløse.

”Det skal bare være en gammel gård. Den skal ligge i en skov, så vi kan gå nogle ture og tale om tingene. Der skal være noget jord til, så vi selv kan dyrke vores grøntsager og have nogle dyr.

Og kan du ikke sørge for, at den ligger lige langt fra Viborg og Vejle, så jeg kan besøge mine børn,” bad jeg dér på banegården.

Så gik jeg ind og købte JyllandsPosten fra dagen før. Her var en gård til leje. Selv om telefonnummeret var til Sjælland, lå gården i Fasterholt – midtvejs mellem Viborg og Vejle…!
Men gården var stor og dyr, og ingen ville støtte mit projekt.

Så kom der en tyv og stjal gårdens køkken og vandværk. Og så var den jo svær at leje ud. Jeg besøgte ejeren, som viste sig at være Danmarks femte rigeste mand. Han lod mig leje gården til et bofællesskab uden depositum og uden lejekontrakt et halvt år.

Senere gik han desværre konkurs. Så kom der en ny ejer. Og vi havde ingen penge, så vi fældede juletræer og tjente til tre måneders husleje, og vi beholdt gården i ti år indtil 2006.

Andagt skabte ro

– I starten blev jeg daglig truet, og vi måtte ofte have bud efter politiet, huskede Inge.

– Det var meget hårdt, og ofte tænkte jeg: Hvad gør vi nu? Politiet ville have, at jeg skulle lukke stedet. De ville ikke rende her og passe det for mig, sagde de til mig i 1982 og 1983, hvor det var rigtig hårdt.

Så sagde jeg til alle beboere, at hvis de ville bo her, så skulle de med til andagterne. Det ville de ikke, sagde de. Så gav jeg dem et par måneder til at tænke over det indtil 1. marts. Så kom de allesammen med ind og bad. Og efter den tid gik der to år, hvor vi ikke havde bud efter politiet én eneste gang! Det hjalp.

Overtog et hotel

I 2001 fik Inge Norling mulighed for at bruge det tidligere Arnborg Hotel syd for Herning til sine hjemløse. Desuden havde hun et andet arbejde i Viborg.

Det var Y’s Men’s bevægelsen, der skaffede de fleste penge til købet af Arnborg Hotel, hvorefter der blev oprettet en fond til at eje stedet. Her var 16 værelser og to lejligheder i huset ved siden af.

Beboerne betalte selv 4.200 kr. for husleje og mad, og de hjalp den 82-årige Inge med arbejdet.

Ikke værdiløs

Inge afgiftede de hjemløse for narko og alkohol. Hun sørgede for, at de fik styr på deres liv. Og hun fortalte dem, at hun elskede dem, og at Gud elskede dem.

– En hjemløs er jo ikke værdiløs. Han kan hjælpe andre. Men hvis ingen har brug for én, hvorfor skulle man så leve? Man finder glæden ved at gøre noget for andre, sagde Inge.

– De hjemløse i dag er ikke blot dem, der går på landevejene, for de har selv valgt det liv. Der er mange andre hjemløse, der er kommet ud i problemer og ikke har et sted at være. Det kan fx være psykisk syge, voldsramte, kriminelle og narkomaner, som er bange for at være alene.

2.000 hjemløse

Da Inge fyldte 60 år, sørgede kommunen for, at hun fik førtidspension. De ville nemlig gerne have et sted som hendes, hvor hjemløse af alle slags kunne søge hen uden visitation og tilskud.

Da Inge var 81 år fik hun en blodprop og blev midlertidigt lammet, men hun blev hurtig genoptrænet.

Over 2.000 hjemløse nåede at bo hos Inge gennem årene. Mange ringede til hende bagefter og sagde tak, fordi hun havde givet dem et sted at bo og vist dem en guddommelig – men meget praktisk – kærlighed, som gjorde livet værd at leve.