Himmeriget er kommet nær

Hvad var det, Jesus fortalte, da han gik rundt i Israel og talte med folket? Han sagde bl.a., at ”Himmeriget er kommet nær.”

Himmeriget og Guds rige nævnes igen og igen i evangelierne. Mange af lignelserne handler om det, og ved en lejlighed siger Jesus direkte til disciplene: (Matt 10,7) ”Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær!”

Nogle tolker det sådan, at det er himlen, når vi dør, Jesus taler om. Men det ser ud til at være en misforståelse. Både Mattæus, Markus og Lukas forklarer os, at himmeriget er noget, som kommer til jorden.

Jesus taler om fred på jorden, om social retfærdighed, om hjælp til de udstødte, om frihed til de bundne, om helbredelse af de syge, om tilgivelse og genoprettelse, at Gud en dag vil lade sin velsignelse opfylde jorden.

Hvad Jesus demonstrerede

Guds mål er at binde djævelen, så han ikke længere kan ødelægge mulighederne for os og hindre os i at få del i Guds velsignelse. Det er det, Jesus demonstrerede, da Han var iblandt os.

Da Jesus uddrev de onde ånder, så var det et signal fra Gud om, at en dag vil han gribe ind og give fuldstændig sejr over al ondskab. (Johs.12:31) ”Nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud”.

Da Jesus helbredte de syge, var det et vidnesbyrd om, at engang skal al lidelse forsvinde. (Åb.21:4) ”… der skal ikke være død mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal der være mere, thi det som var før, er nu forsvundet.”

Bespisningsunderet, hvor Jesus skaffer mad på overnaturlig måde, var en understregning af, at Gud engang vil opfylde alle menneskelige behov for altid. (Åb.7:16) ”De skal ikke sulte mere og ikke tørste…. Og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne.”

Og da stormen og søen måtte lægge sig på hans ord, var det en kraftig understregning af, hvem der i sidste ende har magten over alle naturkræfter, også dem som truer jorden i dag.

Opvækkelse af de døde var en proklamation om, at meget snart skal døden for altid besejres. (1. Kor. 15,26) ”… som den sidste fjende tilintetgøres døden ” … ” (v.28) ”Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under Faderen, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.”

Derfor fejrer vi pinse

Mange mennesker ved ikke, hvorfor vi fejrer pinse. Den beskrives sådan i Apg. 2,1: ”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden.”

Ved den første pinse slår himmerigets herlighed igennem og fylder denne forsamling med Helligåndens overnaturlige kraft. De blev alle fyldt med glæde, frimodighed og overnaturlig kraft.

Her blev kirken født, og den kraft, som var i den, gennemsyrede hele den daværende verden med kærlighed og omsorg, som førte til omvæltning af datidens samfundsorden.
Pinse er en understregning af, at den kristne menighed er kaldet til at fortsætte Jesu gerning.

Det kommende fredsrige

Jesus kommer snart igen, så bliver det tusindårige fredsrige oprettet på jorden, hvor Jesus skal være konge. Det betyder en tæt forening mellem himmel og jord. For første gang i menneskehedens historie vil der være fred på jorden, og det tabte Paradis vil, i en eller anden form, blive genoprettet.

Jesus Kristus er da skaberværkets højeste person, for han døde og ofrede alt og bar verdens synd. Gud tog imod hans offer og skænkede ham navnet over alle navne. Men Kristus vil, sådan som Skriften siger det, underlægge sig Faderen, og når det sker, vil Gud selv være alt i alle.

Så skal alt i himlen og på jorden være omsluttet af Guds herlighed. Det er dette mægtige perspektiv, der bliver anskueliggjort ved Helligåndens komme i den kristne menighed: Himmeriget er kommet nær.

Søndagens tekst: Ap. 2, 1-11

Helligånden kommer Pinsedag

1 Pinsemorgen var alle disciplene forsamlet på ét sted. 2 Pludselig kom der en susende lyd ned oppefra som et voldsomt åndepust, og lyden fyldte hele huset, hvor de sad.

3 Samtidig dalede der små flammer ned, som landede på hver enkelt af de tilstedeværende.

4 Således blev de alle fyldt med Helligånden, og de begyndte at tale på fremmede sprog, som de ellers ikke kendte. Det var Ånden, der gav dem ordene.

5 I Jerusalem boede der religiøse jøder fra alverdens lande. 6 Da den susende lyd kom, strømmede en masse mennesker derhen for at se, hvad der var på færde, og de blev meget forbavsede over at høre disciplene tale alle deres forskellige sprog.

7»Hvad sker der her?« råbte de undrende. »Alle de mænd er jo fra Galilæa, 8 og nu hører vi dem tale til os på vores eget modersmål!

9 Hvordan går det til, at vi partere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa, Kappadokien, Pontus, provinsen Asien,10 Frygien, Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi, der kommer fra Rom, både jøder og grækere, der har sluttet sig til jødedommen,

11 vi kretere og arabere – hvordan går det til, at vi kan høre de her mænd fortælle os om de mægtige ting, Gud har gjort, hver på vores eget sprog?«

Teksten er fra Biblen på Hverdagsdansk