Overraskende interesse for plakat

Mange bestiller også Charlottes Reihlens forklarings-hæfte til brug i studiegrupper.

Der har været overraskende stor interesse blandt læserne for den 150 år gamle plakat ”Den Brede og Den Smalle Vej”.

Udfordringen trykte den gamle plakat på midtersiderne i uge 20 den 10. maj med danske tekster.

Samtidig fik vi den trykt i dobbelt så stort A1-format (59,4 x 84,1 cm) i farver på kraftigt 250 gram papir. Dog kun i et mindre oplag, da vi ikke forventede at interessen var stor.

Men allerede mandag morgen lå de første 29 bestillinger. Og flere fulgte. Over halvdelen af oplaget er nu sendt ud til læserne i paprør.

Mange har også bestilt hæftet ”Vejviser til Den Brede og Smalle Vej”. Det er på 48 A5-sider og indeholder bl.a. historiske oplysninger om tilblivelsen af plakaten og de forskellige udgaver, samt en forklaring af Charlotte Reihlen, som fandt på plakaten.

Forklaringen har vi udstyret med relevante spørgsmål, så hæftet kan bruges i studiegrupper. Eller bare til egen overvejelse.

Det er vigtigt at forstå, at Charlotte ikke var ude på at fordømme bestemte synder.
Tværtimod ville hun vise, at livet i almindelighed fører de fleste af os ind på ”den brede veje”.

Her bliver vi let optaget af alt mulig andet end det, der var Guds gode plan for vores liv.
Samtidig ville hun også advare om, at vores valg har konsekvenser – både her og i evigheden.

Selv om plakaten er tankevækkende og relevant i dag, udskriver vi nu en konkurrence om en moderne udgave af plakaten.

Tegnekonkurrence: Tegn en moderne udgave af Den Brede og Den Smalle Vej

Hvilke udfordringer møder vi i dag på den brede vej, og er der nye ressourcer på den smalle vej i dag?

Beskriv det gennem en tegning og find evt. bibelvers, som underbygger situationen.
Sidste frist for indsendelse er mandag den 15. juni.

Den eller de bedste tegninger bringes i Udfordringen.
Vinderen får desuden 2.500 kr.